Hva’ faen skulle jeg ellers lave?

Hvis jeg nu ikke var sådan en heldig, og fandens dygtig, rad at få job i reklamebrancen, hvad ville jeg så lave?
Det har jeg tænkt over tit - måske ikke ligefrem tit, men jeg har da tænkt over det. Eller, jeg tænker i hvert fald over det nu. Mit umiddelbare bud er cykelsmed.

”Man er sin egen lykkes smed” som min mutter siger. Så hvorfor ikke efterleve dette mantra, samtidig med at man lapper folks cykler– alle punkterer jo på et eller andet tidspunkt, især på vej til vigtige møder.

At være cykelsmed må da være lykken af flere grunde:

1. At have sit eget værksted. Sådant et som ens morfar havde da man var barn. Lidt rodet, med aftegninger på væggen af hammeren, skrutrækkeren, knibtangen og alle de andre stykker af metal der får små drenge til at føle sig som rigtige mænd, når det holdes i et fast greb.

2. Ha’ en livsledsager i form af en børnevenlig hund, som samtidig er ens bedste og eneste rigtige ven. Den fungerer desuden som reklame for biksen.

3. Det rent elementære ved at kunne lappe en cykel i en ruf. Så slipper man for at gå på job i 14 dage, fordi man er for doven til at gøre det selv, og for doven til at aflevere hos en autoriseret lappe-mester.

4. Være iført overalls og være lettere usoigneret det fleste af døgnets timer. Gode cyklesmede er nemlig altid dem der har olie i hovedet. Og er budgettet ikke alt for stramt, er der muligivs råd til at montere en bette kasket med eget logo ovenpå det fedtede hår.

5. Det forventes at du kalder din forretning noget så elementært som ”Jeppes Cykler”, ”Jørgens Cykler” ,”Børges Cylker”... find selv på flere. Her er ingen hovedbrud over fancy navngivning i henhold til fremtidig international branding.

6. Og endelig muligheden for at udbetale sin egen løn i tomme flasker, hvis indhold man har nydt i arbejdstiden. For man bestemmer nemlig selv i biksen. Man er sin egen lykkes (cykel)smed

Derfor er cykelsmed et godt bud. Hvad ville du være?
(dette er en opfordring til at benytte kommentar-funktionen, og det gælder ALLE der læser min blog. Jer begge to!)

2-trins-respekt-raket

Hvordan opnår man respekt? Respekt af den gammeldags slags, der ikke handler om penge og udseende. Den slags respekt som får bedre socialt og økonomisk stillede mennesker til at føle sig underdanige og underkaste sig din mindste vilje. Det er faktisk ret nemt, og jeg har gjort det meget i mine unge dage.

Kvinder investerer, hvad der svarer til mindre afrikanske landes samlede guldreserver, i tasker, sko, og kjoler de aldrig bruger. Ved at iklæde sig den omsyede formue, opnår de respekt fra deres ligesindede.Problemet er dog at ikke alle piger har samme smag. Andre vil se ned på den polkaprikkede tunika af albatrosfjer, og respekten vil udeblive.
Mænd er mere eller mindre upåvirkede af pigers klæder, de ser det primært som en hindring for øjeblikkelig parringsleg. Skulle man endelig være så heldig at spore en lille påvirkning, er det snarere en begyndende rejsning end følelsen af respekt.

Mænd prøver at pumpe deres kroppe til ukendelighed, skifte alt hvad der minder om en hjerne ud med vådt tagpap, fodboldsange, og patter, proppe et knojern i lommen og råbe ”BØSSE!”. Enkelte anskaffer sig tillige en lille køter så grim, at selv Voldborg til enhver fornærmelse fra dens side ville svare ”Så skulle du fanme se dig selv”, og stå tilbage som sejrsherre.
Man kunne fristes til at tro at ovenstående indgød stor respekt - heldigvis er verden et retfærdigt sted, så det gør ikke.

















Vil du opnå udødelighed og omtale i historiebøgerne, så hjælper det ikke at gøre som landets andre respekt-jægere. Gængs respekt-forøgende adfærd i tidens trend bringer dig ingen veje. Det du har brug for er to ting, sølle to ting!

1. En robust pind af en meters penges længde
2. En lort. Everything goes - bare den ikke er for tør, så kan de godt knække

Monter den ene ende af pinden i hånden og den anden i lorten. (sørg for at gøre dette rigtigt, ellers står du pludselig med en lort i hånden – Det giver ikke respekt). Få en ”gnalling” på ”træspyddet”, øv dig på lidt fægte-moves og bliv verdenshersker.

Med et sådant våben mellem hænderne, vil alle omkring dig en gang for alle forstå hvordan afmagt og ærefrygt føles. Din sociale status vil stige fra landsbytosse til selvudnævnt enehersker, diktator og Gud. Alle! Jep, alle, vil frygte og respektere dig. Er der noget folk er bange for, så er det afføring. Sjovt nok, kan man true med at slå folk ihjel, uden at de rigtig bliver bange, men truer man med en bette lort på en pind, lammes de af vaskeægte rygmarvsfrysende skræk. Ingen trusler, dyre tøjmærker eller brutal udstråling kan slå homo sapiens berøringsangst overfør fæces. Intet synes at virke, indtil jeg opfandt hvad der nu omtales som ”weapon-of-choice” i militære kredse, og ”shit-on-a-stick” i folkemunde. (pøllepinden på dansk). Det største brød af en dørmand vil flytte sig fra døråbningen til disko’et, hurtigere end du kan fægte et Z med pølsen. Og damerne... ja, de bliver måske noget sværere at komme helt tæt på, til gengæld kan du rydde pigetoilettet på under 5 sekunder. Folk vil følge dit mindste vink med ”tryllestaven”, og endda bukke for dig (hvis du langer ud efter deres ansigt).

Så hvis du føler dig lidt overset i hverdagen, så brug min to-trins-respekt-raket, og bliv centrum for dine omgivelser. Husk blot at udskifte lorten når den bliver tør.

PS – Pøllepinden virker utroligt godt til lønforhandlinger

Revy’en uden Dirch

Man hører af og til folk påstå, at de aldrig bliver gamle. ”Jeg vil altid forblive ung af sind siger de”. Men det er jo løgn! Alle bliver (såfremt døden ikke indtræffer tidligt af unaturlige årsager) gamle, og på et eller andet tidspunkt også "gammel-gnaven". Hvilket egentlig er ganske forståeligt, jeg vil med garanti også blive lidt halvmuggen, når jeg på dødslejet ser mit liv passere revy.

Pludselig går det op for en, at man har brugt adskillige uger af sit liv på at snøre sine sko - for klistersko ikke laves til voksne. Og hvorfor kan man huske hvem der vandt en bil i Lykkehjuet i 89, fremfor brystmålet på alle ungdommens tøsepigebørn. Hvorfor har jeg brugt 17500 kr på skrabelodder og lakridspiber, og hvorfor afsløres det ikke nu, på det bedst tænkelige tidspunkt, hvem jeg lånte den ting til, som jeg aldrig fik igen, og har savnet lige siden.

I korte flash opsummeres følelsen af at mangle toiletpapir, smække sig ude, drikke for gammel mælk af kartonen, nyse snot i hænderne, få p-bøder, og ikke mindst at høre ”klikket”.

Som om dette ikke var nok, fremmaner min hukommelse afslutningsvis et soleklart billede af en lejet dvd, som skulle have været afleveret i forgårs. Den vil nu blive en del af mit dødsbo, og regningen vil blive sendt til de efterladte.

Det er da ærligt talt træls med al den information på dødslejet. For hvad skal man bruge det til? Måske er det kroppens måde, at få døden til at virke mere naturlig på – ved at gøre dig træt af det livet, samtidig med at din kvote slipper op. Følelsen af at noget bliver dig frarøvet forsvinder i takt med de sidste par åndedrag. Du er nu i status quo, død og veltilfreds.

Tak for lort!

Mange tak, rigtig mange tak. Al hele mit hjerte, oprigtigt tak!
(det kan på skrift være utroligt svært at udtrykke ironi og sarkasme, men tro mig, ovennævnte taksigelse er fyldt med det i en sådan grad, at det er praktisk talt er umuligt at fatte.

Og hvad takker jeg så for - lort? Ja faktisk! Eller dvs. der gør jeg jo egentlig ikke - med streg under ikke! Jeg takker nemlig ikke for, at den person, der har besøgt wc’et før mig , har ”glemt” at bruge børsten...

I hendes desperate forsøg på at rette vandlåsen ud på store blanke tragt af porcelæn, har hun efterladt tydelige spor fra et tidligere måltid bestående af majs og gulerødder. Og der, nederst i svinget er fine lange spor trukket op, som var det nymalede midterstriber på en motorvej.
Tønden som helhed er pletvis dekoreret med de finest unika klatter, der ved nærmere eftersyn viser sig ikke at være klatter af afføring, men derimod områder af hvid emalje, der titter spagt frem gennem et tykt brunt tæppe af brugt mad. Her er tydeligvis tale om en der har haft porcelænsmaling i folkeskolens spæde år.

Luften er tyk, og varmer hele vejen ned gennem kroppen som en gibbernak på en frostklar morgen. Ordene ”fri mig fra det onde” står forvredent skrevet på spejlet, som stadig er dugget fra kampens hede. Et let strejf af sved, fra det tidligere forpinte korpus, trænger gennem den vamle duft af fækalier, og kærtegner blidt min lugtesans. Fejlagtigt gisper jeg efter vejret, og føler en sød, varm og rund smag på tungen. Jeg vender hastigt mig om for at flygte fra dette 2 kvadratmeter lille stykke af helvede. Jeg må væk, NU!

KLIK!

Det var døren der gik i! Nu hænger jeg på den. Jeg er på røven. Jeg står bogstaveligt talt i lort til halsen. Fanget i et dilemma af olympiske dimensioner. Alle ved, at når først døren smækker bag en, overtager man samtidig ansvaret for lokummets ve og vel. lykkedes det derimod lige at redde døren inden den lukker helt, kan sætningen ”der skal jeg fanme ikke ud” redde en fra den visse død. Men hører du klikket, ja, så er du på røven som en pollenallergiker i en InterFlora.

For hvad gør man når man står der? Man kan høre menneskene trippe utålmodigt på den anden side af døren (er du en dreng er det ALTID lækre piger). Og uanset hvad du gør, taber du, stort. Går du ud af døren efter klikket, og efterlader gerningsstedet uberørt, vil alle de ventede i køen antaste dig som værende klammere end Carl-Mar Møller til en tissebæ-homo-swinger-fest. De vil aldrig snakke til dig mere, endvidere nogensinde tilgive dig. De vil fortælle deres venner og bekendte om dig, og de vil fortælle skrønen om Rektal-bombe-terroristen videre i en uendelighed. Det vil unægteligt brede sig som ringe i vandet, og før du ved af det, har din kæreste forladt dig, din familie udstødt dig, og du er du alene i verden – du vil stå med præcis samme følelse som da du hørte ”klikket”.

Der findes selvfølgelig og en anden mulighed, dør nr. 2. Oprydning! Det er verdens mest bitre pille at sluge. At man i sit fine nye tøj, nu skal skrabe fremmede menneskers lort af, med en børste der indeholder et ukendt højt antal af colibakterier. Man misunder folkene på den anden side af døren. Hvad vil de her?, tænker man, og ønsker inderligt at situationen var omvendt.

Man kigger ned i kummen og mængden af lort føles større end hvad Amin Jensen kunne fylde i en voksenble efter 4 timers gratis ”all-you-can-eat” på Peking grillen. ”Skal/skal ikke”, svæver i den tykke gullige luft, og havde ens slimhinder ikke været fuldstændig udtørret af de harske vinde, ville man græde af bar frustration. Følelsen af afmagt er enorm.

Som oftest ender man med, mod sin vilje og sunde fornuft, at gribe til børsten. Efterladenskaberne skrubbes møjsomt ned i halsen på toilettet, selvom det i bund og grund er forgæves. Det kræver ydermere op til 4 skyl, før man atter kan ane farven hvid. For hvert skyl kan man høre hvordan der opstår en stigende undren på den anden side af døren.
Selvom åstedet efterlades nogenlunde tilforladeligt, vil det stadig stinke fælt idet at du bryder vakuummet til omverdenen og åbner døren. Det spinkle håb om at ingen opdager noget sammen med det fjogede smil på læben og sveden piblende på panden (trods det faktum at du kun har tisset), kan ikke redde dig fra at gå ned med et brag.
Odøren hænger i dine klæder, og atmosfæren fra det lille hus spredes lynhurtigt i det iltrige åbne rum. Du er dømt - dog kun som værende en anelse klam. Men din aften er slut, alle vil pege fingre dig. Tag hjem, gå i bad og brænd dit tøj. Du vil med tiden blive belønnet for dit garanterede sundhedsskadelige oprydningsarbejde ved kummen. Efter en tid vil folket tilgive og glemme, og du kan atter vise dig uden for hjemmets trygge rammer.

Er du verdens heldigste asen findes der en dør nr. 3 - en nødudgang. Er den der, så brug den. Det kunne være et ”nødvindue”, en hemmelig tunnel i gulvet eller en lille loftslem, uanset hvad, findes der i ”the chamber of death” en anden vej til friheden, end den du kom ind af, brug den for helvede! Det sjove ved os mennesker er nemlig at vi husker kun hvem der kommer ud fra toilettet, ikke hvem der går ind.

Sussi... er det ikke hende den klamme?

I går havde jeg drengene til ædegilde. Det var fanme godt var det. Men hvad fik vi at spise tænker du? (eller det gør du jo nok egentlig ikke, men lad os nu bare antage at du gjorde). Svaret vil jeg indtil videre lade stå uvist hen, og derved at pirre din fantasi til at læse videre i min sjældent besøgte blog.

Jeg jobber til daglig i reklamebranchen og lever derfor, ifølge folks gængse opfattelse, udelukkende af sushi, kaffe og coke. Herfor kunne man nemt fristes til at tro at det var gårdagens menu, det var det dog ikke af flere grunde: For det første er jeg ikke særlig vild med kaffe – det giver en helvedes ”krudtmave”. For det andet er coke er frygteligt dyrt, og det eneste hvide pulver jeg indtager, er indholdet at mine kapsler mod min allergi overfor... ja... persille. Den er lidt lakrids, jeg ved det godt, ikke desto mindre er det sandt – persille er mit kryptonit.

Sådan cirka så frisk ser jeg ud efter indtagelse af persille.

For det tredie er der sushi, og det er et kapitel for sig selv. Men det fik vi heller ikke kan jeg afsløre. Jeg synes ærligt talt at sushi er en kende overvurderet, så skidegodt smager det jo heller ikke. Og hvem fanden fandt egentlig på det?

Mit bud er, at en søn af en fisker har været en tur i byen og danse moderne. Før han vidste af det, havde han en kvinde under armen. ”Skal vi ikke finde noget at spise siger hun?”, ”jo”, svarer han. Til begges skuffelse har den lokale falaffelbod imidlertid lukket, og de tager derfor direkte hjem til denne søn af en fisker. Her er køleskabet tomt, og det eneste han kan byde fruentrimmeren på er kolde ris, fra gårsdagens aftensmad, og en rå fisk fra farens vaders. Rigtig fulde kvinder er dog ikke just kendt for at være kræsne, så hun æder lortet, siger AHH... og lidt senere ”ÅHH”.

Drengen praler dagen efter med hvordan han scorede Sussi (se det var nemlig pigens navn), og pludselig, ud af ingenting er en ny eksklusiv middag opstået – Sushi - En sagnomspunden spise som ifølge myten kan lokke damer under dynen, og derfor kan sælges til uhørt høj pris.

Det er der foruroligende mange der tjener fedt på den dag i dag. Man behøver jo praktisk talt ikke andet end forkærlighed for fiskeaffald og en mor der altid koger for mange ris til aftensmad, så kan du banke et shusi-corner op.

Når alt kommer til alt smager det dog ganske udmærket. Og jeg tvivler da også meget stærkt på at daggammel pasta og makrel i tomat havde haft samme effekt, og var blevet en lige så raffineret lillefingerspise som Sushi – med bedre er det altså heller ikke.

Og derfor fik vi ikke sushi, coke og kaffe i går. Vi fik øl, revelsben og trefarvet is.