Kender du æbler?

Det vil jeg vædde med, at du gør! Du kender sikkert også flere slags æbler (ud over røde og grønne). På stående fod kan jeg nævne følgende sorter: Belle boskob, golden delecious, jonagored og ingrid marie. Måske du kan flere. Hvorfor kan vi det, når vi ikke kan sorterne på nektariner, bananer og kiwi’er? Det kan vi fordi æbler er stærkt overvurderede!

Vor Herre bevare os, et enkelt ævle i ny og næ er da ikke dårligt, men så gode er de jo heller ikke i forhold til alt muligt andet frugt. Hvor tit tænker man ”jeg ku satme godt æde et æble lige nu”. Stort set aldrig. Faktisk er jeg langt mere tilbøjelig til at få lyst til en banan eller en appelsin, sgutte et æble.


Æbler har med deres frembrusenhed i villabaghaver, regnestykker, supermarkeder og grønthandlere formået at bilde folk ind at de er de eneste frugter i universet der findes i flere varianter. Reklamefolk har heldigvis oplyst os om at der findes Chiquita-bananer, og bananer som ikke er chiquita. Men så er det også slut, der er stadig langt vej til æble-tilstande på bananmarkedet. Den gængse menneskehjerne tror at resten af verdens frugt kun fås i den ene variant dens navn beskriver - blomme, bare blomme, og det er det. Det bliver ikke bedre når vi snakker nektariner og ferskner, tværtimod. Hvilken en er det nu lige der er hvad, og ville det hele ikke være meget nemmere hvis man slog dem sammen til en og kaldte dem ferskenriner?

Næste gang jeg er i fakta ,vil jeg finde ud af hvilken sort jeg præcist har med at gøre, før jeg propper den i posen. For de kan sgu umuligt være ens, når de smager så forskelligt de der "10-for-tyve-frugter".

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

...skriver jeg denne blog. (som Tue ville have sagt) ”Ingen ved det – alle ved vide det!”. Illusionen om verdensberømmelse, groupies, fast læserskare på titusindevis og indslag i kl.19-nyhederne må siges at være brast. Tilbage står realiteterne: Jeg er ikke blevet mere kendt end fyren du dagligt hilser på i opgangen, men ikke ved hvad hedder.

Men det er ok, for den rigtige grund er såmænd at jeg bare gerne vil blive bedre til at skrive. Mest bogstaver, ikke så meget tal. Omvendt håber jeg ikke at du læser min blog for at blive bedre til at læse. Jeg håber at du læser den for at blive klogere, eller om ikke andet gøre mig glad.

Så tak for det.

Ærbødigst
Hr. Pedersen

En følelse som ingen anden

Jeg fik den lige i dag, for lidt siden faktisk. En følelse de fleste af os enten allerede har haft, kender nogen der har haft eller med stor sandsynlighed selv vil få en gang i fremtiden. Det er faktisk en lidt irriterende følelse, men samtidig en aha-oplevelse, da man ved selvsamme følese, finder svaret på et spørgsmål, man stiller sig selv et par gange om året.

Man er også lidt ambivalent i denne endnu ikke afslørede situation. På den ene side er man lidt hurtigt i vendingen og smart, på den anden side er man komplet idiotisk fordi man gør det.

Hvad snakker manden om? Han snakker om den følelse man har, når man febrilsk leder efter Harald Nyborg kataloget - eller rettere linealen på Harald Nyborg katalogt - som i øvrigt altid er for lille, og som man umuligt kan tegne lige streger efter.

Det var såmænd bare det, som at jeg ville dele med jer. Jeg beklager at have spildt din tid med noget så ligegylddigt, men nogen gange er det vigtigt at snakke om sine følelser.

Adjøs, du kære læser.

Opskrift på en rumfilm

Man så da lige sunshine i går, gjorde man. Hvad er sunshine, spør du. Det er endnu en forudsigelig rumfilm såmænd.


Og sådan er det altid med rumfilm. Ligsom man i eventyr har Props funktioner, synes rumfilm også at have visse uskreve regler for hvad en rigtig rumfilm må og skal indeholde. Suhshine er ingen undtagelse...

Nr 1 på listen er den talende computer. Ingen rumfilm uden en computer der kan alt(på nær lave te). Den kan regne alt ud på ingen tid, og tegne tovlige grafer på under 4 sekunder, grafer der tager 3D-folk uger at lave. Den kan rotere alt i 3D, faktisk er jeg lidt i tvivl om rumfilmscomputere overhovedet kender til 2d. Endelig kan den være din ven – i hvert fald i starten af filmen. Ingen computer holder nemlig filmen ud. Enten får processoren storhedvanvid og vil overtage verdensherredømmet, eller (hvilket er lidt mere jordnært og bekendt) brænder lortet sammen og bliver årsag til at man står i lort til halsen.


20 minutter uden handling er et andet fast element i denne genre. Hvorfor skal vi altid trækkes igennem tyve røvsyge lange minutter hvor vi ikke hører om andet end skibets teknik, dets indbyggede økosystem, afstande i lysår og lyden af det uendelige og kolde rum. Svaret er enkelt: Det er åbenbart den bedste måde at overføre astronauternes følelse af at være ensom og forladt til beskueren. BOOOOORING!

The has-been-guy. Alle rumskibe har en. En gammel garvet gut, der egentlig havde lagt rumlegene på hylden, men er taget med på en sidste mission, da missionen ikke ville kunne lade sig gøre uden hans enorme viden og erfaring. Denne gut dør altid, hvilket leder mig direke til næste ingrediens...

Helten. Jeg ofrer mig. Lev videre uden mig, og hils min kone.
Vi har set dem 1000 gange før; Bruce Willis i Armageddon, Kaptajnen i Sunshine, Tim Robbins i Mission to Mars, en jeg ikke kan huske fra Apollo 13.... and the list goes on.

Måden helten dør på er også sjældent opfindsom. Typisk kan instruktøren vælge mellem
1 – han bliver tilbage og detonerer bomben.
2 – han må sende flugtkapslen afsted manuelt og blive efterladt.
3 – alskens ilt dilemmaer, som oftest resulter i overlagt selvmord.(dette er i øvrigt er et selvstændig punkt over ting som rumfilm skal omhandle)


We’re out of air! Den er sikker hver gang. Enten er skibets økosystem brudt ned, eller har en fatal lækage i skroget lavet lort i søndagsturen. Andre muligheder er at en eller anden har regnet forkert, eller at helten ofrer sig i sin rumdragt og fuldender den påbegyndte reparation velvidende at han ikke når tilbage, ganske hjerteskærende.

Til sidst men ikke mindst: Alien’en. Selvfølgelig skal der være et, eller flere, rumuhyre i en rumfilm det er klart. Desværre har ikke alle film budget til det, og må derfor nøjes med et psykotisk besætningsmedlem. Men det er næsten lige så godt.

Og sådan laver man er rumfilm.

Ps. Kender du forskellen på en astronaut og en kosmonaut?
Jeg gør! Men jeg siger det ikke.

En af de nemme

Ja... jeg ved det det godt. En top-ni liste er billigt sluppet, men jeg har ikke rigtig noget fornuftigt på hjertet for tiden. (man kan diskuterere om jeg nogensiden har haft det, men det vil jeg ikke spilde din dyrebare tid med)

So here goes:
Top-ni over ting man IKKE hører i træningslejrfor bodybuildere.

1. Hov, jeg tabte sæben. Gider du ikke lige bukke dig op samle den op for mig.
2. Jeg græd også til Titanic...
3. De her speedos klemmer altså mine nødder.
4. Vi ku mødes hos mig efter træning og se Gillmore Girls.
5. Synes i ikke bare at de der kamphunde er skidegrimme?
6. Jeg synes at Joggingtøj er totalt kikset
7. Man kan altså også godt blive for pumpet.
8. Jeg tager ikke sol.
9. Jeg er medlem af mensa.