toiletternes nirvana

Det er min umiddelbare erfaring at rigtig mange mennesker undgår handicaptoiletter. Hvorfor at det forholder sig således, forstår jeg ikke. Overhovedet ikke! For mig er et handicaptoilet som en oase i ørkenen – en redning sendt fra himlen. Jeg har absolut intet imod at placere min blege røv på et lunt handicap-lokumsæde, tværtimod. Spotter jeg et såkaldt handilokum er min lykke gjort. Fordelene ved at træde at på et sådant sted er mange, men dette vælger imidlertid folk at overse, af frygt for at blive stemplet som ”anderledes”. Eller endnu værre, skrækscenarie at der pludselig sidder en gut i rullestol med hvide knoer og våde øjne, og trygler ængsteligt om hjælp til at knappe op, når du lettet åbner døren efter endt gerning.



Jeg er heldigvis født uden moral (eller også har jeg bare smidt den væk i løber af årene), jeg ville uden tøven svare et tørt ”NEJ”, på et sådant spørgsmål (med mindre betragtelige summer af ussel mammon kom på banen). Jeg har gennemtænkt mulige skrækscenarier, og derfor ikke bange for at blive påtalt af hjælpelise individer efter den netop overståede ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg er heller ikke bange for at blive stemplet som anderledes af eventuelle vidner til mit handilokumbesøg. Folk der besøger et hvilket som wc nyligt frekventeret af undertegnede, vil alligevel tænke ”han må være syg, sådan kan det umuligt lugte”. Jeg er ude over bekymringerne ved anvendelsen af et handicap toilet, jeg kan læne mig tilbage, slå begge armlæn ned og nyde de gunstige privilegier. Og der er mange:

For det første er der aldrig kø, da ingen vil røre handihuset med en ildtang.
For det andet er disse toiletter tit enorme, altså rent kvadratmetermæssigt, så der er plads til at du kan smide din sportstaske på gulvet, og strække benene idet du slipper lasten. Det er dog ikke kun lutter lagkage, da det øgede rumfang desværre også medfører en langt bedre akustik, til glæde for de færreste!

Der er sjældent ydet hærværk på inventaret eller malet graffiti på væggene, da handicappede mennesker generelt er bedre opdraget end vi andre tosser (enten det, eller også er de for dumme til at forfatte lokumspoesi og ødelægge ting generelt). Det vil sige, at knagen bag på døren stadig forefindes, og at man dermed slipper for at skide med sin jakke i skødet. Tit oplever jeg også langt mere ”venligt” papir i disse oaser, frem for det gængse korn 60, på toilettet ved siden af. Endelig er der vippe-armlænet, som forvandler den ellers kolde porcelænstragt af en skammel, til noget der mindre om en lun dyb Chesterfield lænestol.

Handicaptoiletter er et fint sted. For fint til at de skal have det helt for sig selv. Vi lever i et demokratisk og socialistisk land derfor skal vi deles om guldet. Jeg ser det som min fulde ret at gøre brug af landets handicaptoiletter, fremfor et til tider nødvendigt og pinligt onde. Du burde gøre det samme!