Sussi... er det ikke hende den klamme?

I går havde jeg drengene til ædegilde. Det var fanme godt var det. Men hvad fik vi at spise tænker du? (eller det gør du jo nok egentlig ikke, men lad os nu bare antage at du gjorde). Svaret vil jeg indtil videre lade stå uvist hen, og derved at pirre din fantasi til at læse videre i min sjældent besøgte blog.

Jeg jobber til daglig i reklamebranchen og lever derfor, ifølge folks gængse opfattelse, udelukkende af sushi, kaffe og coke. Herfor kunne man nemt fristes til at tro at det var gårdagens menu, det var det dog ikke af flere grunde: For det første er jeg ikke særlig vild med kaffe – det giver en helvedes ”krudtmave”. For det andet er coke er frygteligt dyrt, og det eneste hvide pulver jeg indtager, er indholdet at mine kapsler mod min allergi overfor... ja... persille. Den er lidt lakrids, jeg ved det godt, ikke desto mindre er det sandt – persille er mit kryptonit.

Sådan cirka så frisk ser jeg ud efter indtagelse af persille.

For det tredie er der sushi, og det er et kapitel for sig selv. Men det fik vi heller ikke kan jeg afsløre. Jeg synes ærligt talt at sushi er en kende overvurderet, så skidegodt smager det jo heller ikke. Og hvem fanden fandt egentlig på det?

Mit bud er, at en søn af en fisker har været en tur i byen og danse moderne. Før han vidste af det, havde han en kvinde under armen. ”Skal vi ikke finde noget at spise siger hun?”, ”jo”, svarer han. Til begges skuffelse har den lokale falaffelbod imidlertid lukket, og de tager derfor direkte hjem til denne søn af en fisker. Her er køleskabet tomt, og det eneste han kan byde fruentrimmeren på er kolde ris, fra gårsdagens aftensmad, og en rå fisk fra farens vaders. Rigtig fulde kvinder er dog ikke just kendt for at være kræsne, så hun æder lortet, siger AHH... og lidt senere ”ÅHH”.

Drengen praler dagen efter med hvordan han scorede Sussi (se det var nemlig pigens navn), og pludselig, ud af ingenting er en ny eksklusiv middag opstået – Sushi - En sagnomspunden spise som ifølge myten kan lokke damer under dynen, og derfor kan sælges til uhørt høj pris.

Det er der foruroligende mange der tjener fedt på den dag i dag. Man behøver jo praktisk talt ikke andet end forkærlighed for fiskeaffald og en mor der altid koger for mange ris til aftensmad, så kan du banke et shusi-corner op.

Når alt kommer til alt smager det dog ganske udmærket. Og jeg tvivler da også meget stærkt på at daggammel pasta og makrel i tomat havde haft samme effekt, og var blevet en lige så raffineret lillefingerspise som Sushi – med bedre er det altså heller ikke.

Og derfor fik vi ikke sushi, coke og kaffe i går. Vi fik øl, revelsben og trefarvet is.