Jeg har netop set naturprogrammet "vores planet" på DR. Allerførst et WOW! Fantastiske billeder.
Porgrammet handlede bla. om pingviner, mærkelige starutter. Først vralter de 150 km ind på indlandsisen med verdens mindste ben og verdens mindste skridt. Så står de og kigger og spekulerer i friværdi og mobilabbonement. Hernæst finder de en kæreste ved at lægge nakken tilbage og råbe alt hvad de kan mod den klare frosthimmel. Så knalder de - og det går stærk, for man er jo ikke ligefrem stolt at at vise "pivtøjet" frem i 60 graders frost, selvom man er pingvin. Så skrider hunnen, og efterlader den stakkels han alene med i ægget i 4 måneder. Uden mad! Så langt så godt.
Når hannen har brugt de 4 måneder i antarktis's inhumane anti-sauna, kigger ungen frem af ægget.
Straks severes det første og med garanti langt fra bedste måltid i hele hans liv - faren har gemt lidt gylp til purken dybt nede i mavesækken... i 4 måneder. 120 dages gammelt bræk er hvad der serveres for staklen. Øv siger jeg bare. Pludselig er lun modermælk alligevel ikke så ringe endda.
Når moderen endelig vender tilbage, er det med maven fyldt af halvfordøjedet fisk. Atter en gang vendes vrangen ud på mavesækken. Vomitus ad libitum, så det er om at holde sig til. Når alle er glade og har spist alt det bræk de nu engang kan rumme, tager moren ungen fra faren.
Jeg vil gerne nedlægge veto mod at blive pingvin-far i mit næste liv.
No comments:
Post a Comment