En æra er slut.

Suk! Jeg var engang ung (og det er jeg sådan set stadigvæk sammenlignet med feks Maersk Mckinney Møller). Jeg er dog netop blevet 25, har levet et kvart århundrede, og har derved erhvervet mig retten til at reflektere over hvordan alting var anderledes før i tiden.

Og da jeg var ung, ung som i barn, fandtes der ikke ½ liters sodavandflasker. Dvs. Det gjorde der faktisk, men de var af glas og med kapsel, og var derfor ikke just anvendelige som drikkedunke. Dette rådede midtfirsernes kloge hoveder heldigvis bod på, og introducerede de danske mødre for den legendariske drikkedunk.

Vi kender den alle sammen, og jeg mener ”den”. Der findes nemlig kun ÉN rigtig drikkedunk. Kongen over dem alle, forfar til... ja, det ved jeg ikke lige, men en sand legende er den i hvert fald.
Jeg har søgt nettet tyndt efter et billede, uden held. Men hvis jeg ikke tager helt fejl, står billedet af den sikkert allerede tydeligt frem på jeres nethinder: Den er firkantet, uden helt at være det, da hjørnerne er snarere er to vinkler af 45 end en på 90. Den er lavet i lys plast, transparent nok til at afsløre om dunken rummer appelsin, ”sportsdrik” eller klassisk rød saft. Til tider var man endda så heldig at mutter havde tappet sodavand i dunken – godt lunt og uden brus selvfølgelig.
Proppen var prikken over i’et, ingeniørkunst uden sidestykke. Den var fastmonteret på flaskehalsen af dunken med en plastikring. Ud fra denne ring gik en ”arm” som endte i proppen. Genistregen lå i, at på denne arm var skruelåget monteret. Således kunne man sikre at proppen blev i flasken under transport ved at skrue den fast. Samtidig fik mindre organisatoriske børn ufatteligt svært ved at udføre et forsvindingsnummer med proppen. Den fandtes i tre varianter så vidt jeg husker. En med rød, en grøn og en meget sjælden gul (det reciprokke astronuatis-vingummi syndrom)

Forhåbentligt ved i godt hvilken dunk jeg snakker om nu, men er billedet i erindringen stadig ikke helt klart, kan det skyldes ,at man ofte så dunken gennem en lettere brugt frysepose, med en serviet viklet om toppen. Det ændrer udseendet lidt, men var desværre en nødvendig foranstaltning, da dunkene blev utætte efter en uges brug. Sjovt nok kasserede man dengang ikke en utæt dunk. Først når armen, eller ”hanken” om man vil, knækkede, var det på tide at se sig om efter en ny.

Min sidste dunk blev smidt ud af min mor i starten af halvfemserne, og siden har jeg ikke set dem nogen steder. Er de blevet blot en myte? Er det slut med stadig at kunne lugte og smage den røde klistrede saft på mundingen selv efter grundig vask. Er det slut med ”pop!-lyden” når proppen der hives ud af flaskehalsen. Er det slut med at få saft i tasken og slut med at være i tvivl om hvis drikkedunk der er hvis? Er den klassiske firkantede og højt elskede drikkedunk blevet en af de ting som var engang, men som nu ikke er mere? Det er den desværre nok...

Skulle nogen af jer ligge inde med et billede af vidunderet, må i meget gerne maile det til mig.