Mit liv som lillebror

”Små hjerner, små fornøjelser”, er en sætning som min søster utallige gange hånligt har nedkastet over mine venner og jeg. Især når vi stod i entréen og kæmpede med de gennemblødte jordslåede flyverdragter med vores røde kinder, ubundne snørebånd, friske snot-11-taller under næsen og grus i håret.
Men jeg var ligeglad (bortset fra enkelte raserianfald der nær kostede mig bevidstheden), for jeg vidste jeg godt at min lille hjerne sagtens kunne opleve store fornøjelser.

Nok havde den kære søster ret i at min hjerne var fysisk mindre grundet de 7 års aldersforskel, til gengæld var den beregnende, egennyttemaksimerende og totalt utilregnelig overfor fjenden hvilket med tiden gav mig det psykiske overtag trods min mangel på livserfaring.

Min snu min søster havde regnet ud længe før jeg, at hvis hun kunne tirre lillebroren nok til, at han slog først, var det ”gratis” at slå igen. Det var lidt som om at min mor var blind, altså rent metaforisk, overfor psykisk terror. Jeg bærer selvfølgelig ingen nag til mutter, det kan være svært at gennemskue hvor der foregår søskende imellem. Faktisk behøver søskende ikke engang være i samme land for at kunne gå hinanden på nerverne, hvis det er det de vil. Blodets bånd binder os tæt, og jeg kunne i princippet drille min søster lige nu, hvis ikke jeg havde været sådant en god bror.

Mutter forstod bedst at belære om moral og god opførsel efter at håndmadder, tåspark og evt en jernkam i armen på lillebror allerede var røget gennemluften, dette gjorde at lillebror tit tabte kampene, da han var god til at slå først. Livet som lillebror var uretfærdigt og til tider hårdt.

Nu er jeg ikke længere den mindste. Måske der det derfor hun aldrig driller mere.

Men så fik jeg en åbenbaring.
At vide hvor, og ikke mindst hvornår man skulle slå til samt falsk indædt ulykkelig barnegråd blev lillebrorens bedste våben (foruden en lort på en pind) i den evige søskendekamp. Og så selvfølgelig det at sladre til moar. Den sidste trussel endte dog som regel med bide en selv i røven noget så vederstyggeligt, eftersom ophavsretten til urolighederne grundet manglede strategisk planlægning ofte landede på mig, stakkels mig. Det var jo aldrig min skyld, det ved både du og jeg... og min søster udmærket godt. Desuden besidder alle søskende med respekt for sig selv, og hinanden, et stort arsenal af såkaldte ”klemmer”, altså ting man kunne sladre om. Det er såpisse ærgerligt at sladre, for blot at blive overtrumfet med en ”klemme” fra fordums tid. Pludselig er den aktuelle situation glemt, og datiden skal diskuteres igennem nu hvor kortene er kommet på bordet. Øv!

Men efterhånden bliver man som lillebror bedre til at håndtere vreden, og man finder ud af, at hvis man starter provokationerne før hun gør, har man overtaget. Dril eller bliv drillet var et motto jeg lærte mig selv. Jeg gik fra at være offer til plageånd på ganske kort tid. Og jeg ku li det! Taktikker blev udtænkt og skrevet ned i en bog jeg burde udgive. Jeg vil afslutningsvis afsløre et par af mine bedste kneb her:

- Søster var ikke sjov at drille når hun var alene, vent til der er besøg. Det er meget lettere. Veninderne synes man er en sød lille gut, og pludselig er man to mod en. Herligt.

- Græd, bare græd. Over ingenting. Børn der tuder har altid ret.

- Spil dum og uskyldig, og spør mor om hvorfor man ikke må lege med de store, hvis man er stille og opfører sig pænt. For så dikterer mor til overmagten at lillebror skal være med, basta.(egentlig ikke fordi at jeg gad, men jeg vidste at det irriterede min søster)

- Rod i hendes ting når hun ikke er hjemme, og nægt alt.
Hvorfor skulle en lille dreng dog kigge i søsters ting? tænker mor og holder med lillebror.

Og så gik der et par år med det... og så blev det hele pludselige droppet fordi man blev voksen. Vi slås ikke så meget mere min søster og jeg. Jeg truer hende heller ikke længere jævnligt med en lort på en pind eller roder i hendes ting og den daglige duel om ”den gode stol” er en saga blot. Tilbage er nu, hvad der startede det hele: søskendekærlighed. Samt håneretten når man vinder i spil, den bliver man aldrig for gammel til at ytre.