Effentårnet i Paris

På en gennemsnitlig dansk sommerdag kan man med lidt held opleve en gammel mand sidde på en bænk og tygge flødetabletter, mens han lystigt mumler for sig selv: ”Dette her bolsje er slet ikke ueffen!”

Hvem fanden i helvede har fundet på dette udtryk? Det er noget af det dummeste jeg længe har hørt. Koblingen fra det man siger, til det man rent faktisk mener, er enormt lang. Tænk lige over det en gang ”ikke ueffen”.

Som udgangpunkt må en ting være ”effen”, hvis tingen ikke er ”effen” må den være ”ueffen”. Hvis tingen ligefrem ”ikke er ueffen”, så må den jo være ”effen” – og violá, vi er tilbage hvor vi startede. Det er retorisk omvej af olympiske dimensioner. Med mindre man er opvokset i en jordhule på Flaster vil ingen omtale det modsatte køn som ”ikke ulækker”, når de vil gi en kompliment.

Endnu mere mærkeligt er det, at man hører aldrig om ting der er direkte efne. Jeg har i hvert fald aldrig hørt noget omtalt som effent. Ting kan åbenbart ikke være almindeligt efne, kun ikke uefne. Hvorfor, spør jeg, og kræver et svar fra den skrankepave af en sprogspasser som indførte den famødse vending i det danske sprog. Det var meget ueffent gjort. Tror jeg nok.

For hvad er noget egentligt, når det er ”ikke ueffent”. Hvor effent er det lige præcist at det er? Og hvor godt er det, i forhold til noget som er ”ok”? Og hvis man skal vælge mellem noget effent og noget rigtig godt, hvad bør man så vælge, for ikke at blive snydt?

Hele effen/ueffen/ikke ueffen-problematikken er i mine øjne meget anti ikke uforståelig.