Tak for lort!

Mange tak, rigtig mange tak. Al hele mit hjerte, oprigtigt tak!
(det kan på skrift være utroligt svært at udtrykke ironi og sarkasme, men tro mig, ovennævnte taksigelse er fyldt med det i en sådan grad, at det er praktisk talt er umuligt at fatte.

Og hvad takker jeg så for - lort? Ja faktisk! Eller dvs. der gør jeg jo egentlig ikke - med streg under ikke! Jeg takker nemlig ikke for, at den person, der har besøgt wc’et før mig , har ”glemt” at bruge børsten...

I hendes desperate forsøg på at rette vandlåsen ud på store blanke tragt af porcelæn, har hun efterladt tydelige spor fra et tidligere måltid bestående af majs og gulerødder. Og der, nederst i svinget er fine lange spor trukket op, som var det nymalede midterstriber på en motorvej.
Tønden som helhed er pletvis dekoreret med de finest unika klatter, der ved nærmere eftersyn viser sig ikke at være klatter af afføring, men derimod områder af hvid emalje, der titter spagt frem gennem et tykt brunt tæppe af brugt mad. Her er tydeligvis tale om en der har haft porcelænsmaling i folkeskolens spæde år.

Luften er tyk, og varmer hele vejen ned gennem kroppen som en gibbernak på en frostklar morgen. Ordene ”fri mig fra det onde” står forvredent skrevet på spejlet, som stadig er dugget fra kampens hede. Et let strejf af sved, fra det tidligere forpinte korpus, trænger gennem den vamle duft af fækalier, og kærtegner blidt min lugtesans. Fejlagtigt gisper jeg efter vejret, og føler en sød, varm og rund smag på tungen. Jeg vender hastigt mig om for at flygte fra dette 2 kvadratmeter lille stykke af helvede. Jeg må væk, NU!

KLIK!

Det var døren der gik i! Nu hænger jeg på den. Jeg er på røven. Jeg står bogstaveligt talt i lort til halsen. Fanget i et dilemma af olympiske dimensioner. Alle ved, at når først døren smækker bag en, overtager man samtidig ansvaret for lokummets ve og vel. lykkedes det derimod lige at redde døren inden den lukker helt, kan sætningen ”der skal jeg fanme ikke ud” redde en fra den visse død. Men hører du klikket, ja, så er du på røven som en pollenallergiker i en InterFlora.

For hvad gør man når man står der? Man kan høre menneskene trippe utålmodigt på den anden side af døren (er du en dreng er det ALTID lækre piger). Og uanset hvad du gør, taber du, stort. Går du ud af døren efter klikket, og efterlader gerningsstedet uberørt, vil alle de ventede i køen antaste dig som værende klammere end Carl-Mar Møller til en tissebæ-homo-swinger-fest. De vil aldrig snakke til dig mere, endvidere nogensinde tilgive dig. De vil fortælle deres venner og bekendte om dig, og de vil fortælle skrønen om Rektal-bombe-terroristen videre i en uendelighed. Det vil unægteligt brede sig som ringe i vandet, og før du ved af det, har din kæreste forladt dig, din familie udstødt dig, og du er du alene i verden – du vil stå med præcis samme følelse som da du hørte ”klikket”.

Der findes selvfølgelig og en anden mulighed, dør nr. 2. Oprydning! Det er verdens mest bitre pille at sluge. At man i sit fine nye tøj, nu skal skrabe fremmede menneskers lort af, med en børste der indeholder et ukendt højt antal af colibakterier. Man misunder folkene på den anden side af døren. Hvad vil de her?, tænker man, og ønsker inderligt at situationen var omvendt.

Man kigger ned i kummen og mængden af lort føles større end hvad Amin Jensen kunne fylde i en voksenble efter 4 timers gratis ”all-you-can-eat” på Peking grillen. ”Skal/skal ikke”, svæver i den tykke gullige luft, og havde ens slimhinder ikke været fuldstændig udtørret af de harske vinde, ville man græde af bar frustration. Følelsen af afmagt er enorm.

Som oftest ender man med, mod sin vilje og sunde fornuft, at gribe til børsten. Efterladenskaberne skrubbes møjsomt ned i halsen på toilettet, selvom det i bund og grund er forgæves. Det kræver ydermere op til 4 skyl, før man atter kan ane farven hvid. For hvert skyl kan man høre hvordan der opstår en stigende undren på den anden side af døren.
Selvom åstedet efterlades nogenlunde tilforladeligt, vil det stadig stinke fælt idet at du bryder vakuummet til omverdenen og åbner døren. Det spinkle håb om at ingen opdager noget sammen med det fjogede smil på læben og sveden piblende på panden (trods det faktum at du kun har tisset), kan ikke redde dig fra at gå ned med et brag.
Odøren hænger i dine klæder, og atmosfæren fra det lille hus spredes lynhurtigt i det iltrige åbne rum. Du er dømt - dog kun som værende en anelse klam. Men din aften er slut, alle vil pege fingre dig. Tag hjem, gå i bad og brænd dit tøj. Du vil med tiden blive belønnet for dit garanterede sundhedsskadelige oprydningsarbejde ved kummen. Efter en tid vil folket tilgive og glemme, og du kan atter vise dig uden for hjemmets trygge rammer.

Er du verdens heldigste asen findes der en dør nr. 3 - en nødudgang. Er den der, så brug den. Det kunne være et ”nødvindue”, en hemmelig tunnel i gulvet eller en lille loftslem, uanset hvad, findes der i ”the chamber of death” en anden vej til friheden, end den du kom ind af, brug den for helvede! Det sjove ved os mennesker er nemlig at vi husker kun hvem der kommer ud fra toilettet, ikke hvem der går ind.