Hverdagsdilemmaer

Nogle gange må man tage kampen op og kæmpe mod sig selv.



Sidst jeg bloggede var det om smør, og dilemmaet om hvorvidt der skulle mere eller mindre smør på kniven. Det er lille, dog evigt tilbagevendende problem. I de sidste par dage har jeg været obs på lignende situationer, og det har vist sig at livet er fyldt med ”hverdagsdillemaer”. De åbenbarer sig for os igen og igen (ligsom Nephew i radioen), især omkring hele madlavningsprocessen.

Bl.a. havde jeg en mindre krise i fredags, da jeg ville lave mig en hurtig pøllemad – hvilken kniv skulle jeg bruge? Den skarpe som er god at skære pølse med, men som laver flænger i smørret og generelt bare smører af helvede til. Eller den sløve, som er ferm til at smøre med, men flosser pølsen til ukendelighed, og skærer skiver der ligner noget fra en Pålægsmix fra Fakta til 9.95? Kvinder vil mene at jeg kunne bruge begge knive, mænd vil forstå mig bedre. 2 knive = dobbelt opvask.

Og det bliver kun værre når man skal handle ind til aftensmaden - Rema eller Fakta. Rema er ret nitte og halvdyrt, men det er tættere på end Fakta, hvor der altid er udsolgt og kø? Endnu værre igen blir det foran køledisken: Kylling eller oksekød? (med mindre man valgte Fakta, så er den ene variant med garanti udsolgt – og selvfølgelig den man helst ville have, det går dog først op for en i det øjeblik, at man ikke kan få det)

Under tilberedningen af maden spørger man sig selv: Skal det have mere salt? Er det nu blevet for salt? Kan jeg mon neutralisere med peber? Og hvad med lidt timian, eller oregano, eller basilikum eller det der krydderi alle har men ingen bruger eller ved hvad smager af - estragon. I bund og grund ved vi det ikke, vi lader bare som om. Alle danskere er, ifølge dem selv, mere eller mindre autodidakt kok hvis man kan varme ting, også mig.

Når måltidet er færdigtilberedt opstår dilemmaet om hvorvidt den skal nydes i stuen eller ved spisebordet. Skal man nyde maden, lidt vin og hinandens selskab, eller er alverdens ulykker fortolket af nyhedsværten en oplagt mulighed for at flytte fokus fra, at aftensmåltidet atter er en semilun frysepizza. (med ekstra ost og pepperoni - man er vel kok)

Når man er mæt funderer man lidt over, om man skal bære ud med det samme, og få det overstået, eller om man skal slå mave og vente til reklamerne. Det bliver som regel det sidste.

Pludselig står man i køkkenet og kigger dumt på hinanden, mens man beder til, at alt initiativ fra den anden part udebliver. Den der tier samtykker, siger et gammelt ordsprog. Overført betyder det: Hvis du ikke har set, at der er en kæmpe opvask foran dig, så har jeg heller ikke. Og hvis ingen af os ved at den eksisterer, kan vi heller ikke vaske den op... før i morgen. Og lige præcis, om morgenen fortryder man inderligt gårsdagens dårskab, nu står man allerede med dagens første dilemma: Hvem tager opvasken...