Det er en følelse vi alle kender. Den kan til tider være jævnt træls. Især hvis man er ved stranden eller i bad. Ofte, når lyden af det rindende vand fra bruseren, rammer trommehinden, kommer man i tanke om at man skal tisse. For syvtusinde gang siger man til sig selv, at man skal huske at tisse inden man går i bad – for nu er det for sent, man kan jo ikke tisse i badet, eller kan man?
Jeg har her opstillet en såkaldt matrix for ”tis-i-bad”:
• Hjemme – yesyes.
• Ude – nixnix.
• Fælles bade – yesnix.
• Svømmehal – nixnix.
• Havvand – yesyes.
Matrix’en kræver dog lidt videre forklaring, da intet i denne verden er sort eller hvidt. Der er altid fordele og ulemper. Tag f.eks. hjemme – her er det helt ok at spule løs i kabinen. Du er for fanden herre i eget hus og bestemmer dermed selv hvor du vil tisse. I princippet kunne du pisse i håndvasken og stadig forsvare det. Dit hjem, dine regler! Man skal dog passe lidt på, da det bliver klamt i længden at skulle fjerne urinstof i stedet for kalk.
Er du ude i byen, er det ikke i orden (med mindre husreglerne det pågældende sted lægger op til det). Det er klamt at pisse i andres bade – primært for dem, egentlig Ikke for dig. Men lad være alligevel.
Det er kun ok hvis brusekabinen er så tæt på wc’et, at det er fysisk muligt at tisse i tønden, mens du er i bad. For så er der ingen skade jo sket.
I fællesbadet er reglerne lidt anderledes. Det kan nemlig være alt fra superyesyes til superninix. Jeg anbefaler at man først lodder stemningen ved evt. lige at spørge om det er ok, inden vand lader vandet gå. Tisses der allerede idet at du frekventerer badet, anses det for obligatorisk at du giver dit besyv med – ellers er du klam. For det er fanme ulækkert at bade i andres folks tis uden at de som minimum også bader i dit. En form for en-for-alle-alle-for-en.
Svømmehallen er tricky. Et eller andet sted er det ok, synes jeg. Man har betalt for at være der, og så skal man også have lov at tisse i vandet hvis man vil. Børn må jo godt, og de har endda betalt mindre for deres billet. På den anden side er skrønen om det røde vand endnu ikke 100% afkræftet (den der med at vandet bliver rødt omkring en hvis man tisser, i kender den sikkert), hvilket gør at oplevelsen af at tisse svømmehallen overskygges af paranoia. Svømmehallen er derfor op til det enkelte individ – har du is nok i maven til at turde?
Endelig er der havet. Kast los. Havet er kæmpestort, og altid koldt. Lidt tis skader ikke nogen. Desuden ved man med sikkerhed at der er andre der gør det, hvilket bringer os tilbage til fællesbadsproblematikken og en-for-alle teorien. Jeg vil endda gå så langt at sige det er ok også at pølle i havet, så længe at man svømmer langt ud, og holder ufattelig lav profil. Det er en meget dårlig ide at sætte sig på hug i vandkanten og presse igennem, ligesom det heller ikke er smart, at stå op og tisse der hvor vandet kun når dig til knæet. Generelt kan siges om havtisning: keep it quiet, keep it low, feel free...let go.
Og for en god ordens skyld. Der må ikke tisses i mit bad!
Sunday, June 24, 2007
Saturday, June 16, 2007
KVÆÆÆÆÆZIIIIII LYD
Tag hørebøffer på og tjek linket!
Det er ren tovlighed. Aldrig har du hørt noget ligende.
Ikke engang fra dine forældres soveværelse
Det virker KUN med høreværn på!!!
Tovlig lyd 1
Tovlig lyd 2
Det er ren tovlighed. Aldrig har du hørt noget ligende.
Ikke engang fra dine forældres soveværelse
Det virker KUN med høreværn på!!!
Tovlig lyd 1
Tovlig lyd 2
En æra er slut.
Suk! Jeg var engang ung (og det er jeg sådan set stadigvæk sammenlignet med feks Maersk Mckinney Møller). Jeg er dog netop blevet 25, har levet et kvart århundrede, og har derved erhvervet mig retten til at reflektere over hvordan alting var anderledes før i tiden.
Og da jeg var ung, ung som i barn, fandtes der ikke ½ liters sodavandflasker. Dvs. Det gjorde der faktisk, men de var af glas og med kapsel, og var derfor ikke just anvendelige som drikkedunke. Dette rådede midtfirsernes kloge hoveder heldigvis bod på, og introducerede de danske mødre for den legendariske drikkedunk.
Vi kender den alle sammen, og jeg mener ”den”. Der findes nemlig kun ÉN rigtig drikkedunk. Kongen over dem alle, forfar til... ja, det ved jeg ikke lige, men en sand legende er den i hvert fald.
Jeg har søgt nettet tyndt efter et billede, uden held. Men hvis jeg ikke tager helt fejl, står billedet af den sikkert allerede tydeligt frem på jeres nethinder: Den er firkantet, uden helt at være det, da hjørnerne er snarere er to vinkler af 45 end en på 90. Den er lavet i lys plast, transparent nok til at afsløre om dunken rummer appelsin, ”sportsdrik” eller klassisk rød saft. Til tider var man endda så heldig at mutter havde tappet sodavand i dunken – godt lunt og uden brus selvfølgelig.
Proppen var prikken over i’et, ingeniørkunst uden sidestykke. Den var fastmonteret på flaskehalsen af dunken med en plastikring. Ud fra denne ring gik en ”arm” som endte i proppen. Genistregen lå i, at på denne arm var skruelåget monteret. Således kunne man sikre at proppen blev i flasken under transport ved at skrue den fast. Samtidig fik mindre organisatoriske børn ufatteligt svært ved at udføre et forsvindingsnummer med proppen. Den fandtes i tre varianter så vidt jeg husker. En med rød, en grøn og en meget sjælden gul (det reciprokke astronuatis-vingummi syndrom)
Forhåbentligt ved i godt hvilken dunk jeg snakker om nu, men er billedet i erindringen stadig ikke helt klart, kan det skyldes ,at man ofte så dunken gennem en lettere brugt frysepose, med en serviet viklet om toppen. Det ændrer udseendet lidt, men var desværre en nødvendig foranstaltning, da dunkene blev utætte efter en uges brug. Sjovt nok kasserede man dengang ikke en utæt dunk. Først når armen, eller ”hanken” om man vil, knækkede, var det på tide at se sig om efter en ny.
Min sidste dunk blev smidt ud af min mor i starten af halvfemserne, og siden har jeg ikke set dem nogen steder. Er de blevet blot en myte? Er det slut med stadig at kunne lugte og smage den røde klistrede saft på mundingen selv efter grundig vask. Er det slut med ”pop!-lyden” når proppen der hives ud af flaskehalsen. Er det slut med at få saft i tasken og slut med at være i tvivl om hvis drikkedunk der er hvis? Er den klassiske firkantede og højt elskede drikkedunk blevet en af de ting som var engang, men som nu ikke er mere? Det er den desværre nok...
Skulle nogen af jer ligge inde med et billede af vidunderet, må i meget gerne maile det til mig.
Og da jeg var ung, ung som i barn, fandtes der ikke ½ liters sodavandflasker. Dvs. Det gjorde der faktisk, men de var af glas og med kapsel, og var derfor ikke just anvendelige som drikkedunke. Dette rådede midtfirsernes kloge hoveder heldigvis bod på, og introducerede de danske mødre for den legendariske drikkedunk.
Vi kender den alle sammen, og jeg mener ”den”. Der findes nemlig kun ÉN rigtig drikkedunk. Kongen over dem alle, forfar til... ja, det ved jeg ikke lige, men en sand legende er den i hvert fald.
Jeg har søgt nettet tyndt efter et billede, uden held. Men hvis jeg ikke tager helt fejl, står billedet af den sikkert allerede tydeligt frem på jeres nethinder: Den er firkantet, uden helt at være det, da hjørnerne er snarere er to vinkler af 45 end en på 90. Den er lavet i lys plast, transparent nok til at afsløre om dunken rummer appelsin, ”sportsdrik” eller klassisk rød saft. Til tider var man endda så heldig at mutter havde tappet sodavand i dunken – godt lunt og uden brus selvfølgelig.
Proppen var prikken over i’et, ingeniørkunst uden sidestykke. Den var fastmonteret på flaskehalsen af dunken med en plastikring. Ud fra denne ring gik en ”arm” som endte i proppen. Genistregen lå i, at på denne arm var skruelåget monteret. Således kunne man sikre at proppen blev i flasken under transport ved at skrue den fast. Samtidig fik mindre organisatoriske børn ufatteligt svært ved at udføre et forsvindingsnummer med proppen. Den fandtes i tre varianter så vidt jeg husker. En med rød, en grøn og en meget sjælden gul (det reciprokke astronuatis-vingummi syndrom)
Forhåbentligt ved i godt hvilken dunk jeg snakker om nu, men er billedet i erindringen stadig ikke helt klart, kan det skyldes ,at man ofte så dunken gennem en lettere brugt frysepose, med en serviet viklet om toppen. Det ændrer udseendet lidt, men var desværre en nødvendig foranstaltning, da dunkene blev utætte efter en uges brug. Sjovt nok kasserede man dengang ikke en utæt dunk. Først når armen, eller ”hanken” om man vil, knækkede, var det på tide at se sig om efter en ny.
Min sidste dunk blev smidt ud af min mor i starten af halvfemserne, og siden har jeg ikke set dem nogen steder. Er de blevet blot en myte? Er det slut med stadig at kunne lugte og smage den røde klistrede saft på mundingen selv efter grundig vask. Er det slut med ”pop!-lyden” når proppen der hives ud af flaskehalsen. Er det slut med at få saft i tasken og slut med at være i tvivl om hvis drikkedunk der er hvis? Er den klassiske firkantede og højt elskede drikkedunk blevet en af de ting som var engang, men som nu ikke er mere? Det er den desværre nok...
Skulle nogen af jer ligge inde med et billede af vidunderet, må i meget gerne maile det til mig.
Wednesday, June 13, 2007
Den hurtigste nisse i byen
Jeg har købt nye løbesko. De var dyre – 1100 bobs. Heldigvis har jeg masser af penge, så det var ingen problem. Og så fik jeg rabat dels fordi det var en stor størrelse, og dels fordi der var noget brunt på snuden af den ene sko (muligvis afføring fra en bæver). Så det blev kun 600. WOAW, han er en høker ham Jesper.

Mærket er, som i måske kan se, PUMA - det må være en hurtig sko, så vidt jeg er ved er selv en meget langsom puma ufatteligt hurtig. Jeg fik også lavet en løbetest, så til alle der gerne vil vide hvordan det nederste af mine ben er skruet sammen, kan jeg afsløre at jeg er mildt overpronationeret. (ligesom Wilson Kipketer)

I dag løb jeg så jomfruturen i de fine store sko. Premieren gik som så... jeg for vild i en skov, måtte trave gennem en masse budskads for at ende i nærheden af Fyensværket. Det har man set andre gøre bedre. Orienteringsløbere for eksempel. Og de fleste rævearter.
Hvorom alting er, så er det godt at løbe. Det mindsker stress og giver trætte ben så man sidder ned og tisser, og derfor ikke behøver vaske gulv på bjørnehuset så tit.
Og hvad har du så fået ud af at læse det her? Ingenting.
Og hvad har jeg fået ud af at skrive det? trætte fingre.

Mærket er, som i måske kan se, PUMA - det må være en hurtig sko, så vidt jeg er ved er selv en meget langsom puma ufatteligt hurtig. Jeg fik også lavet en løbetest, så til alle der gerne vil vide hvordan det nederste af mine ben er skruet sammen, kan jeg afsløre at jeg er mildt overpronationeret. (ligesom Wilson Kipketer)

I dag løb jeg så jomfruturen i de fine store sko. Premieren gik som så... jeg for vild i en skov, måtte trave gennem en masse budskads for at ende i nærheden af Fyensværket. Det har man set andre gøre bedre. Orienteringsløbere for eksempel. Og de fleste rævearter.
Hvorom alting er, så er det godt at løbe. Det mindsker stress og giver trætte ben så man sidder ned og tisser, og derfor ikke behøver vaske gulv på bjørnehuset så tit.
Og hvad har du så fået ud af at læse det her? Ingenting.
Og hvad har jeg fået ud af at skrive det? trætte fingre.
Sunday, June 3, 2007
Helle for stortrommen
”Hvad skal det nu gøre godt for?” tænkte jeg for mig selv, da jeg i sidste uge oplevede Odenses Pigegarde marchere forbi midt i gågaden. På rad og række og i nogenlunde takt gennempløjer dette infernalske støjhelvede Odenseanernes hyggelige lørdag i gågaden – Men til hvad nytte – ingen!
Jeg bliver tværtimod nærmere lidt harm over at se hvordan mine skattekroner forvaltes ud til piger med tykke ben klemt ned i alt for små hvide støvler, spillende på 2.rangs instrumenter. For det er sgu det det er, ikke en dart andet. Ingen skal prøve at bilde mig ind, at folk ved deres fulde fem vælger at spille trillefløjte, althorn, trombone, tuba, triangel, stortromme eller xylofon, fordi de synes det lyder godt. De vælger det enten fordi deres forældre er diktatoriske egennyttemaksimerende folkedansere med hang til orkestermusik, eller fordi de har ældre søskende, som allerede har taget ”de gode” instrumenter . Og med ”gode” mener jeg instrumenter der kan frembringe smukke toner, i takt med at de indbringer penge. Den slags sker ikke med en stortromme. Det er utopi at lade sit barn tro, at en stortromme og fjerdelstakter kan gøre det til en verdenskendt og elsket musiker, som bader i penge og groupies.
Sjovt nok, er det at puste i sørgelige blanke instrumenter så folks trommehinder popper, ikke topmålet indenfor pigegardefaget. Den ypperste tjans i brancen går under betegnelsen tamburmajor. Come on... tamburmajor - alene navnet siger noget om hvor tåbeligt det er.
"Se os, vi ligner svenskere - Og skal tisse helt vildt"
Som tamburmajor spiller du ikke engang på noget, du vifter blot med en lang pind kaldet en tamburine, mens du går ned ad gaden med sygt høje knæløft. Skulle du, mod forventning, stadig føle en snas af værdighed, fratages denne dig idet at du ifører dig den obligatoriske hvide pelshat. Tillykke! Du ligner nu ikke kun en halvdum tåbe, du er og ligner, en komplet idiot.
Pigegarden er en folk kvindelige fætter-BR kloner, der i stedet for pirre børns fantasi med spændende legetøj, giver unge piger den ide, at det er ok at ligne en tosse i svensk nationaldragt så længe man samtidig besidder et instrument med spytsamler-kammer som skal tømmes regelmæssigt.
Det er mærkelig verden som vi lever i.
Meld dig ind her
Jeg bliver tværtimod nærmere lidt harm over at se hvordan mine skattekroner forvaltes ud til piger med tykke ben klemt ned i alt for små hvide støvler, spillende på 2.rangs instrumenter. For det er sgu det det er, ikke en dart andet. Ingen skal prøve at bilde mig ind, at folk ved deres fulde fem vælger at spille trillefløjte, althorn, trombone, tuba, triangel, stortromme eller xylofon, fordi de synes det lyder godt. De vælger det enten fordi deres forældre er diktatoriske egennyttemaksimerende folkedansere med hang til orkestermusik, eller fordi de har ældre søskende, som allerede har taget ”de gode” instrumenter . Og med ”gode” mener jeg instrumenter der kan frembringe smukke toner, i takt med at de indbringer penge. Den slags sker ikke med en stortromme. Det er utopi at lade sit barn tro, at en stortromme og fjerdelstakter kan gøre det til en verdenskendt og elsket musiker, som bader i penge og groupies.
Sjovt nok, er det at puste i sørgelige blanke instrumenter så folks trommehinder popper, ikke topmålet indenfor pigegardefaget. Den ypperste tjans i brancen går under betegnelsen tamburmajor. Come on... tamburmajor - alene navnet siger noget om hvor tåbeligt det er.
"Se os, vi ligner svenskere - Og skal tisse helt vildt"Som tamburmajor spiller du ikke engang på noget, du vifter blot med en lang pind kaldet en tamburine, mens du går ned ad gaden med sygt høje knæløft. Skulle du, mod forventning, stadig føle en snas af værdighed, fratages denne dig idet at du ifører dig den obligatoriske hvide pelshat. Tillykke! Du ligner nu ikke kun en halvdum tåbe, du er og ligner, en komplet idiot.
Pigegarden er en folk kvindelige fætter-BR kloner, der i stedet for pirre børns fantasi med spændende legetøj, giver unge piger den ide, at det er ok at ligne en tosse i svensk nationaldragt så længe man samtidig besidder et instrument med spytsamler-kammer som skal tømmes regelmæssigt.
Det er mærkelig verden som vi lever i.
Meld dig ind her
noget næsten glemt

Det tager 6 minutter, og er faktisk ret fantastisk, hvis man ellers er stand til at lukke øjnene og bare lytte. (og nej, det er ikke sex) I sølle 360 sekunder, skal du forestille dig, at din computerskærm ikke findes, i 360 sekunder skal du selv lave dine billeder – De bliver ikke serveret for øjnene af dig, men dukker op på din nethinde, men du forundres over det der sker, og det du hører.
Gør dig selv en tjeneste, riv 6 minutter ud af kalenderen og oplev hvordan man gjorde i gamle dage når man skulle slappe af.
Er du klar?...KLIK HER Og luk nu de øjne for fa’en, du går ikke glip af noget, tværtimod.
Subscribe to:
Posts (Atom)