Man hører af og til folk påstå, at de aldrig bliver gamle. ”Jeg vil altid forblive ung af sind siger de”. Men det er jo løgn! Alle bliver (såfremt døden ikke indtræffer tidligt af unaturlige årsager) gamle, og på et eller andet tidspunkt også "gammel-gnaven". Hvilket egentlig er ganske forståeligt, jeg vil med garanti også blive lidt halvmuggen, når jeg på dødslejet ser mit liv passere revy.
Pludselig går det op for en, at man har brugt adskillige uger af sit liv på at snøre sine sko - for klistersko ikke laves til voksne. Og hvorfor kan man huske hvem der vandt en bil i Lykkehjuet i 89, fremfor brystmålet på alle ungdommens tøsepigebørn. Hvorfor har jeg brugt 17500 kr på skrabelodder og lakridspiber, og hvorfor afsløres det ikke nu, på det bedst tænkelige tidspunkt, hvem jeg lånte den ting til, som jeg aldrig fik igen, og har savnet lige siden.
I korte flash opsummeres følelsen af at mangle toiletpapir, smække sig ude, drikke for gammel mælk af kartonen, nyse snot i hænderne, få p-bøder, og ikke mindst at høre ”klikket”.
Som om dette ikke var nok, fremmaner min hukommelse afslutningsvis et soleklart billede af en lejet dvd, som skulle have været afleveret i forgårs. Den vil nu blive en del af mit dødsbo, og regningen vil blive sendt til de efterladte.
Det er da ærligt talt træls med al den information på dødslejet. For hvad skal man bruge det til? Måske er det kroppens måde, at få døden til at virke mere naturlig på – ved at gøre dig træt af det livet, samtidig med at din kvote slipper op. Følelsen af at noget bliver dig frarøvet forsvinder i takt med de sidste par åndedrag. Du er nu i status quo, død og veltilfreds.
No comments:
Post a Comment