Så blev det alligevel nytår

Eller det gør det ihvertfald snart. Pointen er at jeg i år har fået mig den fedeste nytårshat længe, og det er ikke rigtig nytår hvis man ikke er iført i ufatteligt grim hat når klokken slår 12. Så hænger det i hvertfald sammen hos mig.
Godt nytår folkens. Husk beskyttelsesbriller - og at ordentligt fyrværkeri raketter tændes med cigar!

Danish Cooking

Nu er jeg jo ikke udannet kok. Faktisk er jeg i det hele taget ikke ret god til mad, med mindre det gælder frysepizza (og jo, frysepizza ER mad! Den befinder sig omme bagved rugbrødet i kostpyramidens nederste trin). Efter mange timers intens tv-kiggeri gået op for mig, at der finde forskellige køkkener verden over. Det franske køkken byder på fine delikatesser, hvis navn du aldrig får lært at udtale helt korrekt. Det kinesiske køkken skærer i rå fisk med skarpe samuraisværd, og sælger det til overpris til smarte reklamefolk som mig. Det baltiske køkken matcher nogenlunde kantinen i Nyborg Statsfængsel, alt der kommer fra Grønland er decideret klamt, und so veiter...

Frikadeller er dansk madlavnings flagskib, og eneste grund til at vi ikke forsvinder fra det kulinariske verdenskort fuldstændig. Men det skal være slut nu, har nogen bestemt. Hvem nogen er er, ved jeg ikke, men de er ikke de skarpeste knive i skuffen. Jeg har nemlig gemmen den sidste tid opdaget to retter, hvor man fra producentens side forsøger at adskille dansk madlavning fra svensk og norsk. Vi er ikke ude på et kulinarisk overdrev, eftersom det indtil videre kun drejer sig basmatiris og Knorr-lasagne, men man har immervæk væltet den første dominobrik.


Når man laver basmatiris i Danmark skal man tilsætte 4,5 dl vand til 240g ris. I Norge og Sverige er det 6 dl. Til den berømte Knorr-lasagne skal du bruge 400g oksekød hinsidan, og 500 g i Danmark. Og der findes sikkert flere små forskelle, fra de ellers så ufravigelige færdigretopskrifter, som jeg endnu ikke har opdaget. Det er små men sikre skridt, og set i lyset af Darwins evulutionsteori, kan det danske køkken meget nemt være det eneste køkken tilbage i verden om 200 millioner år. Tjek opskriften en ekstra gang næste gang du laver basmatiris, ellers risikerer du nemt at få lavet dig en gang klamme svenskerris - og det er der sgu ikke særligt meget gourmet over!

Hvad skal jeg nu lave?

Jeg har i skrivende stund samlet 63 venner sammen på facebook, og nu kan jeg snart ikke mere. Eller jo, det kunne jeg jo egentlig godt, eftersom det at få en ny ven på facebook eller myspace ikke kræver mere end... det kræver faktisk ingenting Pånær internetforbindelse. Og det har jeg.

Men hvad nu hvis man gerne vil have rigtige venner? Venner som man rent faktisk gerne vil gi en øl, uden at vente på der kommer en, helst dyrere, tilbage - den slags venner. Så er det straks svære at komme over de 63. Jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg langt fra vil give alle på min facebook gratis øl næste gang vi ses i byen, det er faktisk kun en fåtal af de 63 der kan få mig tilsidde sætte min evige egennyttemaksimerende tankegang, og score en øl kvit og frit.

Uvenner derimod er en anden sag. De er lidt nemmere at gå til. Rigtig gode uvenner er som regel rigtig lette at få. Find en du ikke kender og hils på ham med "ordene" Du er lidt en idiot, er du ikke? Der er slet ingen grænser for hvor mange uvenner man kan få. Der er altid folk i omegnen du kan chikanere. Og det er meget lettere og væsentligt mere tidsbesparende end at skulle til at lære folk at kende ordentligt. Faktisk synes man tit bedre om folk, jo bedre man kender dem, så jo mindre du ved om dine uvenner, des bedre.

Nu er bolden givet op, og det er blot et spørgsmål om tid før du kan downloade en "uven-application" til din Facebook. Jeg vil med et samme gå i gang med at sende anstødelige og irriterende mails til folk jeg ikke kender, og gøre forarbejdet til at få en hel masse rigtig gode uvenner. Det skulle ikke tage mange timer at matche de 63.

indlæg nr 75

Det skal fejres med noget spektakulært!

klik her for fåking sejt
Og dette her er indeed spektakulært!
følg instrukserne... og wow, kan man virkelig det, vil du tænke!
Ja, det kan man.

Julen er mere end bare gaver

For mange handler julen kun om gaver. Så bliver man 15, og pludselig handler december måned om snaps, fisse og hornmusik (Faktisk minder jul meget resten af året i denne alder, snapsen udskiftes dog med vodka/juice). For mig handler julen om noget helt andet: ro i sjælen.

Ro i sjælen lyder måske mærkeligt i december med masser af stress, gavekøb, slud, mørke bekymringer om hvad der sker i julekalenderen i morgen. Jjeg finder ro i december, ro fra pølsedamen på stadion. Fodblod lukker ned i juletiden, og dermed kan jeg ikke komme på stadion hver 14. dag, og blive fuldstændig vanvittig over pølsedamens opførsel.

Til jer der ikke kender pølsedamen, kan jeg fortælle at hendes intelligens let kan sidestilles med indholdet fra en selvdød bævers tyktarm. Hun pisser mig af gang på gang gennem hele fodboldsæsonen, i en sådan grad, at jegselv flere dage efter kampen stadig kan mærke fustrationerne boble i blodet. Pølsedamens job er, suprise, at lave pølser. (altså ikke ploppere i kummen, men store brankede "borgmesterpikke" til feststemte fans). En fodboldkamp varer som bekendt 2 x 45 min, dvs at pølsedamen har 45 minutter til at forberede pølserne og de dertilhørende brød. Det magter hun ikke!
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg med lynild i øjnene har mødt pølsedamens tomme, intetsigende og let skelende blik i halvegen til sætningen "De er ikke færdige endnu". For fucking fanden helvede altså, hvornår er de så færdige? I straffesparkekonkurrencen? Hvor svært kan det være at lægge pølser på en grill? Ok, man skal vel lige lære grillen at kende, og lære at kul varmer besdst når man har stukket ild på dem, men det ville Peter Pedals evnesvage lillebror da lære efter første kamp. Han ville forstå idiotien i at stå alene ved en stor grill med 832 kolde pølser og ditto sultne mænd. Til næste kamp gang ville pølserne være klar, og Peters lillebror ville undskylde. Pølsedamen er ikke Peters lillebror.

Det stopper desværre ikke her. Som den eneste i verden er pølsedamen i stand til IKKE at varme pølsebrød på grillen. Alle andre mennesker brænder pølsebrød af for et godt ord. 6 sekunder på grillen, og de har allerede fået for meget. Pølsedamen ligger pølsebrøddene på grillen, der hvor der ikke er kul. De brænder ikke af, og det er godt, men de blir fanme heller ikke varme. Og jeg skulle mene at varme var inkluderet når jeg betaler 5 kr pr stk.

Pølsedamen sælger sine varer, en pølse med brød, for den nette sum af 30 kr. Derfor kan det også gøre mig fuldstændig sindsyg, når jeg lægger 30 kr på disken, hvorefter hun kigger spørgende på mig. Hun ligner et spørgsmålstegn ( kun rent metaforisk, hendes blegfede legme vil aldrig kunne ligne andet end fedtkanten fra ufatteligt stor flæskesvær) og spørger mig op i mit åbne ansigt "hvad skal du ha?". Pølsedamen sælger en ting, en eneste ting, en stadioplatte. ikke andet, overhovedet! Hun sælger IKKE øl, hun sælger IKKE sodavand, hun sælger stadionplatter, og ikke en skid andet. Sjovt nok koster denne menu af pølse og brød 30 kr, så hvad mon manden skal have, når han ligger 30 kr på disken? En fadøl? (som iøvrigt koster 60 kr). Næppe. Hvorfor spør' du kære pølsedame, hvorfor?

Hvorfor kan pølsedamen ikke lægge to og to sammen, hvorfor skal pølsedamen også spørge manden ved siden af med 30 kr parat, hvad han skal ha. Hvorfor kan pølsedame kun have pølser parat midt i anden halveg, hvorfor kan pølsedamen ikke varme brød, hvorfor bliver pølsedamen ikke fyret når pølsedamen tydeligvis ikke lærer af sine fejl og hvorfor kan pølsedamen overhovedet leve i sameksistens med os andre? Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke, men jeg er glad for at jeg ikke behøver tænke på det før sæsonen starter igen.

Må I have ro i sjælen, og en henrivende dag.

For meget fritid

..har jeg ikke her i julen. Det er bla derfor at bloggen kun bliver opdateret sådan ca hver 4 skudår. Og dig, du har tydeligvis alt for meget tid, ellers sad du ikke og læste det her! Men bare rolig, det er ok. Se filmen, og du vil indse at der findes oceaner af folk der bruger deres fritid endnu mere håbløst end du og jeg gør.

Beklager lorteindlægget, jeg har virkelig prøvet at finde på noget bedre den sidste times tid, men som du kan se lykkedes det ikke. Men det er ikke min skyld, det er mine chefers. De dræner mig i øjeblikket totalt for kreativitet med deres ligegyldige bedrevidenhedder, fantasiløse kommentarer og rettelser tilbage til noget vi alle sammen har set før - og hader!
Jeg vender snart tilbage - i lidt bedre form forhåbentlig.

Om ordsprog og børneopdragelse

Jeg er som de fleste andre vokset op med en lang række af ordsprog, der havde til formål at gøre mig til et bedre menneske i sidste ende. Ikke at jeg på nogen måde vil klandre min mor for min exeptionelle opdragelse, der har gjort mig til det fantastiske menneske som er jeg er, men i bagklogskabens ulideligt klare lys havde visse ordsprog deres svagheder. Nogle ordsprog var, og er stadig ren og skær idioti, mens andre andre ikke har fulgt med udviklingen og derfor passer til den verden vi lever i i dag.

F.eks. har jeg altid lært at man ikke skal sælge bjørnen før skindet er skudt. Det vil jeg aldrig lære mine børn! I fordums tid hvor moral og etik herskede, og man holdt en mand op på hans ord, var ordsproget måske godt nok. Men i dagens kurrupte materialistiske og egennyttemaksimerende samfund, holder det ikke vand. Sælg for helvede lortet og til den første der byder. Det man skal lære sine børn i dag er nærmere, at man ikke skal være idioten der køber bjørneskidet fra den endnu ikke døde bjrøn - Det er nemlig dumt, at sælge det er derimod blot god forretning.

Jeg lærte også at "hvis man leger med ild, tisser man i sengen"! For det første tisser man alligevel i sengen i de første par leveår, det er det man nu engang kan foruden at skide og æde. For det andet ved de fleste børn godt at det er løgn, og er man alligevel dum nok til at tro på det- ja hva så? Tis i sengen er jo ikke nogen trussel som sådan, det er alligevel mor eller far der skifter de våde lagener, og skal kæmpe med den kradse lugt af for ulagret morgenurin. Det lille barn står bare og glor ved siden af, eller endnu bedre, sover trygt videre i mors og fars seng.
Igen vil jeg forsøge at modernisere dette ordsprog til noget der passer ind i samtiden og giver mening for barnet. Mine børn skal lære, at hvis de leger med ild, kan de komme til at ligne Michael Jackson. Det giver respekt for den gasblå flamme i
de mindste rækker.

"Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor glashus" sagde vores forældre til os. Jeg vendte den dagen efter med kammeraterne i børnehaven, vi lagde to og to sammen, og kom heldigvis frem til, at ingen af os boede i et glashus - der blev med andre ord kastet med sten dagen lang. Det vores forældre skulle have sagt var "Man skal ikke kaste med sten, hvis ens bedsteforældre ejer et drivhus". Det havde gjort det langt sværere for os poder at mobilisere vores 50 cm høj stenkastende hær.

Jeg siger ikke at alle ordsrog er ubrugelige, men det er tæt på. Lad vær at opdrag dine efter dem, brug dem som rettesnor og tilpas dem efter situationen. Verden er i konstant forandring, det er gode gamel ordsprog ikke - de er udelige med mindre de moficeres til livet i dagens Danmark.

Rislavament

Jeg har været et skarn og ikke blogget i meget lang tid. Sådan vil det sikkert fortsætte lidt endnu, for det er snart jul, og så har man travlt. Og hvis man pludselig ikke har travlt, er tendensen at blive doven-extravaganza, hvilket desværre ikke indebærer at blogge. Men nok om det.

Jeg oplevede noget ganske forfærdeligt denne weekend. Jeg var til årest første julefrokost, og fanden-kraft-helvede-saftsusme om ikke man prøver at spise mig af med en skål ris a'la mande uden en mandelgave. Hvad er meningen med denne galskab spør jeg? "Ka' det ikke være lige meget", blev der idiotisk svaret...

Nej, nej, dobbeltnej og ekstra nej efterfulgt af et udråbstegn af ikke uvæsentlig størrelse. Mandelgaven er den eneste grund til, at vi mennesker år efter år frivilligt vælger at montere daggammel, klumpet, nøddefyldt risengrød krydret med lunken frugtsovs ind i vores mund, trods den bævrende hånd, klumpen i halsen og en rumlende kvalme fra en protesterende mavesæk. Ingen ved deres fulde fem spiser ris a'la mande, fordi det behager deres smagsløg. Vi spiser den hvide kolde grød fordi den behager vores grådighed, og fordi at den vamle fornemmelse let overskygges at tanken om at bade i guld, mens masserne tiljubler os og fortæller os at vi har gjot det igen - fundet mandlen. Den mandel som har været væk så længe, og som vi alle har ledt efter i århundrerer. Den mandel som sikrer evig ungdom, håneret, gaveregn og ikke mindst en spænding som ikke overgåes af noget andet. (med undtagelse af at skifte mening omkring hvilken dør man vil åbne i et quizshow - men det er anden historie som kun jeg og Ricki kender til).

Det kunne også være, at det bare var en helt almindelig mandel, og at man i stedet for guld fik en marcipangris. Det er et ret trist scenerie, men desværre også tættere på virkeligheden. Pointen er, at oppe i vores forkælede hoveder fungerer hele ris a'la mande-sceancen stadig som først beskrevet - den giver muligheden for et teoretisk nirvana af lykke, trods gentagne årlige skuffelser endsige nederlag. Mandelgaven er pænt vigtig, da dette måltid ellers ingen mening har. Mandlen er grunden til at vi spiser ris a'la manden, uden den, ingen grund til ris a'la manden. Agent Smith fra Matrix formulerer det så fint - "There is no escaping reason; no denying purpose. Because as we both know, without purpose, we would not exist." (ved at høre kommentarsporet på dvd'en afsløres det at det sjovt nok netop er ris a'la mande han tænkte på i den givne situation)

Og så er jeg tilbage hvor jeg startede; Hvordan kan man medbringe ris a'la mande uden en mandelgave? Den omvendte situation havde været tilgivelig, faktisk at foretrække, vil jeg endda sige. Men at dukke op med straffen uden at medtage belønningen, er da mindst lige så upassende som at bage jødekager i en medbragt gasovn til en bar mitzvah.

At servere kold mandelrisengrød uden gave er så dumt, at ikke engang de halvfordøjede majs i min afføring ville lave et sådant stunt. Så hvis du skal til julefrokost, og der står ris a'la mande på din liste, så husk for helvede gaven. Der er ingen undskyldning!
Og god jul.

Fucking Yeah!

Efter en lang dag på jobbet, kan denne lille springfyr redde min dag. Tjek hans alt for vilde colgate-smil og fantastiske moves. Priceless!

Bye bye Berlin, Hello juletræ

Tysk effektivitet blev til in-effektivitet i denne weekend. Så vi kom aldrig afsted. Totalt øv! Til gengæld blev der pyntet lidt til jul.

Og således ser det ud. Hvabehar!

Ich bin ein Berliner!

B og jeg tager til Berlin i morgen. Så er det sagt! Og det bliver fedt. Jeg skal både have wiessbier, döner kebab, wienersnitzel og hanutakiks. Det bliver et eldorado for min mave. Og hvad skal jeg ellers.. tja, det ved jeg faktisk ikke. Vi går bare rundt og kigger lidt, så sker der altid et eller andet. Tag bare sidst jeg var i Berlin, der skete mange sjove ting ud af ingenting.
Bl.a. besøgte jeg sammen med mine flotte reklamedrenge en fordrukken dreng og hans kæmpe hund kl 2 om natten i en lille klam pislejlighed. Han var sær, meget sær, og tilsvarende ked af at han ikke kune byde os på hash men kun lune guldøl. Han havde også et hamster, med et to-etagers bur! vi drak selvfølgelig hans guldøl og lyttede til hans tyske dødspunk med det ene øre, og med det andet til hans kærestesorger over at damen havde forladt ham til fordel for fætteren. Man forstår godt damen!
Pludselig hev den tyske starut en kraftig airgun frem og begyndte at skille den ad, og lave den til en riffel-agtig ting, mens han stolt fortalt om hans store hobby: våben og musik om død og ødelæggelse.

Sjældent er udfaldet godt når man kombinerer tysk effektivitet, etværelses lejligheder, lune guldøl, dødspunk, hashrus, en hamster, en hund, en fætter, manglende uddannelse og kærestesorger. Det bliver som regel noget værre rod. Dagen efter bød på strip, pink drinks og en iriterende tryllekunstner - nå ja og så en flot influenza-bihulebetændelse til jesper.

Pointen er, at disse uvurderlige ferieminder var aldrig dukket op, hvis man på forhånd havde lagt stramme planer om at skulle tidligt hjem for at sove sig frisk til morgendagens turisthelvede - se den ligegyldige diamantstatue af Victor Borge, stresse over infrastrukturen og tage i zoo og klappe når isbjørneungen knut skider fiskeaffald, for derefter at lede efter en bestemt restaurant fra politikkens rejsebøger (som du i øvrigt aldrig finder, og derfor ender på Mac D.) Alt det kan du praktisk talt gøre på nettet hjemme fra sofaen. Det er straks sværere at finde en retarderet tysk dødspunker med hang til dyr og skydevåben! I så flad bruger du for meget tid på nettet...
Tag afsted, planlæg nix, vær lidt frisk når chanchen byder sig og du får ferier du ikke glemmer.

Omvendt valg

Jeg har stemt i dag, det er jo min demokratiske pligt! Hvad jeg stemte på er hemmeligt. Ikke fordi at jeg er flov over det, det er mere fordi at jeg i bund og grund ikke er i stand til at forsvare mit valg 100%. Politik er nemlig svært, og jeg ved ikke ret meget om det. Jeg ved ikke hvad jeg vil have, og jeg jeg ved heller ikke hvem der kan tilbyde det, jeg ikke ved hvad er. Og jeg er næppe den eneste der har det sådan. Derfor har jeg opfundet en ny måde at stemme på - negativ stemme.

Når man diskuterer politik bliver man altid rød i hovedet og begynder at svede - til ingen verdens nytte, for man bliver alligevel aldrig enig med modparten. Det eneste man er enige om, er at være uenige. Og det er vi danskere gode til - at være uenige, og kritisere. Derfor burde man også stemme herefter. Slut med at tage stilling til og samfundet sætte et velovervejet kryds ved en personlig kandidat. Fra nu af skal man bare sætte kryds ved den, man synes er den største idiot.

Ved hjælp af udelukkelsesmetoden har man nu grundlag for at sikre en ny regering, som befolkningen ikke inderligt hader. Eftersom demokrati handler om kompromis i lige så stor grad som frihed, må dette være den perfekte løsning. Ingen er glade og eller 100% enige med regeringen, men på den anden side kan man nu enes om at det er da bedre end hvis de udstemte idioter sad bag roret. Man opnår med denne metode et nirvana af ligegyldig tilfredshed, ethvert demokratis drøm.

Jeg tror også at stemmeprocenten ville stige væsenligt med denne metode. For det første er lettere at upege sorteper end messias, og for det andet er det jo en beløning i sig selv for enhver dansker, at få lov til offentligt at kalde andre for idioter. Det er så frygteligt nemt at udpege de inkompetente politikere, det kan alle. Alle hader nogen, og hader man ikke nogen kan jeg oplyse at Carl Mar stiller op for Socialkammeraterne. Det er nemt ik? og føles godt! Meget lettere end at tage stilling til livet og dagens Danmark.

ps - Hvis du ikke har stemt i dag, og dermed misbrugt din demokratiske ret, har du ikke belæg for at indgå nogen som former for diskussion de næste 4 år.

tømmermænd

Jeg har mænd, tømmermænd. Og mange af dem, desværre.
Det er en af grundene til, at det nærmest er umuligt for mig at blogge ordenligt i dag, den anden er dovenskab. Så i dovenskabens tegn vil jeg spise jer af med endnu en top-ti liste. Denne gang over ting man næsten aldrig ser/hører/oplever længere. Ting som engang fyldte meget i hverdagen, men som verden ligsom er vokset fra.

Top-Ti over ting-som-var-engang-men-som-nu-ikke-er-længere
(i tilfældig rækkefølge, som altid)

1. Hanutakiks fra tyskland - hvorfor er de ikke stadig populære? jeg fatter det ikke, de er jo røvgode!

2. knallerter - ikke det nymodens scooterpis, vi snakker Chaio, Smurai, Yahamaha 4-gear og Puch

3. Erotik på RTL

4. Min-far-er-sejere-end-din-far-diskussioner.

5. Floppy disketter - med plads til to fristile og et enkelt nøgenbillede af Sarah Young

6. Aske fra Bamses Billedbog. Kender børn nu til dags overhovedet manden med de lange lemmer, for lille hvid keddeldragt, guitar og sortgul kasket? Næppe.

7. "De små mænd" fra tyske reklamer. Er de blevet voksne? Og i så fald, hvad laver de nu?

8. Programmer på Discovery Channel der ikke handler om biler eller motorcykler

9. Lyden af ( grimme og billige) digitalure der bipper hver hele time.

10. Ordentlige top-ti lister.

74% ævl, 21% kævl og 5% gammelmandsbrok

Ikke alle eventyr ender godt.
Selt ikke eventyret om happy mealen.
Jeg har nemlig lige spist en happy meal, og jeg er ikke glad, overhovedet.
Faktisk føler jeg mig snaere dum, fordi at jeg netop har indtaget et 10-årigt barns livret til aftensmad.

Jeg føler mig også fed, eftersom jeg netop har indtaget 64% af en voksen persons daglige anbefalede fedtindtag på under ti minutter - til trods for at happy meal meal er til børn! Se bare selv her Min ånde føles klam og jeg har stadig lun chedderost hængende i ganen. To ting der godt kunne tænkes at hænge sammen. Jeg har ikke spist op, tilbage er et par fugtige og kolde fritter, som jeg nægter at indtage(i ædru tilstand). Rummet jeg sidder i, har fået den der vamle pre-Mac-Donalds-mads-lugt, som man ikke helt kan beskrive med ord. Foruden den korte stund, hvor jeg i en lind vedvarende strøm førte "mad" til munden (til endnu et afsnit af realityserien "nyhederne") er de gode oplevelser med dette glædes-måltid er alt i alt ganske få.
Jeg er skuffet, ikke rigrig mæt, og har dårlig smag i munden.
Og sådan har jeg det hver eneste gang jeg spiser Mc Donals ædru.

Mc Donalds mad i alkoholiseret tilstand er en helt anden historie. Det er en gastronomisk ekplosion i tilsat 64%orgasme, salt og en stor Cola. Hvorfor det forholder sig sådan, ved jeg ikke præcist, men hvis man tænker over det, giver det ganske god mening da alkohol formår at lave lignede tricks på flere andre områder:
F.eks. gør alkohol gør grimme piger pæne, Kloge folk dumme og raske mennesker syge. Alkohol er dimentral modsætning i væskeform.

Og hvor vil jeg så hen med det.. jeg aner det ikke, og laver hermed en af denne blogs dårligste afslutninger på et indlæg.

Poesi fra hjertet.

Hvor blev du af?

Da jeg var yngre drømte jeg tit om dig.
Jeg ville ønske du var min, selvom min mor på det kraftigste frarådte det.
Dine flotte kurver forførte mig, hver gang jeg så dig suse forbi.
Du hang altid ud med de smarte og levede livet i overhalingsbanen.
Du var en del af min hverdag, en evigt motiverende drøm.
men pludselig forsvandt du...

I takt med at "kl.12-bippet" fra de digitale ur forstummede
forsvandt også du, ud af mit liv.
Der blev længere mellem møderne, og nu ser jeg dig kun årligt.

Til gengæld er du der, hvert eneste år, når someren står på sit højeste.
Der, og kun der, viser du atter dine smukke former frem fra et land langt borte.
Blandt fremmede mænd fører du dig frem i livets evige klassement.
I medvind og i modvind følger du dine tro mandlige undersåtter.
I bakkedale og på bjergtoppe lader du dig ruske i af storsvedende mandspersoner.
Du lader dem holde dig, som jeg troede at kun jeg kunne.

Jeg må have dig, holde om dig og føle at du er min.
Jeg savner dig... gedebukkestyr.

Mit liv som lillebror

”Små hjerner, små fornøjelser”, er en sætning som min søster utallige gange hånligt har nedkastet over mine venner og jeg. Især når vi stod i entréen og kæmpede med de gennemblødte jordslåede flyverdragter med vores røde kinder, ubundne snørebånd, friske snot-11-taller under næsen og grus i håret.
Men jeg var ligeglad (bortset fra enkelte raserianfald der nær kostede mig bevidstheden), for jeg vidste jeg godt at min lille hjerne sagtens kunne opleve store fornøjelser.

Nok havde den kære søster ret i at min hjerne var fysisk mindre grundet de 7 års aldersforskel, til gengæld var den beregnende, egennyttemaksimerende og totalt utilregnelig overfor fjenden hvilket med tiden gav mig det psykiske overtag trods min mangel på livserfaring.

Min snu min søster havde regnet ud længe før jeg, at hvis hun kunne tirre lillebroren nok til, at han slog først, var det ”gratis” at slå igen. Det var lidt som om at min mor var blind, altså rent metaforisk, overfor psykisk terror. Jeg bærer selvfølgelig ingen nag til mutter, det kan være svært at gennemskue hvor der foregår søskende imellem. Faktisk behøver søskende ikke engang være i samme land for at kunne gå hinanden på nerverne, hvis det er det de vil. Blodets bånd binder os tæt, og jeg kunne i princippet drille min søster lige nu, hvis ikke jeg havde været sådant en god bror.

Mutter forstod bedst at belære om moral og god opførsel efter at håndmadder, tåspark og evt en jernkam i armen på lillebror allerede var røget gennemluften, dette gjorde at lillebror tit tabte kampene, da han var god til at slå først. Livet som lillebror var uretfærdigt og til tider hårdt.

Nu er jeg ikke længere den mindste. Måske der det derfor hun aldrig driller mere.

Men så fik jeg en åbenbaring.
At vide hvor, og ikke mindst hvornår man skulle slå til samt falsk indædt ulykkelig barnegråd blev lillebrorens bedste våben (foruden en lort på en pind) i den evige søskendekamp. Og så selvfølgelig det at sladre til moar. Den sidste trussel endte dog som regel med bide en selv i røven noget så vederstyggeligt, eftersom ophavsretten til urolighederne grundet manglede strategisk planlægning ofte landede på mig, stakkels mig. Det var jo aldrig min skyld, det ved både du og jeg... og min søster udmærket godt. Desuden besidder alle søskende med respekt for sig selv, og hinanden, et stort arsenal af såkaldte ”klemmer”, altså ting man kunne sladre om. Det er såpisse ærgerligt at sladre, for blot at blive overtrumfet med en ”klemme” fra fordums tid. Pludselig er den aktuelle situation glemt, og datiden skal diskuteres igennem nu hvor kortene er kommet på bordet. Øv!

Men efterhånden bliver man som lillebror bedre til at håndtere vreden, og man finder ud af, at hvis man starter provokationerne før hun gør, har man overtaget. Dril eller bliv drillet var et motto jeg lærte mig selv. Jeg gik fra at være offer til plageånd på ganske kort tid. Og jeg ku li det! Taktikker blev udtænkt og skrevet ned i en bog jeg burde udgive. Jeg vil afslutningsvis afsløre et par af mine bedste kneb her:

- Søster var ikke sjov at drille når hun var alene, vent til der er besøg. Det er meget lettere. Veninderne synes man er en sød lille gut, og pludselig er man to mod en. Herligt.

- Græd, bare græd. Over ingenting. Børn der tuder har altid ret.

- Spil dum og uskyldig, og spør mor om hvorfor man ikke må lege med de store, hvis man er stille og opfører sig pænt. For så dikterer mor til overmagten at lillebror skal være med, basta.(egentlig ikke fordi at jeg gad, men jeg vidste at det irriterede min søster)

- Rod i hendes ting når hun ikke er hjemme, og nægt alt.
Hvorfor skulle en lille dreng dog kigge i søsters ting? tænker mor og holder med lillebror.

Og så gik der et par år med det... og så blev det hele pludselige droppet fordi man blev voksen. Vi slås ikke så meget mere min søster og jeg. Jeg truer hende heller ikke længere jævnligt med en lort på en pind eller roder i hendes ting og den daglige duel om ”den gode stol” er en saga blot. Tilbage er nu, hvad der startede det hele: søskendekærlighed. Samt håneretten når man vinder i spil, den bliver man aldrig for gammel til at ytre.

Læser du også Hr. Pedersen?

Tillykke! Ikke til dig, men til mig. Hvorfor? Fordi at efter 50 indlæg på denne blog er fremmede folk kommet til. Folk jeg ikke kender læser min blog i ny og næ. Hvordan de finder frem til den, er mig en gåde, men velkomne, det er de da - velkommen godtfolk. Min selvbegejstring vil ingen ende tage.

Jeg er en nysgerrig sjæl og forfølger derfor altid linket ved kommentaren (Mest for at tjekke, at det ikke bare er endnu et familiemedlem). I går faldt jeg over noget lidt sjovt da jeg jagtede disse kommentargivere – Anbefalinger. En havde anbefalet mig, jamen dog. Det vil jeg også gøre, altså ikke anbefale mig selv, jeg tænker mere på ting generelt. Derfor er her en liste over ting jeg anbefaler.

Jeppe anbefaler: (i tilfældig rækkefølge)

1. Tarteletter
2. Fede akustiske versioner af lortemusik. (feks den her)-(eller den her)
3. makrelguf, torskerogn og kippers (folk tror at det er klamt – det er ikke. Og desuden er det er skide sundt er det)
4. Frugtvin! Rom blev ikke bygget på en dag – frugtvin har en stor del af æren herfor.
5. Bævere som kæledyr, især hvis du er snedker.
6. Chuck Norris som tag-team partner i slagsmål.
7.hjemmelavet 3-lags toiletpapir (man tager midterstykket fra almindeligt 3-lags og smider over- underside væk. Gentag 3 gange. Læg disse 3 midterstykker sammen – viola!)
8. Motion. Ingen gider ligne den storsvedende og talentløse Thomas Wievel.

Tag til dig hvad du kan bruge, og skyl resten ud i toilettet. Husk at tørre efter med hjemmelavet 3-lags!

Nu med video

Bare lige en tester... Hr pedersen skal til at være med på moden med video på bloggen. Og det fejrer vi med verdens dummeste hund.

Holy fuck!

Jeg ved ikke hvor mange af jer der interesserer jer reklamer, og ikke mindst mindst computerspil. Sikkert ikke en fandens masse. Anyway, så har Microsoft begået en geni-streg (eller rettere, deres reklamebureau har) med markedsføringen af Halo 3.

Det er fannenfisme flot, episk og næsten til at tude over. Jeg vil ikke forklare dig hele konceptet her, og hvorfor det er så genialt, da du sikkert er fløjtende ligeglad... Jo - Gu vil jeg så, meget hurtigt. Halo er et spil der handler om menneskehedens krig mod overlegne racer langt ude i fremtiden. Reklamekampagnen er lavet som en dokumentarfilm, efter slaget er vundet, og man hører gamle soldater fortælle med bævrende stemmer om krigen. Vi vinder,surprise, takket være en modig soldat. For at mindes denne soldat bygger man et naturtro momument over slagmarken. Det er dette monument vi flyver igennen i reklamen på tv.

Det er ikke nymodens 3D, men godt solidt gammeldags modelarbejde, og det er det der gør det så skide imponerende. Nyd det selv her, det fortjener du!

wow-website-flyvetur Bær over med loadetiden, det er det værd.

God weekend

Nu med ansigtsbog

Efter utallige opfordringer fra venner og bekendte, nej vent lidt... 2 opfordringer er det vist blevet når jeg tæller alle med, har jeg nu valgt at Joine det sagnomspundne FaceBook. Hvorfor spørger du? Jeg ved det ikke svarer jeg.

Jeg fatter endnu ikke hvad det hele går ud på, men det er vist noget med at samle flest billeder og evt bytte billeder/venner/netværk, akkurat som med Koukou Roukou-kiks'ne først i 90'erne. Men måske jeg har fundet frem til Helle fra efterskolen - og det er jo en god ting. Hun er så rar - eller det var hun i hverfald. I princippet kunne hun, siden jeg sidst så hende, leve et liv med lunkne guldøl, pålægsmix, grønne look og drømmen om at klare castingen til "de unge mødre". Det tror jeg nu ikke, men man ved aldrig.


Jeg glæder nu mig til at finde glemte venner og uvenner, og ikke mindst selv blive fundet! Det er jo klart det sjoveste, og det har det altid været - hvem faen gider være den der finder, når man leger gemme? Så find mig nu, jeg ku' være den der gjorde din samling komplet!

Et godt sted at starte ville være her

Tilfredshedkrise

Det er torsdag, og jeg er glad. Og det er noget lort, i hvert fald sådan blogmæssigt set, for når jeg ikke er bitter over tilværelsen kan jeg ikke skrive. Jeg er åbenbart bare ikke et positivt mennesker der kan skrive om dejlige ting og gode oplevelser. Jeg er blot en gammel sur mand fanget i en ung, atletisk og for tiden ligbleg, krop.

Selvfølglig kunne jeg brokke mig over at være glad, men det er måske også nok lige at stramme den. Jeg kunne brokke mig over vejret, men den er der, efter min mening, kogt alt for megen suppe gennem tiden, så det gider jeg heller ikke. Jeg er jo en original reklamemand fyldt med ideer - pånær lige nu.

En lille gåde

Ja, hov hva'! Det her er jo en gåde i sig selv, at læse dette indlæg. Sikke sjov han er ham Jesper. Finder på tossede ting, og skriver på blog med usynligt blæk og alt muligt.

Men tilykke. Det var snedigt regnet ud. Desværre har jeg ingen præmier at gi' ud, men hvis du sender en frankeret svarkuvert kan jeg tegne dig en tegning, evt med usynligt blæk.

Tab/tab situation

I går oplevede jeg noget frygteligt irriterende – jeg var til årsfest på Uni. Fest med 20.000 mennesker er som sådan ikke irriterende, og slet ikke når der sælges fadøl til favorable priser. Øl er imidlertid ikke noget man køber, det er mere noget man låner for en tid, da kroppen kort efter indtagelse gerne vil af med det igen. Det er her jeg bliver irriteret.

Unisex toiletter! Det er, hvad man på Syddansk Universitet har valgt at gøre godt med, og hold da kæft hvor er det dumt! Det er så dumt, at ikke engang en håbløst optimistisk Nikolaj Lie Kaas iført grimt tøj og store tænder kan vende det til en win/win situation.
Hvor i helvede ligger det smarte i, at jeg skal dele håndvask med en nedringet pige hvis bryster i form og størrelse minder allermest om tagboxe? Selvom hun er gyselig, er hun immervæk en pige, og derfor er det umuligt for mig, at liste den prut af sted, som jeg med stor koncentration har fastholdt i de sidste ti minutter. Er pigen lækker, kan man tillade sig endnu mindre, og besøget der oprindeligt skulle være en befriende oplevelse, er blevet til en presser af samme kaliber som den snart kysser bomulden i mine underdregne.


Jeg er overbevist om at hverken drenge eller piger nyder at dele lokum med det andet køn. Det er svært nok i forvejen at se ens forbundsfæller i øjnene, når man (brød)flov åbner døren til den fælt stinkende et-værelses efter at have drejet en vase. At det pludselig er en fra det andet hold, det venter på den anden side af døren gør det praktisk talt umuligt.

Alt bliver frygteligt kompliceret når man mixer kønnene på den måde. Hvor skal man pille næse, snakke om potentielle scoringsmuligheder, hvor må man prutte og skal brættet være oppe eller nede? Det er og bliver en dårlig ide. Eneste fordel må være, at det er at det blevet nemmere at have sex på universitet da begge køn velkomne i de små kabiner – deraf navnet: Unisextoiletter. Tror jeg nok.

Kender du æbler?

Det vil jeg vædde med, at du gør! Du kender sikkert også flere slags æbler (ud over røde og grønne). På stående fod kan jeg nævne følgende sorter: Belle boskob, golden delecious, jonagored og ingrid marie. Måske du kan flere. Hvorfor kan vi det, når vi ikke kan sorterne på nektariner, bananer og kiwi’er? Det kan vi fordi æbler er stærkt overvurderede!

Vor Herre bevare os, et enkelt ævle i ny og næ er da ikke dårligt, men så gode er de jo heller ikke i forhold til alt muligt andet frugt. Hvor tit tænker man ”jeg ku satme godt æde et æble lige nu”. Stort set aldrig. Faktisk er jeg langt mere tilbøjelig til at få lyst til en banan eller en appelsin, sgutte et æble.


Æbler har med deres frembrusenhed i villabaghaver, regnestykker, supermarkeder og grønthandlere formået at bilde folk ind at de er de eneste frugter i universet der findes i flere varianter. Reklamefolk har heldigvis oplyst os om at der findes Chiquita-bananer, og bananer som ikke er chiquita. Men så er det også slut, der er stadig langt vej til æble-tilstande på bananmarkedet. Den gængse menneskehjerne tror at resten af verdens frugt kun fås i den ene variant dens navn beskriver - blomme, bare blomme, og det er det. Det bliver ikke bedre når vi snakker nektariner og ferskner, tværtimod. Hvilken en er det nu lige der er hvad, og ville det hele ikke være meget nemmere hvis man slog dem sammen til en og kaldte dem ferskenriner?

Næste gang jeg er i fakta ,vil jeg finde ud af hvilken sort jeg præcist har med at gøre, før jeg propper den i posen. For de kan sgu umuligt være ens, når de smager så forskelligt de der "10-for-tyve-frugter".

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

...skriver jeg denne blog. (som Tue ville have sagt) ”Ingen ved det – alle ved vide det!”. Illusionen om verdensberømmelse, groupies, fast læserskare på titusindevis og indslag i kl.19-nyhederne må siges at være brast. Tilbage står realiteterne: Jeg er ikke blevet mere kendt end fyren du dagligt hilser på i opgangen, men ikke ved hvad hedder.

Men det er ok, for den rigtige grund er såmænd at jeg bare gerne vil blive bedre til at skrive. Mest bogstaver, ikke så meget tal. Omvendt håber jeg ikke at du læser min blog for at blive bedre til at læse. Jeg håber at du læser den for at blive klogere, eller om ikke andet gøre mig glad.

Så tak for det.

Ærbødigst
Hr. Pedersen

En følelse som ingen anden

Jeg fik den lige i dag, for lidt siden faktisk. En følelse de fleste af os enten allerede har haft, kender nogen der har haft eller med stor sandsynlighed selv vil få en gang i fremtiden. Det er faktisk en lidt irriterende følelse, men samtidig en aha-oplevelse, da man ved selvsamme følese, finder svaret på et spørgsmål, man stiller sig selv et par gange om året.

Man er også lidt ambivalent i denne endnu ikke afslørede situation. På den ene side er man lidt hurtigt i vendingen og smart, på den anden side er man komplet idiotisk fordi man gør det.

Hvad snakker manden om? Han snakker om den følelse man har, når man febrilsk leder efter Harald Nyborg kataloget - eller rettere linealen på Harald Nyborg katalogt - som i øvrigt altid er for lille, og som man umuligt kan tegne lige streger efter.

Det var såmænd bare det, som at jeg ville dele med jer. Jeg beklager at have spildt din tid med noget så ligegylddigt, men nogen gange er det vigtigt at snakke om sine følelser.

Adjøs, du kære læser.

Opskrift på en rumfilm

Man så da lige sunshine i går, gjorde man. Hvad er sunshine, spør du. Det er endnu en forudsigelig rumfilm såmænd.


Og sådan er det altid med rumfilm. Ligsom man i eventyr har Props funktioner, synes rumfilm også at have visse uskreve regler for hvad en rigtig rumfilm må og skal indeholde. Suhshine er ingen undtagelse...

Nr 1 på listen er den talende computer. Ingen rumfilm uden en computer der kan alt(på nær lave te). Den kan regne alt ud på ingen tid, og tegne tovlige grafer på under 4 sekunder, grafer der tager 3D-folk uger at lave. Den kan rotere alt i 3D, faktisk er jeg lidt i tvivl om rumfilmscomputere overhovedet kender til 2d. Endelig kan den være din ven – i hvert fald i starten af filmen. Ingen computer holder nemlig filmen ud. Enten får processoren storhedvanvid og vil overtage verdensherredømmet, eller (hvilket er lidt mere jordnært og bekendt) brænder lortet sammen og bliver årsag til at man står i lort til halsen.


20 minutter uden handling er et andet fast element i denne genre. Hvorfor skal vi altid trækkes igennem tyve røvsyge lange minutter hvor vi ikke hører om andet end skibets teknik, dets indbyggede økosystem, afstande i lysår og lyden af det uendelige og kolde rum. Svaret er enkelt: Det er åbenbart den bedste måde at overføre astronauternes følelse af at være ensom og forladt til beskueren. BOOOOORING!

The has-been-guy. Alle rumskibe har en. En gammel garvet gut, der egentlig havde lagt rumlegene på hylden, men er taget med på en sidste mission, da missionen ikke ville kunne lade sig gøre uden hans enorme viden og erfaring. Denne gut dør altid, hvilket leder mig direke til næste ingrediens...

Helten. Jeg ofrer mig. Lev videre uden mig, og hils min kone.
Vi har set dem 1000 gange før; Bruce Willis i Armageddon, Kaptajnen i Sunshine, Tim Robbins i Mission to Mars, en jeg ikke kan huske fra Apollo 13.... and the list goes on.

Måden helten dør på er også sjældent opfindsom. Typisk kan instruktøren vælge mellem
1 – han bliver tilbage og detonerer bomben.
2 – han må sende flugtkapslen afsted manuelt og blive efterladt.
3 – alskens ilt dilemmaer, som oftest resulter i overlagt selvmord.(dette er i øvrigt er et selvstændig punkt over ting som rumfilm skal omhandle)


We’re out of air! Den er sikker hver gang. Enten er skibets økosystem brudt ned, eller har en fatal lækage i skroget lavet lort i søndagsturen. Andre muligheder er at en eller anden har regnet forkert, eller at helten ofrer sig i sin rumdragt og fuldender den påbegyndte reparation velvidende at han ikke når tilbage, ganske hjerteskærende.

Til sidst men ikke mindst: Alien’en. Selvfølgelig skal der være et, eller flere, rumuhyre i en rumfilm det er klart. Desværre har ikke alle film budget til det, og må derfor nøjes med et psykotisk besætningsmedlem. Men det er næsten lige så godt.

Og sådan laver man er rumfilm.

Ps. Kender du forskellen på en astronaut og en kosmonaut?
Jeg gør! Men jeg siger det ikke.

En af de nemme

Ja... jeg ved det det godt. En top-ni liste er billigt sluppet, men jeg har ikke rigtig noget fornuftigt på hjertet for tiden. (man kan diskuterere om jeg nogensiden har haft det, men det vil jeg ikke spilde din dyrebare tid med)

So here goes:
Top-ni over ting man IKKE hører i træningslejrfor bodybuildere.

1. Hov, jeg tabte sæben. Gider du ikke lige bukke dig op samle den op for mig.
2. Jeg græd også til Titanic...
3. De her speedos klemmer altså mine nødder.
4. Vi ku mødes hos mig efter træning og se Gillmore Girls.
5. Synes i ikke bare at de der kamphunde er skidegrimme?
6. Jeg synes at Joggingtøj er totalt kikset
7. Man kan altså også godt blive for pumpet.
8. Jeg tager ikke sol.
9. Jeg er medlem af mensa.

Hvad var det lige med det der gummi?

Så blev du alligevel nysgerrig hva? Men jeg kan stadig huske hvordan du hovent takkede nej til at høre om gummiet for et par dage siden. Men ok, jeg er large, og vil berette om det mystiske gummi alligevel.

Hvilket gummi? Gummiet fra min gummisvaber såmænd. Hvordan kan det være, at man på alle de svabere jeg har ejet i hele mit liv (ikke fordi at det er så frygteligt mange, men alligevel), kan skifte gummiet ud? Og endnu mere mystisk, hvor køber man nyt gummi?

Jeg fatter det simpelthen ikke. Og burde man i princippet ikke også sælge løse greb, i tilfælde man har et stykke helt vildt godt gummi, men selve grebet er noget lort? Personligt ville jeg elske at eje en svaber med et greb i guld, og syv forskellige stykker gummi med differentierende hårdhed, farve, mønster, egenskaber osv. På den måde kan gummisvaberen matche dit humør og måske, kun måske, gøre det at svabe bare en anelse mindre kedeligt.

Enkelt-elementerne til ”customization” og dermed også muligheden for at realisere dette findes allerede derude, desværre har højere magter bare allerede bestemt din svabers humør – og det er da en skam. Ikke sandt?

Hvilket dyr?

Jeg prøver her, efter bedste evne, at imitere et lille skræmt dyr. Men hvilket? Den der gætter rigtigt, må frit vælge noget fra en kasse i mit kælderrum.

Nyt gummi tak

Jeg har været i bad i dag. Det var rart. Især fordi mit hoved værker lidt efter en hård lørdag med rafling på WestEnd, OB-FCK, stadionmad, fadøl, almindelige øl, guldøl og gintonics. Men det er du jo ligeglad med. Du meget hellere høre om det der gummi jeg har lovet dig i overskriften, vil du ikke?

”Nej”, siger du? Nå, den havde jeg ikke lige set komme. Jamen det var da ærgerligt. Så slutter indlægget jo her. Øv!

Vi... nej...DE! (så fat det dog!)

Vi tabte i går, siger de, men vi skal nok komme igen. Vi plejer også at spille meget bedre end det. Fanme nej - vi plejer ikke en hat - de plejer!!! Gang på gang må jeg afbryde fodboldidioter og fortælle dem, at det hedder ”DE” og ikke ”VI”. Man er ikke en del af FCK’s superligatrup bare fordi at man har købt sig en spillertrøje og knappet op for en lunken slots-øl. Man bliver jo heller ikke en del af Audi’s Le Mans team ved at iføre sig et par kørehandsker, og se sammendraget på TV2.

Hvis man oprigtigt vil være en del af holdet, og bruge "vi" må man engagere sig mere end det. At sidde trygt i underdrenge i en fugtig kælder undenfor Brønshøj og råbe eder efter dommeren, er simpelthen ikke nok. Desuden støtter dommeren i bund og grund dit hold langt mere end du gør - han er da i det mindste mødt op til kampen.

Det ville du også gerne, men det kunne du ikke, for billetter er jo dyre, og det samme er medlemskab af klubben. Men hvis bare du ser med i tv, så er det vist også meget end rigeligt. Du er jo nærmest en slags konge i dit eget lille syge fodboldhoved, og du ved godt at spillerne er glade, hvis bare du er glad. Det er for dig de spiller hver weekend, kun for dig, de håber inderligt at du ser med fra sofaen. Du kender nemlig alle på holdet, har alle de gode råd til hvordan man spiler fodbold, og så er du en meget dygtig dommer. Og en flot fyr oven i købet, sådan lidt overvægtig, iført en for lille spillertrøje med et forkert navn fra 98’, ubarberet og med guldøl-ånde. Holdet kan slet ikke fungere uden dig, og alle spillere er meget beærede over du omtaler dem "vi", og ikke "de". Vi er nemlig en enhed, holdet og dig, dig og holdet. Og spørger du holdet vil de siger det samme – eller også vil de ikke... men hvad ved jeg, jeg er jo ikke fodboldfan.



Men fred være med det, fodbold er jo dybest set bare 22 voksne mænd, en græsplæne og en læderkugle - det var slet ikke meningen at folk skulle tage det seriøst fra starten af. Og som en eller anden så kvikt har bemærket, så er det jo i bund og grund faktisk bare tøj som at vi hepper på, når vi ser fodbold, og ikke spilleren der bærer det. Hvad er ellers forklaringen på at man elsker en spiller den ene dag, men hader ham når han skifter klub (og dermed spillerdragt). Det passer ikke! Siger fobboldfans, men jeg tror næppe at FCK fans ville klappe lige så intenst af Grønkjær, hvis manden løb på grønsværen i Brøndbys farver til næste kamp. Har jeg ret? Manden er ligegyldig, men den trøje han har over hovedet betyder alt.

Så gør mig en tjeneste og sig ”DE” næste gang du omtaler dit favorit sportstøj for nogen i fuld offentlighed. Eller endnu bedre, meld dig ind i klubben, støt dit hold - Og så kan du endda kalde mig en nar næste jeg brokker mig over dit sprogbrug.

Og var det et godt indlæg? Næ, men jeg også har været syg. Eller i hvert fald træt - og der er alligevel ikke andre end dig og mig der læser det her.

A’ hva’ hedder du?

”...Gunthorild”, sagde hun, ”Gunthorild!”. ”Kun-to-øl???”, svarede jeg,” er du fuld?”. ”Nej jeg er fra Norge”. Og pludselig stod hendes brødre, Daggfinn og Oddbjørn, klar til at slå på tæven, fordi at jeg ubevidst havde gjort nar af søsteren. Og så glat kan det gå, når forældre mister jordforbindelsen ved døbefonten.

Lovgivningen imod at give sine børn idiotiske navne, burde være væsentligt strammere. Især i vores nordiske nabolande, hvor det at finde på et navn, nærmest kan sammenlignes med ”jeg-har-knaldet-din-mor-vitser” fra et skummelt værtshus - De er sjove i teorien, men uhyrlige at forestille sig i praksis. Og nogenlunde sådan gik det til at Ståle Solbakken fik sit navn...

Herunder ses Ståle kl 14.55 i Parken.

Ståle Solbakken er ifølge mine googlesøgninger enebarn, så ingen søskende med underlige navne, desværre. Dog fandt jeg en uredigeret liste med alternative navne skrevet af Ståles forældre, før det endelig valg blev truffet:

Here goes...
1. Kobber Tordenskrald
2. Sølver Solhøj
3. Goldie Sunshine
4. Ib
5. Ståle Rustfri Solbakken
6. Nikkel Snefnug
7. Thung Methal
8. Alu Fælge
9. Jerne Wask

Det er er grove løjer, men sådan så listen ud. Tror da fanden at Ståle hver evig eneste dag kl. 15.00 ringer til sine forældre og stiller dem spørgsmålet ”Hvorfor???”

Top-ni over ting man IKKE hører på et plejehjem

1. Flødetabletter fra Evers... Nej tak, jeg er blevet træt af dem.
2. Tak for ad’et på Myspace!
3. Ja, ja det kan jeg sagtens huske.
4. Jeg skal bare ha’ en nr. 45 – kebab med ekstra Chillivilly!
5. Er der nogen der har set min I-Pod?
6. Hvem vil med til Lloret De Mar og skyde den af?
7. Skal vi løbe om kap?
8. ”Det hørte jeg godt det der”
9. Min hud føles glat.

Hvad dag er det?

Der findes gode, og der findes dårlige dage, sådan er det bare, og det kan man ikke pille ved. Men hvad der er mindst lige så (u)interessant er, at der i endnu højere grad findes neutrale dage, vi har bare en tendens til at overse disse.
Neutrale dage kaldes også; tirsdag, onsdag og torsdag. Dårlige dage er mandage, mens gode dage altid falder på fredag og søndag. Tilbage er lørdag, også kaldet ”jokeren” i god/dårlig/neutral sammenhænge. For at gøre det mere overskueligt for læseren, har jeg atter kigget i det lille leksikon der findes inde mit hoved, og fundet følgende matrix:

Jeg kalder den ”god/dårlig/neutral ugedagsmatrix”.*

Mandag: dårlig dag! Rigtig dårlig.
Den starter generelt for tidligt. En hel arbejdsuge venter, og arbejdsugen vil skide på at weekendens dvaskhed og dovenskab stadig sidder i systemet. ”Arbejd! Arbejd! Arbejd!” skriger den, så man skulle det var Erik Clausen selv.
Desuden rundes mandage af med en dårlig finish i form af ussel aftensmad, alle er trætte, og ingen gider lave lækkerhedder. Øv!

Tirsdag: neutral, med pil ned
Man er kommet i gang og ja... livet er vel i gennemsnittet ok på en helt almindelig tirsdag. Men der er stadig lang til weekend.

Onsdag: neutral
Tirsdag, bare stavet på en anden måde. Dog med det lyspunkt at efter middag, er man over halvvejs.

Torsdag: neutral
Minder ufatteligt meget om både tirsdag og onsdag, faktisk så meget at man kan komme i tvivl. Men der er kun godt, for man bliver oprigtigt glad, når man opdager fejlen - fredag er nemlig lige om hjørnet.

Fredag: god dag.
Weekenden kalder, alle dine venner vil drikke øl med dig, Zulu genudsender formerly-known-as-tv-celebraties-show’et djævleræs, igen, du kan sove længe i morgen og derfor gå i seng når det passer dig. Solen skinner, tit. Og det er helt ok at bestille pizza, det er nærmest obligatorisk på en fredag.

Lørdag: God/dårlig/neutral – også kaldet jokeren.
Lørdag kan være en tømmermandsplage uden lige, en kedelig familiesammenkomst eller en hjemmeprojektdag med hovedrengøring, rense akvarium, flytte tunge ting i kælderen og lignende. Med andre ord en lortedag. Og en lang en af slagsen.

Har fredagens indtag af alkohol været moderat, og har du ”fri” kan lørdag være en dejlig dag, da verdens synes at ligge for dine fødder. Alle muligheder er åbne, og som den eneste dag i ugen kan du både sove længe og gå sent i seng uden repressalier. Dog lukker butikkerne tidligt, så husk at købe øl inden kl. 17!

Søndag: god, men med trist finish.
Denne dag kan også være en tømmermandsdag, men på en eller anden måde formår søndagen at gøre ting hyggelige. Man hygger tit med kæresten om søndagen, spiser god mad, trasker i blockbuster og reflekterer over ugens gang liggende på sofaen i joggingtøj. Søndag er den eneste dag i ugen, hvor man trods vågen tilstand alligevel formår at ligge ned det meste af tiden.

Søndags eneste ulempe er, at den ved efter kl 22 bliver en anelse sørgmodig og stressende. Sørgmodig fordi weekenden atter er slut, og stressende fordi man snart burde gå i seng, selvom man overhovedet ikke har lyst.

*I tilfælde af ferie gælder andre regler. Alle dage i ferier kategoriseres som gode lørdage. Pånær den sidste feriedag, det er netop en sådan dag, som er indbegrebet af udtryk som ”dødens pølse”, ”game over” og ”slut-prut-finale”.

Ferie, ferie og ferie

Jeg sætter pris på at lave så lidt så muligt i mine ferier, og gør en dyd ud af at springe over hvor gærdet er lavest - eller endnu bedre, finde en låge, så slipper jeg for at springe. Dette er indlæg er en sådan låge. Over n' out

Uendelig uduelighed og ubrugelighed

Hvad tænker han dog på? Hvad kan være så slemt? Er det mon Hasse F fra Ugeavisen, Carl-Mar Møller eller Pernille Rosenkrantz-Theil? De er alle værdige kandidater, men sukkeret på min pissemad stammer denne gang fra noget så tåbeligt som gøgleruddannelsen!

Findes det virkelig, tænker du forhåbentlig? Findes der et sted hvor man for skattekroner ”uddanner” folk i at ”gøgle”, og tilmed kalder det for en decideret uddannelse? Det må jeg med sorg i sindet erkende.
Der skal være plads til alle i et demokrati, jo jo, bevares – men hvordan fanden i helvede kan det at være gøgler, på nogen mulig måde tænkes at bidrage til velfærdssamfundet? Jeg er ikke fjendtligt indstillet (måske lidt), jeg søger bare et fornuftigt svar på, hvordan en jonglerende mand på ethjulet cykel skaber flere arbejdspladser i det danske erhvervsliv? Hvordan kan det at kunne spy ild og gå på line være en voksen mands profession? Jeg fatter det ikke.

Spørger du klovnen med ballondyrene på gågaden, hvad det lige helt præcist er, at han laver vil han sikkert svare: ”En giraf!? Spørger du til hans profession vil han sige artist. Artist min røv, han er og bliver en lortegøgler af en lommetyv, og ikke en hat andet. Og apropos hat, så har jeg meget svært ved at forestille mig hvordan klovnen hver aften deler den beskedne bunke af mønter fra hatten i to, en til ham (og ballon-kæledyrene) og en til skattefar.

Men et eller andet sted er det næsten ok, at de ikke betaler skat. Jeg mener, en eller anden form for straf skal staten sgu da have, når de er dumme nok til overhovedet at smide penge i projektet til at starte med.

Men hvem bliver egentlig gøgler til at starte med? Er det socialt udsatte mennesker som er for dumme til at samle flasker, begå indbrud eller sælge sex til ældre mænd i lædervest? Med mindre du er fra Polen og stukket af fra dit omrejsende cirkus, ser jeg ingen, absolut ingen grund til at gå ind i branchen overhovedet. Og selvom du skulle være så forbandet uheldig at stå i ovennævnte situation, er gøgl næppe løsningen på din elendighed. Giv op, grav dig ned på den markedsplads hvor du i sin tid blev undfanget i et orgie af hash, frugtvin og lune guldøl.

Det kan næppe være for pengenes skyld, at folk maler sig hvide i hovedet og lader som om de er lukket inde i at glasbur. Kan det virkelig være fordi, at de selv synes, at det virker fornuftigt? I så fald burde disse mennesker blive lukket inde i et rigtigt bur, på havets bund.

Og gad vide om lommetyveri er et påkrævet valgfag til udannelsen? Alle ved jo at det ikke er selve ”artisten” der tjener pengene. Han får blot folk til at klappe af medlidenhed for hans sørgelige optræden. Dermed løftes hænderne op af lommerne og giver fri adgang til hans faste partner, lommetyven. Snigende, som den snog han er, fisker han ubemærket snesevis af punge op fra folks lommer, mens de overværer tragedien på brostensscenen. Hvordan opgiver man lige det i selvangivelsen?



Afslutningsvis på dette i forvejen alt for lange indlæg, vil jeg remse lidt op om hvilke fantastiske muligheder du får, hvis du uddanner dig til statsautoriseret gøgler fra selve kilden til galskaben - gøglerskolen
Her står:

Lær at arbejde med roller, kropssprog, masker, klovneri og komik, improvisation, gadegøgl, sminke, kostumer samt iscenesættelse.
Som artist arbejder du med forskellige former for fysisk træning – akrobatik, leg, boldspil, spring, jonglering, breakdance, stunts samt fremstilling af rekvisitter.

Her får du fælles og individuel undervisning i sang, dans og musik. Lær at arbejde med krop og stemme, lær at spille. En rejse i musikkens fantastiske univers inspireret af alverdens lyde, instrumenter og danse.

Jeg har her omskrevet dette noget optimiske syn på sagen ud fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv til følgende:

Lær at te dig som en komplet idiot, evt iført håbløse kostumer og tudegrim makeup. Som gøgler af guds nåde arbejder du med forskellige former for lommetyveri, kaste-ting-op-i-luften-og-gribe-dem-igen, lettere ildspåsættelse, simulering af epileptiske anfald, samt fremstilling af oppustelige ”skulpturer” du kan kalde dyrenavne.
Her får du fælles og individuel undervisning i noget der minder om sang og musik fra middelalderen. Lær at se ynkelig og fattig ud mens du spiller på et instrument du enten selv opfinder, eller find et ingen andre vil røre med en ildtang – feks. jødeharpe, xylofon eller triangel.
En rejse i musikkens jammerlige afkroge inspireret af alverdens euforiserende stoffer finansieret at statskassen.

Der er i bund og grund kun en ting at sige om gøgl – Don’t do it!

Effentårnet i Paris

På en gennemsnitlig dansk sommerdag kan man med lidt held opleve en gammel mand sidde på en bænk og tygge flødetabletter, mens han lystigt mumler for sig selv: ”Dette her bolsje er slet ikke ueffen!”

Hvem fanden i helvede har fundet på dette udtryk? Det er noget af det dummeste jeg længe har hørt. Koblingen fra det man siger, til det man rent faktisk mener, er enormt lang. Tænk lige over det en gang ”ikke ueffen”.

Som udgangpunkt må en ting være ”effen”, hvis tingen ikke er ”effen” må den være ”ueffen”. Hvis tingen ligefrem ”ikke er ueffen”, så må den jo være ”effen” – og violá, vi er tilbage hvor vi startede. Det er retorisk omvej af olympiske dimensioner. Med mindre man er opvokset i en jordhule på Flaster vil ingen omtale det modsatte køn som ”ikke ulækker”, når de vil gi en kompliment.

Endnu mere mærkeligt er det, at man hører aldrig om ting der er direkte efne. Jeg har i hvert fald aldrig hørt noget omtalt som effent. Ting kan åbenbart ikke være almindeligt efne, kun ikke uefne. Hvorfor, spør jeg, og kræver et svar fra den skrankepave af en sprogspasser som indførte den famødse vending i det danske sprog. Det var meget ueffent gjort. Tror jeg nok.

For hvad er noget egentligt, når det er ”ikke ueffent”. Hvor effent er det lige præcist at det er? Og hvor godt er det, i forhold til noget som er ”ok”? Og hvis man skal vælge mellem noget effent og noget rigtig godt, hvad bør man så vælge, for ikke at blive snydt?

Hele effen/ueffen/ikke ueffen-problematikken er i mine øjne meget anti ikke uforståelig.

Jeg tager sgu til Nyborg

Arhhh.... Tænker du, det er da vist kun blive en nitte. Og ja, det kan du såmænd have ret i – havde det ikke været for det faktum, at Nyborg ikke blot er sidste stop før sjælland. Nyborg er meget mere, ikke i Danmark, men på verdensplan.

Kender du England? Det gør du nok. Kender du også byen New Castle i England?

Get it...?

New Castle = Nyborg = WAUW!

Så længe at den ikke dansk, er Nyborg ikke så fælt og ærgerligt sted. Tyskland har Neuburg, i Schweiz ligger NeuChetel, Australien har sørme også en by ved navn New Castle og ligeledes huser Oklahoma i USA en New Castle.

Krafthelvede om ikke også Canada er med på vognen med en New Castle lidt udenfor Miramichi city. Og kunne jeg flere sprog ville jeg sikkert kunne finde flere.

Kender du en nyborg, som jeg ikke kender, gi lyd, og hjælp mig med at få lavet en liste over alle verdens nyborg. Det er noget vi alle sammen kunne bruge.

Drikkedunken findes stadig!

Her er vidunderet jeg tidligere har blogget om. Måske ikke det bedste billede i verden, men godt nok til at i kan kende lømmelen. (Tusind tak til den kære Nina for tilsendt foto.)

Til jer, der ligsom jeg selv, bliver varm om hjertet ved gensynet, har jeg en god nyhed: Æraen er ikke overstået: Den klassiske drikkedunks epos rummer flere kapitler.

To dage efter at jeg havde blogget om denne fætter af en drikkedunk faldt jeg over den i Fakta. 15. Kr. kostede den. Desværre blev jeg overmandet af min nærrighed, og det faktum at den kun fandtes i blå, så jeg købte den ikke. Jeg vil nemlig helst ha en rød. Jeg vidste at jeg ville fortryde det, og lige nu sidder jeg og fortryder. I morgen køber jeg den fanme, blå eller ej, og så skal det tylles rød saft.

Udliciteret hukommelse

Kender i de der, som altid fortæller en hvad man skal gøre. Dem der som altid har ret i sidste ende. Man vågner om morgenen med tømmermænd til dem, man kommer hjem fra byen i kæmpe huggert til dem. Og de stiller krav gør de, store krav, små krav, gør dit gør dat, husk at... og så videre. Og man er aldrig fri for dem. De dukker op overalt, i stuen, i køkkenet, i entreen, på jobbet, hos dine venner og bekendte – ja selv hos din nærmeste familie dukker de op i ny og næ.

Faktisk er et af de eneste fristeder toilettet - og ikke engang dette er helt sikkert. Jeg har hørt historier om folk der til deler selv dette private sted sted med dem. Vi hader dem og elsker dem på samme tid. Vi hader de krav de stiller til os, men vi ved samtidig at de i det lange løb kun vil os det bedste. Ofte har vi endda selv bedt om at blive mindet om disse krav.

Når alt kommer til alt har jeg dem dog kær. De er mit hjerte nært, og faktisk ville jeg slet ikke kunne klare mig uden. (Især når man tænker på, at min hukommelse har huller på størrelse med det store sorte hul licensen ryger ned i.) Uden dem ville mit liv ville være et stort kaos. Et virvar at glemte aftaler og fortrængte pligter.

Så derfor, af hele mit hjerte, tak! Tak fordi en eller anden opfandt de små gule sedler kaldet Post-It, fattigmandssekretæren.

Alene hjemme, igen.

Atter har huset været i min varetægt en hel weekend. Denne gang har jeg oplevet følgende fordele:

• Jeg behøver ikke gøre toasteren ren efter brug (før søndag).
• Jeg kan stoppe med at zappe på tv når der er: 1 – Rambo. 2:patter.
• Jeg behøver ikke spise ”rigtig mad”- Matadormix udgør et måltid.
• Grøntsager findes ikke.
• Jeg kan efterlade skabsdøre stå åbne, så jeg slipper for at åbne dem igen senere.
• jeg kan drikke direkte af mælkekartonen, uden den vanlige paranoia.
• Jeg kan spille falsk på min guitar uden at ødelægge nogens dag. På nær underboens, men det er jeg ligeglad med.
• Jeg kan lave et brøl af et vandfald ved at tisse midt i kummen, uden at det generer nogen. (på nær underboen, men igen er jeg ligeglad)
• Sidst men ikke mindst, jeg slipper for at se royal barnedåb. Og heldigvis for det!

Var det et tamt indlæg. Ja, det var det nok. Men jeg er træt. Det har været en lang weekend.

Jeg skal tisse...

Det er en følelse vi alle kender. Den kan til tider være jævnt træls. Især hvis man er ved stranden eller i bad. Ofte, når lyden af det rindende vand fra bruseren, rammer trommehinden, kommer man i tanke om at man skal tisse. For syvtusinde gang siger man til sig selv, at man skal huske at tisse inden man går i bad – for nu er det for sent, man kan jo ikke tisse i badet, eller kan man?

Jeg har her opstillet en såkaldt matrix for ”tis-i-bad”:

• Hjemme – yesyes.
• Ude – nixnix.
• Fælles bade – yesnix.
• Svømmehal – nixnix.
• Havvand – yesyes.

Matrix’en kræver dog lidt videre forklaring, da intet i denne verden er sort eller hvidt. Der er altid fordele og ulemper. Tag f.eks. hjemme – her er det helt ok at spule løs i kabinen. Du er for fanden herre i eget hus og bestemmer dermed selv hvor du vil tisse. I princippet kunne du pisse i håndvasken og stadig forsvare det. Dit hjem, dine regler! Man skal dog passe lidt på, da det bliver klamt i længden at skulle fjerne urinstof i stedet for kalk.

Er du ude i byen, er det ikke i orden (med mindre husreglerne det pågældende sted lægger op til det). Det er klamt at pisse i andres bade – primært for dem, egentlig Ikke for dig. Men lad være alligevel.
Det er kun ok hvis brusekabinen er så tæt på wc’et, at det er fysisk muligt at tisse i tønden, mens du er i bad. For så er der ingen skade jo sket.

I fællesbadet er reglerne lidt anderledes. Det kan nemlig være alt fra superyesyes til superninix. Jeg anbefaler at man først lodder stemningen ved evt. lige at spørge om det er ok, inden vand lader vandet gå. Tisses der allerede idet at du frekventerer badet, anses det for obligatorisk at du giver dit besyv med – ellers er du klam. For det er fanme ulækkert at bade i andres folks tis uden at de som minimum også bader i dit. En form for en-for-alle-alle-for-en.

Svømmehallen er tricky. Et eller andet sted er det ok, synes jeg. Man har betalt for at være der, og så skal man også have lov at tisse i vandet hvis man vil. Børn må jo godt, og de har endda betalt mindre for deres billet. På den anden side er skrønen om det røde vand endnu ikke 100% afkræftet (den der med at vandet bliver rødt omkring en hvis man tisser, i kender den sikkert), hvilket gør at oplevelsen af at tisse svømmehallen overskygges af paranoia. Svømmehallen er derfor op til det enkelte individ – har du is nok i maven til at turde?

Endelig er der havet. Kast los. Havet er kæmpestort, og altid koldt. Lidt tis skader ikke nogen. Desuden ved man med sikkerhed at der er andre der gør det, hvilket bringer os tilbage til fællesbadsproblematikken og en-for-alle teorien. Jeg vil endda gå så langt at sige det er ok også at pølle i havet, så længe at man svømmer langt ud, og holder ufattelig lav profil. Det er en meget dårlig ide at sætte sig på hug i vandkanten og presse igennem, ligesom det heller ikke er smart, at stå op og tisse der hvor vandet kun når dig til knæet. Generelt kan siges om havtisning: keep it quiet, keep it low, feel free...let go.

Og for en god ordens skyld. Der må ikke tisses i mit bad!

KVÆÆÆÆÆZIIIIII LYD

Tag hørebøffer på og tjek linket!
Det er ren tovlighed. Aldrig har du hørt noget ligende.
Ikke engang fra dine forældres soveværelse
Det virker KUN med høreværn på!!!

Tovlig lyd 1

Tovlig lyd 2

En æra er slut.

Suk! Jeg var engang ung (og det er jeg sådan set stadigvæk sammenlignet med feks Maersk Mckinney Møller). Jeg er dog netop blevet 25, har levet et kvart århundrede, og har derved erhvervet mig retten til at reflektere over hvordan alting var anderledes før i tiden.

Og da jeg var ung, ung som i barn, fandtes der ikke ½ liters sodavandflasker. Dvs. Det gjorde der faktisk, men de var af glas og med kapsel, og var derfor ikke just anvendelige som drikkedunke. Dette rådede midtfirsernes kloge hoveder heldigvis bod på, og introducerede de danske mødre for den legendariske drikkedunk.

Vi kender den alle sammen, og jeg mener ”den”. Der findes nemlig kun ÉN rigtig drikkedunk. Kongen over dem alle, forfar til... ja, det ved jeg ikke lige, men en sand legende er den i hvert fald.
Jeg har søgt nettet tyndt efter et billede, uden held. Men hvis jeg ikke tager helt fejl, står billedet af den sikkert allerede tydeligt frem på jeres nethinder: Den er firkantet, uden helt at være det, da hjørnerne er snarere er to vinkler af 45 end en på 90. Den er lavet i lys plast, transparent nok til at afsløre om dunken rummer appelsin, ”sportsdrik” eller klassisk rød saft. Til tider var man endda så heldig at mutter havde tappet sodavand i dunken – godt lunt og uden brus selvfølgelig.
Proppen var prikken over i’et, ingeniørkunst uden sidestykke. Den var fastmonteret på flaskehalsen af dunken med en plastikring. Ud fra denne ring gik en ”arm” som endte i proppen. Genistregen lå i, at på denne arm var skruelåget monteret. Således kunne man sikre at proppen blev i flasken under transport ved at skrue den fast. Samtidig fik mindre organisatoriske børn ufatteligt svært ved at udføre et forsvindingsnummer med proppen. Den fandtes i tre varianter så vidt jeg husker. En med rød, en grøn og en meget sjælden gul (det reciprokke astronuatis-vingummi syndrom)

Forhåbentligt ved i godt hvilken dunk jeg snakker om nu, men er billedet i erindringen stadig ikke helt klart, kan det skyldes ,at man ofte så dunken gennem en lettere brugt frysepose, med en serviet viklet om toppen. Det ændrer udseendet lidt, men var desværre en nødvendig foranstaltning, da dunkene blev utætte efter en uges brug. Sjovt nok kasserede man dengang ikke en utæt dunk. Først når armen, eller ”hanken” om man vil, knækkede, var det på tide at se sig om efter en ny.

Min sidste dunk blev smidt ud af min mor i starten af halvfemserne, og siden har jeg ikke set dem nogen steder. Er de blevet blot en myte? Er det slut med stadig at kunne lugte og smage den røde klistrede saft på mundingen selv efter grundig vask. Er det slut med ”pop!-lyden” når proppen der hives ud af flaskehalsen. Er det slut med at få saft i tasken og slut med at være i tvivl om hvis drikkedunk der er hvis? Er den klassiske firkantede og højt elskede drikkedunk blevet en af de ting som var engang, men som nu ikke er mere? Det er den desværre nok...

Skulle nogen af jer ligge inde med et billede af vidunderet, må i meget gerne maile det til mig.

Den hurtigste nisse i byen

Jeg har købt nye løbesko. De var dyre – 1100 bobs. Heldigvis har jeg masser af penge, så det var ingen problem. Og så fik jeg rabat dels fordi det var en stor størrelse, og dels fordi der var noget brunt på snuden af den ene sko (muligvis afføring fra en bæver). Så det blev kun 600. WOAW, han er en høker ham Jesper.



Mærket er, som i måske kan se, PUMA - det må være en hurtig sko, så vidt jeg er ved er selv en meget langsom puma ufatteligt hurtig. Jeg fik også lavet en løbetest, så til alle der gerne vil vide hvordan det nederste af mine ben er skruet sammen, kan jeg afsløre at jeg er mildt overpronationeret. (ligesom Wilson Kipketer)



I dag løb jeg så jomfruturen i de fine store sko. Premieren gik som så... jeg for vild i en skov, måtte trave gennem en masse budskads for at ende i nærheden af Fyensværket. Det har man set andre gøre bedre. Orienteringsløbere for eksempel. Og de fleste rævearter.

Hvorom alting er, så er det godt at løbe. Det mindsker stress og giver trætte ben så man sidder ned og tisser, og derfor ikke behøver vaske gulv på bjørnehuset så tit.

Og hvad har du så fået ud af at læse det her? Ingenting.
Og hvad har jeg fået ud af at skrive det? trætte fingre.

Helle for stortrommen

”Hvad skal det nu gøre godt for?” tænkte jeg for mig selv, da jeg i sidste uge oplevede Odenses Pigegarde marchere forbi midt i gågaden. På rad og række og i nogenlunde takt gennempløjer dette infernalske støjhelvede Odenseanernes hyggelige lørdag i gågaden – Men til hvad nytte – ingen!

Jeg bliver tværtimod nærmere lidt harm over at se hvordan mine skattekroner forvaltes ud til piger med tykke ben klemt ned i alt for små hvide støvler, spillende på 2.rangs instrumenter. For det er sgu det det er, ikke en dart andet. Ingen skal prøve at bilde mig ind, at folk ved deres fulde fem vælger at spille trillefløjte, althorn, trombone, tuba, triangel, stortromme eller xylofon, fordi de synes det lyder godt. De vælger det enten fordi deres forældre er diktatoriske egennyttemaksimerende folkedansere med hang til orkestermusik, eller fordi de har ældre søskende, som allerede har taget ”de gode” instrumenter . Og med ”gode” mener jeg instrumenter der kan frembringe smukke toner, i takt med at de indbringer penge. Den slags sker ikke med en stortromme. Det er utopi at lade sit barn tro, at en stortromme og fjerdelstakter kan gøre det til en verdenskendt og elsket musiker, som bader i penge og groupies.

Sjovt nok, er det at puste i sørgelige blanke instrumenter så folks trommehinder popper, ikke topmålet indenfor pigegardefaget. Den ypperste tjans i brancen går under betegnelsen tamburmajor. Come on... tamburmajor - alene navnet siger noget om hvor tåbeligt det er.

"Se os, vi ligner svenskere - Og skal tisse helt vildt"

Som tamburmajor spiller du ikke engang på noget, du vifter blot med en lang pind kaldet en tamburine, mens du går ned ad gaden med sygt høje knæløft. Skulle du, mod forventning, stadig føle en snas af værdighed, fratages denne dig idet at du ifører dig den obligatoriske hvide pelshat. Tillykke! Du ligner nu ikke kun en halvdum tåbe, du er og ligner, en komplet idiot.

Pigegarden er en folk kvindelige fætter-BR kloner, der i stedet for pirre børns fantasi med spændende legetøj, giver unge piger den ide, at det er ok at ligne en tosse i svensk nationaldragt så længe man samtidig besidder et instrument med spytsamler-kammer som skal tømmes regelmæssigt.

Det er mærkelig verden som vi lever i.
Meld dig ind her

noget næsten glemt

Det tager 6 minutter, og er faktisk ret fantastisk, hvis man ellers er stand til at lukke øjnene og bare lytte. (og nej, det er ikke sex) I sølle 360 sekunder, skal du forestille dig, at din computerskærm ikke findes, i 360 sekunder skal du selv lave dine billeder – De bliver ikke serveret for øjnene af dig, men dukker op på din nethinde, men du forundres over det der sker, og det du hører.

Gør dig selv en tjeneste, riv 6 minutter ud af kalenderen og oplev hvordan man gjorde i gamle dage når man skulle slappe af.
Er du klar?...KLIK HER Og luk nu de øjne for fa’en, du går ikke glip af noget, tværtimod.

hvem er jeg?

Vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er! Således lyder et gammelt ordsprog. Det holder imidlertid ikke længere vand i vores moderne kommunikationssamfund. Den nye tese er: Google’l dit navn, og nettet vil vise hvem du er.
Google er vor tids telefonbog, hvor fjerne slægtninge, kommende chefer, børn man ikke vidste man havde, svigerforældre, gamle venner fra folkeskolen og andre nysgerrige sjæle kan samle information om dig og din person.
Derfor bør du tjekke efter hvad der egentlig ligger med dig, eller dit navn og roder rundt derude på www.
Nu var mine forældre en anelse sparsomme, for ikke at sige direkte nærrige, med mellemnavne, derfor lyder mit fulde navn blot; Jesper Pedersen (hvilket for resten gir 1.230.000 hits på google). Havde min nærmeste familie givet mig et mellemnavn i stedet for noget afskyeligt kjoleagtigt tøj, havde chancen for at blive forvekslet med en anden været betragteligt mindre. Det gjorde de imidlertid ikke...

Første hit på Google er ham her

En gemen og en smule overvægtig dødsengel med hang til gotisk stemning og satanisk tilbedelse. Folk der ikke vidste bedre kunne tro at det var mig!

Nr. 2 Jesper på listen er Ph.D studerende – folk der ikke vidste bedte kunne tro at det var mig

Nr. 3... find selv på noget, han findes garanteret

Der findes alle mulige slags Jesper Pedersen derude, men ingen af dem synes at være mig. Ikke engang denne blog kan jeg hitte med google. Frygteligt irriterende.

Og søger man billeder bliver dette ikke bedre. Dette er et af de første hits...

Havde jeg været blind dater, havde mine dage været da talte, da der desværre synes være en tendens til overvægt blandt de mange "falske" Jesper Pedersen. De giver mig et dårligt ry, gør de.

Jeg tror, at jeg vil tage kontakt til et ”søgemaskineoptimeringsfirma” (og ja, det hedder det altså, og de findes faktisk!) og se om jeg kan få den rigtige Jesper på nettet, dvs mig. I burde gøre det samme. Især hvis i er singler!

toiletternes nirvana

Det er min umiddelbare erfaring at rigtig mange mennesker undgår handicaptoiletter. Hvorfor at det forholder sig således, forstår jeg ikke. Overhovedet ikke! For mig er et handicaptoilet som en oase i ørkenen – en redning sendt fra himlen. Jeg har absolut intet imod at placere min blege røv på et lunt handicap-lokumsæde, tværtimod. Spotter jeg et såkaldt handilokum er min lykke gjort. Fordelene ved at træde at på et sådant sted er mange, men dette vælger imidlertid folk at overse, af frygt for at blive stemplet som ”anderledes”. Eller endnu værre, skrækscenarie at der pludselig sidder en gut i rullestol med hvide knoer og våde øjne, og trygler ængsteligt om hjælp til at knappe op, når du lettet åbner døren efter endt gerning.



Jeg er heldigvis født uden moral (eller også har jeg bare smidt den væk i løber af årene), jeg ville uden tøven svare et tørt ”NEJ”, på et sådant spørgsmål (med mindre betragtelige summer af ussel mammon kom på banen). Jeg har gennemtænkt mulige skrækscenarier, og derfor ikke bange for at blive påtalt af hjælpelise individer efter den netop overståede ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg er heller ikke bange for at blive stemplet som anderledes af eventuelle vidner til mit handilokumbesøg. Folk der besøger et hvilket som wc nyligt frekventeret af undertegnede, vil alligevel tænke ”han må være syg, sådan kan det umuligt lugte”. Jeg er ude over bekymringerne ved anvendelsen af et handicap toilet, jeg kan læne mig tilbage, slå begge armlæn ned og nyde de gunstige privilegier. Og der er mange:

For det første er der aldrig kø, da ingen vil røre handihuset med en ildtang.
For det andet er disse toiletter tit enorme, altså rent kvadratmetermæssigt, så der er plads til at du kan smide din sportstaske på gulvet, og strække benene idet du slipper lasten. Det er dog ikke kun lutter lagkage, da det øgede rumfang desværre også medfører en langt bedre akustik, til glæde for de færreste!

Der er sjældent ydet hærværk på inventaret eller malet graffiti på væggene, da handicappede mennesker generelt er bedre opdraget end vi andre tosser (enten det, eller også er de for dumme til at forfatte lokumspoesi og ødelægge ting generelt). Det vil sige, at knagen bag på døren stadig forefindes, og at man dermed slipper for at skide med sin jakke i skødet. Tit oplever jeg også langt mere ”venligt” papir i disse oaser, frem for det gængse korn 60, på toilettet ved siden af. Endelig er der vippe-armlænet, som forvandler den ellers kolde porcelænstragt af en skammel, til noget der mindre om en lun dyb Chesterfield lænestol.

Handicaptoiletter er et fint sted. For fint til at de skal have det helt for sig selv. Vi lever i et demokratisk og socialistisk land derfor skal vi deles om guldet. Jeg ser det som min fulde ret at gøre brug af landets handicaptoiletter, fremfor et til tider nødvendigt og pinligt onde. Du burde gøre det samme!

Værdighed - nej tak!

vi har på jobbet lavet en alternativ jobannonce.
Det er mig i den grønne. Mere er der vist ikke at sige om det. (det skulle da lige være: "Undskyld mor, jeg ved godt at jeg havde lovet at gøre dig stolt.")

here goes....

Glæder mig allerede til det kommer op som plakater på Odenses gymnasier. Tror jeg nok

The impossible quiz

Her er en lille "drillert" til weekenden. Se om du er klogere end mig - det er du nok. Jeg er nået til spørgmål 32

QUIZTIME!
(klik på play this game på sitet)

den irriterende familie

I alle familier findes en stiv onkel og en irriterende fætter. Sådan er det også i øriget. Islands stive onkel hedder Grønland og fætteren er Færøerne.
Ingen af øerne er noget af være stolt af. Danmark har heldigvis ikke den store tilknytning til Island, men vi har desværre gennem love, cirkulærer og statslige skrivelser et tæt tilhørsforhold til både Grønland og Færøerne. De er lidt som en irriterende svigerfamilie – umulige at benægte. Island er nærmere som en vens ven, der ikke fatter et vink med en vognstang, og derfor bliver ved med at dukke op til fester, hvor han ikke er inviteret.


Nu må i endelig ikke foranledes til at tro at, jeg er dybt racistisk mod disse folkefærd. Det er jeg på ingen måde, (med undtagelse af Björk, hende hader jeg virkelig) jeg finder dem bare en anelse irriterende, og synes ikke at de har det store at bidrage til familien med. Var Danmark en mafia, havde vi for længst skudt begge lande.

Nok er Grønland verdens største ø, men de ligger også inde med verdens største eksport af hashrygende og guldølsdrikkende flaskesamlere. Gad vide om de har et decideret akademi for det? Jeg kan se slagstalen for mig: 2-årig uddannelse, bliv ”collecteur de bottelies”, arbejd i udlandet, studietur til Nyhavn, vær din egen chef, lær at færdes i naturen, sov under åben himmel, opnå indgående kendskab til velfærdssamfundets sikkerhedsnet...

Nok har de flotte isbjerge, men jeg kan bedre lide mine isterninger i en størrelse der rent faktisk er til at få ned i glasset. De har skøn natur, men den er ikke egent til bar mave, og så koster en kasse kolde øl 500 kr!
Deres varemærke, igloen, findes dårligt nok længere, for de dovne labaner gider kun bygge en, hvis de samtidig kommer i fjernsynet i et eller andet naturprogram. Det er sgu da ikke særlig fantastisk.

Færøerne opfører sig som et grådigt enebarn. Pludselig opdager de en oliekilde, og så vil de være selvstændige. De vil ikke længere kendes ved Danmark, som i mange år har holdt deres røv flydende i vandskorpen. Var det ikke for os, ville valutaen på Færøerne stadig være matadorpenge, og 4000 kr. ville blive udbetalt hver gang man passerede start, frem for en regulær løn den sidste hverdag i måneden.

Jeg fortryder bittert af den danske stat ikke overlod de egennyttemaksimerende fjeldklatrere til sig selv da vi havde chancen. Oliekilden viste sig at være en fuser, og hold da kæft hvor kunne vi have grint hånligt i lang tid efter. Jeg gad godt se Færøerne klare sig alene og skabe et fornuftigt BNP udelukkende på eksport af granit, farvestrålende håbløse nationaldragter og sjældne fugle. Jeg tror simpelthen ikke på det.

Kom ind i kampen drenge! Flot natur er ikke nok til at holde et land kørende i vores materialistiske samfund. Smid klatreselen, fåreskindet, guldøllen, pisken og tørfisken fra dig. Stop med at tænke på hvad Danmark kan gøre for dig, men tænk på hvad du kan gøre for Danmark.

Tag en lille test om vores familelande her

Danmarks uægte lillebror, Bornholm, står som den næste for tur. Følg med i løbet af ugen.