den irriterende familie

I alle familier findes en stiv onkel og en irriterende fætter. Sådan er det også i øriget. Islands stive onkel hedder Grønland og fætteren er Færøerne.
Ingen af øerne er noget af være stolt af. Danmark har heldigvis ikke den store tilknytning til Island, men vi har desværre gennem love, cirkulærer og statslige skrivelser et tæt tilhørsforhold til både Grønland og Færøerne. De er lidt som en irriterende svigerfamilie – umulige at benægte. Island er nærmere som en vens ven, der ikke fatter et vink med en vognstang, og derfor bliver ved med at dukke op til fester, hvor han ikke er inviteret.


Nu må i endelig ikke foranledes til at tro at, jeg er dybt racistisk mod disse folkefærd. Det er jeg på ingen måde, (med undtagelse af Björk, hende hader jeg virkelig) jeg finder dem bare en anelse irriterende, og synes ikke at de har det store at bidrage til familien med. Var Danmark en mafia, havde vi for længst skudt begge lande.

Nok er Grønland verdens største ø, men de ligger også inde med verdens største eksport af hashrygende og guldølsdrikkende flaskesamlere. Gad vide om de har et decideret akademi for det? Jeg kan se slagstalen for mig: 2-årig uddannelse, bliv ”collecteur de bottelies”, arbejd i udlandet, studietur til Nyhavn, vær din egen chef, lær at færdes i naturen, sov under åben himmel, opnå indgående kendskab til velfærdssamfundets sikkerhedsnet...

Nok har de flotte isbjerge, men jeg kan bedre lide mine isterninger i en størrelse der rent faktisk er til at få ned i glasset. De har skøn natur, men den er ikke egent til bar mave, og så koster en kasse kolde øl 500 kr!
Deres varemærke, igloen, findes dårligt nok længere, for de dovne labaner gider kun bygge en, hvis de samtidig kommer i fjernsynet i et eller andet naturprogram. Det er sgu da ikke særlig fantastisk.

Færøerne opfører sig som et grådigt enebarn. Pludselig opdager de en oliekilde, og så vil de være selvstændige. De vil ikke længere kendes ved Danmark, som i mange år har holdt deres røv flydende i vandskorpen. Var det ikke for os, ville valutaen på Færøerne stadig være matadorpenge, og 4000 kr. ville blive udbetalt hver gang man passerede start, frem for en regulær løn den sidste hverdag i måneden.

Jeg fortryder bittert af den danske stat ikke overlod de egennyttemaksimerende fjeldklatrere til sig selv da vi havde chancen. Oliekilden viste sig at være en fuser, og hold da kæft hvor kunne vi have grint hånligt i lang tid efter. Jeg gad godt se Færøerne klare sig alene og skabe et fornuftigt BNP udelukkende på eksport af granit, farvestrålende håbløse nationaldragter og sjældne fugle. Jeg tror simpelthen ikke på det.

Kom ind i kampen drenge! Flot natur er ikke nok til at holde et land kørende i vores materialistiske samfund. Smid klatreselen, fåreskindet, guldøllen, pisken og tørfisken fra dig. Stop med at tænke på hvad Danmark kan gøre for dig, men tænk på hvad du kan gøre for Danmark.

Tag en lille test om vores familelande her

Danmarks uægte lillebror, Bornholm, står som den næste for tur. Følg med i løbet af ugen.

Island min bare røv

Er der noget jeg ikke kan fordrage, så er det edderbroderme Island (og selleri, men det er anden historie). Intet, nix, nada og en hel masse ingenting, er hvad det land har at byde på. ”Hvad med Björk?” vil nogen sige, ”Er du selv fra Island?”, vil jeg svare – hvem i hele den vide verden kan ellers lide hendes tarvelige forsøg på at lave musik? Giv Morten og Peter to grydelåg hver, tilsæt et epileptisk anfald og en triangelbutik, og de vil stadig diske op med en væsentlig bedre musikalsk oplevelse, end hvad den islandske pygmæ kan præstere.

"Jeg ligner næsten en japaner! Og jeg kan synge falsk samtidig med..."

”We are the earthintruders” synger hun i hendes nyeste ”hit”. Gud forbyde det! En verden fuld af islændinge er værre end en trøje fuld af kløpulver.

Lidt ros vil jeg dog give dem. De har et positivt syn på tilværelsen. De døber deres drengebørn ”Halgrimm”, trods det faktum, at de faktisk er ”helgrimme”. Og blege. I bedste fald vokser disse drenge op og bliver til halvpsykotiske politimænd med imaginære kærester, der hver søndag optræder på DR1 i den bedste sendetid. Må vi helst blive fri for det, tak. Og går det rigtigt galt, er barnet en pige, der forsøger sig som musiker.

De er meget stolte af deres varme kilder – hvorfor? Det er jo helt unikt og fantastisk – Gu er det ej. Rejs 3 timer I bus og oplev… varmt vand. Jeg har varmt vand I hanen, det er da mere imponerende. Jeg vil til hver en tid hellere træde ud på et opvarmet badeværelsesgulv, end at rulle mig rundt i røvkold sne efter endt badning, som åbenbart er tradition på de kanter.
At kilderne er varme, skyldes at de ligger oven på en potentiel dødsfælde, en vulkan. Hvis sådan en fætter pludselig eksploderer, koger den dig og resten af din halvnøgne familie hurtigere end du kan nå at sige ” tölva”.

Hvad fanden er tölva? – Jo, det er såmænd en computer, på islandsk! Islændinge opfinder nemlig deres egne ord. De kan ikke bruge de samme ord som resten af verden – det er alt alt for nemt. Island er en hemmelig klub med et hemmeligt sprog, men ingen udenfor landegrænserne gider på nogen mulig måde at være med i klubben. Det ved Island bare ikke.
Deres egne unge landsmænd har dog med udbredelsen af ”tölva’en” og Internettet fået øjnene op, og hvalfarter fra staten i jagten på et bedre liv uden indavl og dårlig retorik. (Tue ved hvad det er, hvis i er i tvivl).

Selv filmen “The Island” er dårlig. Ikke engang ligge navn til noget kan de. Alt hvad dee rører ved bliver ikke til guld, men til lort. Og det er ikke en egenskab der gør, at man skal rejse ud i verden. Bliv hjemme, pas jer selv og lad os andre være i fred.


Følg med I næste uge når Færøerne får en tilsvarende overhaling.

Jeppes dagbog 1

I dag stod jeg op. Ellers er der ikke sket noget spændende.

Lidt sol, dog med mulighed for regn.

Hvordan kan det være alle mennesker jeg kender, er fuldstændig tovlige med at se Vejrudsigten? Lad mig for en god ordens skyld lige slå fast, at det IKKE skyldes, at jeg udelukkende har metrologer som venner. Det ville da være lidt trist, ville det ik? På den anden side ville man altid have noget at tale om. Men nok om det.



Vejret (og noget med patter) sætter en lige så brat stopper for vanlig hurtig-tempo-gennem-zapping på tv’et, som en kæp gør i forhjulet på din lillebrors cykel. Pludselig blev det interessant, for nu handler det om noget vi alle kan forholde os til, sol og regn. Og måske noget med skyer. Og blæst.

Det lyder ikke særligt interessant, og det er det faktisk heller ikke. 25% af os har glemt hvad Jarnvig sagde efter reklamerne, 10% af os tror ikke på radarens forudsigelser, da de er direkte i strid med knæslidgigtens profeti om regn. (disse 10% er gerne over 80 år eller beskæftiget indenfor enten landbrug eller søfart). Yderligere 25% kan kun huske en enkelt, på forhånd udvalgt dag, nemlig den dag i ugen hvor de skal et eller andet. Tilbage er 40%, og 35 af disse kategoriserer vejret i to varianter: Lortevejr, som indeholder følgende: Mulighed for sol, overskyet, blæst, lavtryk, højtryk, frost, tåge, sne, ja faktisk alt foruden "skyfrit og +25°C", som er eneste valgmulighed i den anden kategori: Godt vejr.
De sidste 5%, tjaa, de har nok ikke så mange venner. Eller hedder noget med Voldborg til efternavn.

Det underlige er, at selvom vi er så optaget af vejrfænomænet i tv, er vi pisseligeglade i praksis. Hvem finder sit tre år gamle, men stadig alt alt for store sæt regntøj frem, når Jarnvig og tropperne varsler dråber fra oven - Ingen. Hvem hopper i de lange underhylere og fylder aviser i bh’en, når rimfrosten spås at ramme vinduet natten over – Ingen. Drenge ifører sig alligevel den elskede t-shirt og pigerne de lavtaljede Dielselbukser. Hellere trodse vejret med forkert påklædning, end at lytte til hvad manden uden venner i tv siger. Man skulle jo nødigt se dum ud med alt det ekstra tøj - frost mellem ballerne, klaprende tænder, en gennemblødt t-shirt og ildrøde knoer er langt mere stilet. Tror jeg nok.

Gad vide om vi får lort eller lagkage i morgen...???

Hverdagsdilemmaer

Nogle gange må man tage kampen op og kæmpe mod sig selv.



Sidst jeg bloggede var det om smør, og dilemmaet om hvorvidt der skulle mere eller mindre smør på kniven. Det er lille, dog evigt tilbagevendende problem. I de sidste par dage har jeg været obs på lignende situationer, og det har vist sig at livet er fyldt med ”hverdagsdillemaer”. De åbenbarer sig for os igen og igen (ligsom Nephew i radioen), især omkring hele madlavningsprocessen.

Bl.a. havde jeg en mindre krise i fredags, da jeg ville lave mig en hurtig pøllemad – hvilken kniv skulle jeg bruge? Den skarpe som er god at skære pølse med, men som laver flænger i smørret og generelt bare smører af helvede til. Eller den sløve, som er ferm til at smøre med, men flosser pølsen til ukendelighed, og skærer skiver der ligner noget fra en Pålægsmix fra Fakta til 9.95? Kvinder vil mene at jeg kunne bruge begge knive, mænd vil forstå mig bedre. 2 knive = dobbelt opvask.

Og det bliver kun værre når man skal handle ind til aftensmaden - Rema eller Fakta. Rema er ret nitte og halvdyrt, men det er tættere på end Fakta, hvor der altid er udsolgt og kø? Endnu værre igen blir det foran køledisken: Kylling eller oksekød? (med mindre man valgte Fakta, så er den ene variant med garanti udsolgt – og selvfølgelig den man helst ville have, det går dog først op for en i det øjeblik, at man ikke kan få det)

Under tilberedningen af maden spørger man sig selv: Skal det have mere salt? Er det nu blevet for salt? Kan jeg mon neutralisere med peber? Og hvad med lidt timian, eller oregano, eller basilikum eller det der krydderi alle har men ingen bruger eller ved hvad smager af - estragon. I bund og grund ved vi det ikke, vi lader bare som om. Alle danskere er, ifølge dem selv, mere eller mindre autodidakt kok hvis man kan varme ting, også mig.

Når måltidet er færdigtilberedt opstår dilemmaet om hvorvidt den skal nydes i stuen eller ved spisebordet. Skal man nyde maden, lidt vin og hinandens selskab, eller er alverdens ulykker fortolket af nyhedsværten en oplagt mulighed for at flytte fokus fra, at aftensmåltidet atter er en semilun frysepizza. (med ekstra ost og pepperoni - man er vel kok)

Når man er mæt funderer man lidt over, om man skal bære ud med det samme, og få det overstået, eller om man skal slå mave og vente til reklamerne. Det bliver som regel det sidste.

Pludselig står man i køkkenet og kigger dumt på hinanden, mens man beder til, at alt initiativ fra den anden part udebliver. Den der tier samtykker, siger et gammelt ordsprog. Overført betyder det: Hvis du ikke har set, at der er en kæmpe opvask foran dig, så har jeg heller ikke. Og hvis ingen af os ved at den eksisterer, kan vi heller ikke vaske den op... før i morgen. Og lige præcis, om morgenen fortryder man inderligt gårsdagens dårskab, nu står man allerede med dagens første dilemma: Hvem tager opvasken...

Mere smør?

Alle kender det: man sidder til familiefrokost og smørret går bordet rundt. Man tager et hug i kærgården med kniven og tænker ”er det her nok til et helt stykke brød?”. Tankerækken udvides omkring hvorvidt man skal tage lidt mere smør på kniven, og risikere at måtte lave et fælt og yderst ilde set afskrab på kanten af tallerken, eller om man skal spare sig med chance for at havne i den anden grøft. Scenariet om for lidt smør nemlig også noget lort, for det er sgu noget trist, når 30% af ens mad pludselig er tør som sårskorper fra en kamel.

Af uforklarlige grunde findes der i dette land en uskreven regel om at man kun hugger i smørret én gang pr rundsending. Parkerer man smørret foran sig, og bruger den fornødne tid til at planere rugbrødet ved hjælp at små sikre strøg, skaber man hurtigt et uopretteligt kaos i familiefrokostens infrastruktur. I visse familier kan en sådan opførsel ved bordet ligefrem resultere i, at måltidet bliver din sidste nadver, eftersom ”farbror snaps” ikke finder sig i hvad som helst.

Jeg har nu levet i godt 25 år, og det er stadig så godt som umuligt for mig at ramme det helt rigtige dosering smør i et hug. Op til vigtige arrangementer så som julefrokost hos svigerfamilien, har jeg sågar dagen i forvejen købt en pakke smør og en skiveskåret pakke Kohberg, og trænet som en gal indtil min fejlmargin nærmede sig noget de fleste ville være benovet over.
Men til hvad nytte?, når nu svigerfamilen foretrækker Schulstad hvis skiver er ca 20% mindre. Det er en kamp man ikke kan vinde. Medmindre...

At man opfinder man smørdispensere! Præcist som vi kender det fra badeværelset, bare skift sæben ud med en stuevarm Kærgård. Et let tryk, og videre. Nemmere kan det da ikke blive. Man kunne endvidere udvikle dispenseren med en lille doseringsindikator alt efter om man ønsker skrabet, almindelig eller tandsmør. Hvor svært kan det være? Og hvor meget bedre et sted ville verden ikke blive? Og kan man stadig nå at melde sig til Danmarks bedste ide?