Rislavament

Jeg har været et skarn og ikke blogget i meget lang tid. Sådan vil det sikkert fortsætte lidt endnu, for det er snart jul, og så har man travlt. Og hvis man pludselig ikke har travlt, er tendensen at blive doven-extravaganza, hvilket desværre ikke indebærer at blogge. Men nok om det.

Jeg oplevede noget ganske forfærdeligt denne weekend. Jeg var til årest første julefrokost, og fanden-kraft-helvede-saftsusme om ikke man prøver at spise mig af med en skål ris a'la mande uden en mandelgave. Hvad er meningen med denne galskab spør jeg? "Ka' det ikke være lige meget", blev der idiotisk svaret...

Nej, nej, dobbeltnej og ekstra nej efterfulgt af et udråbstegn af ikke uvæsentlig størrelse. Mandelgaven er den eneste grund til, at vi mennesker år efter år frivilligt vælger at montere daggammel, klumpet, nøddefyldt risengrød krydret med lunken frugtsovs ind i vores mund, trods den bævrende hånd, klumpen i halsen og en rumlende kvalme fra en protesterende mavesæk. Ingen ved deres fulde fem spiser ris a'la mande, fordi det behager deres smagsløg. Vi spiser den hvide kolde grød fordi den behager vores grådighed, og fordi at den vamle fornemmelse let overskygges at tanken om at bade i guld, mens masserne tiljubler os og fortæller os at vi har gjot det igen - fundet mandlen. Den mandel som har været væk så længe, og som vi alle har ledt efter i århundrerer. Den mandel som sikrer evig ungdom, håneret, gaveregn og ikke mindst en spænding som ikke overgåes af noget andet. (med undtagelse af at skifte mening omkring hvilken dør man vil åbne i et quizshow - men det er anden historie som kun jeg og Ricki kender til).

Det kunne også være, at det bare var en helt almindelig mandel, og at man i stedet for guld fik en marcipangris. Det er et ret trist scenerie, men desværre også tættere på virkeligheden. Pointen er, at oppe i vores forkælede hoveder fungerer hele ris a'la mande-sceancen stadig som først beskrevet - den giver muligheden for et teoretisk nirvana af lykke, trods gentagne årlige skuffelser endsige nederlag. Mandelgaven er pænt vigtig, da dette måltid ellers ingen mening har. Mandlen er grunden til at vi spiser ris a'la manden, uden den, ingen grund til ris a'la manden. Agent Smith fra Matrix formulerer det så fint - "There is no escaping reason; no denying purpose. Because as we both know, without purpose, we would not exist." (ved at høre kommentarsporet på dvd'en afsløres det at det sjovt nok netop er ris a'la mande han tænkte på i den givne situation)

Og så er jeg tilbage hvor jeg startede; Hvordan kan man medbringe ris a'la mande uden en mandelgave? Den omvendte situation havde været tilgivelig, faktisk at foretrække, vil jeg endda sige. Men at dukke op med straffen uden at medtage belønningen, er da mindst lige så upassende som at bage jødekager i en medbragt gasovn til en bar mitzvah.

At servere kold mandelrisengrød uden gave er så dumt, at ikke engang de halvfordøjede majs i min afføring ville lave et sådant stunt. Så hvis du skal til julefrokost, og der står ris a'la mande på din liste, så husk for helvede gaven. Der er ingen undskyldning!
Og god jul.

Fucking Yeah!

Efter en lang dag på jobbet, kan denne lille springfyr redde min dag. Tjek hans alt for vilde colgate-smil og fantastiske moves. Priceless!

Bye bye Berlin, Hello juletræ

Tysk effektivitet blev til in-effektivitet i denne weekend. Så vi kom aldrig afsted. Totalt øv! Til gengæld blev der pyntet lidt til jul.

Og således ser det ud. Hvabehar!

Ich bin ein Berliner!

B og jeg tager til Berlin i morgen. Så er det sagt! Og det bliver fedt. Jeg skal både have wiessbier, döner kebab, wienersnitzel og hanutakiks. Det bliver et eldorado for min mave. Og hvad skal jeg ellers.. tja, det ved jeg faktisk ikke. Vi går bare rundt og kigger lidt, så sker der altid et eller andet. Tag bare sidst jeg var i Berlin, der skete mange sjove ting ud af ingenting.
Bl.a. besøgte jeg sammen med mine flotte reklamedrenge en fordrukken dreng og hans kæmpe hund kl 2 om natten i en lille klam pislejlighed. Han var sær, meget sær, og tilsvarende ked af at han ikke kune byde os på hash men kun lune guldøl. Han havde også et hamster, med et to-etagers bur! vi drak selvfølgelig hans guldøl og lyttede til hans tyske dødspunk med det ene øre, og med det andet til hans kærestesorger over at damen havde forladt ham til fordel for fætteren. Man forstår godt damen!
Pludselig hev den tyske starut en kraftig airgun frem og begyndte at skille den ad, og lave den til en riffel-agtig ting, mens han stolt fortalt om hans store hobby: våben og musik om død og ødelæggelse.

Sjældent er udfaldet godt når man kombinerer tysk effektivitet, etværelses lejligheder, lune guldøl, dødspunk, hashrus, en hamster, en hund, en fætter, manglende uddannelse og kærestesorger. Det bliver som regel noget værre rod. Dagen efter bød på strip, pink drinks og en iriterende tryllekunstner - nå ja og så en flot influenza-bihulebetændelse til jesper.

Pointen er, at disse uvurderlige ferieminder var aldrig dukket op, hvis man på forhånd havde lagt stramme planer om at skulle tidligt hjem for at sove sig frisk til morgendagens turisthelvede - se den ligegyldige diamantstatue af Victor Borge, stresse over infrastrukturen og tage i zoo og klappe når isbjørneungen knut skider fiskeaffald, for derefter at lede efter en bestemt restaurant fra politikkens rejsebøger (som du i øvrigt aldrig finder, og derfor ender på Mac D.) Alt det kan du praktisk talt gøre på nettet hjemme fra sofaen. Det er straks sværere at finde en retarderet tysk dødspunker med hang til dyr og skydevåben! I så flad bruger du for meget tid på nettet...
Tag afsted, planlæg nix, vær lidt frisk når chanchen byder sig og du får ferier du ikke glemmer.

Omvendt valg

Jeg har stemt i dag, det er jo min demokratiske pligt! Hvad jeg stemte på er hemmeligt. Ikke fordi at jeg er flov over det, det er mere fordi at jeg i bund og grund ikke er i stand til at forsvare mit valg 100%. Politik er nemlig svært, og jeg ved ikke ret meget om det. Jeg ved ikke hvad jeg vil have, og jeg jeg ved heller ikke hvem der kan tilbyde det, jeg ikke ved hvad er. Og jeg er næppe den eneste der har det sådan. Derfor har jeg opfundet en ny måde at stemme på - negativ stemme.

Når man diskuterer politik bliver man altid rød i hovedet og begynder at svede - til ingen verdens nytte, for man bliver alligevel aldrig enig med modparten. Det eneste man er enige om, er at være uenige. Og det er vi danskere gode til - at være uenige, og kritisere. Derfor burde man også stemme herefter. Slut med at tage stilling til og samfundet sætte et velovervejet kryds ved en personlig kandidat. Fra nu af skal man bare sætte kryds ved den, man synes er den største idiot.

Ved hjælp af udelukkelsesmetoden har man nu grundlag for at sikre en ny regering, som befolkningen ikke inderligt hader. Eftersom demokrati handler om kompromis i lige så stor grad som frihed, må dette være den perfekte løsning. Ingen er glade og eller 100% enige med regeringen, men på den anden side kan man nu enes om at det er da bedre end hvis de udstemte idioter sad bag roret. Man opnår med denne metode et nirvana af ligegyldig tilfredshed, ethvert demokratis drøm.

Jeg tror også at stemmeprocenten ville stige væsenligt med denne metode. For det første er lettere at upege sorteper end messias, og for det andet er det jo en beløning i sig selv for enhver dansker, at få lov til offentligt at kalde andre for idioter. Det er så frygteligt nemt at udpege de inkompetente politikere, det kan alle. Alle hader nogen, og hader man ikke nogen kan jeg oplyse at Carl Mar stiller op for Socialkammeraterne. Det er nemt ik? og føles godt! Meget lettere end at tage stilling til livet og dagens Danmark.

ps - Hvis du ikke har stemt i dag, og dermed misbrugt din demokratiske ret, har du ikke belæg for at indgå nogen som former for diskussion de næste 4 år.

tømmermænd

Jeg har mænd, tømmermænd. Og mange af dem, desværre.
Det er en af grundene til, at det nærmest er umuligt for mig at blogge ordenligt i dag, den anden er dovenskab. Så i dovenskabens tegn vil jeg spise jer af med endnu en top-ti liste. Denne gang over ting man næsten aldrig ser/hører/oplever længere. Ting som engang fyldte meget i hverdagen, men som verden ligsom er vokset fra.

Top-Ti over ting-som-var-engang-men-som-nu-ikke-er-længere
(i tilfældig rækkefølge, som altid)

1. Hanutakiks fra tyskland - hvorfor er de ikke stadig populære? jeg fatter det ikke, de er jo røvgode!

2. knallerter - ikke det nymodens scooterpis, vi snakker Chaio, Smurai, Yahamaha 4-gear og Puch

3. Erotik på RTL

4. Min-far-er-sejere-end-din-far-diskussioner.

5. Floppy disketter - med plads til to fristile og et enkelt nøgenbillede af Sarah Young

6. Aske fra Bamses Billedbog. Kender børn nu til dags overhovedet manden med de lange lemmer, for lille hvid keddeldragt, guitar og sortgul kasket? Næppe.

7. "De små mænd" fra tyske reklamer. Er de blevet voksne? Og i så fald, hvad laver de nu?

8. Programmer på Discovery Channel der ikke handler om biler eller motorcykler

9. Lyden af ( grimme og billige) digitalure der bipper hver hele time.

10. Ordentlige top-ti lister.