Træt af brun og tillyke

Jeg ved godt at dette er langt fra den designmæssige diamant af et layout , som jeg havde tidligere lovet at lave her på bloggen. Men jeg orker det sgutte, jeg orker knap nok at blogge. jeg er doven og lidt ligeglad med blog for tiden. Dog ikke så ligeglad at jeg ikke ken blive træt af brun, så derfor er den nu hvid.

For at fejre den hvide blog, og ikke mindst min føs'da' på lørdag, har jeg købt mig et spejlrefleks kamera. Jamen er det ikke dyrt, tænker du.. jo, men jeg har heldigvis masser af penge. Her er det så Nikon D40. Fint ik! Tilykke til mig, og ikke mindst mange tak. Det var næsten alt for meget!


Og til de mange misundelige og væmmelige mennesker som mener at det er et idiotkøb, og at et kamera fra Canon er det eneste rigtige, vil jeg blot sige: Husk nu endelig at glæde dig over at du IKKE ejer har et Nikon D40, næste gang du igen tager billeder med din fine mobil med fotolys. Du er for nærig til selv at købe et Canon, men forholder dig åbenbart stadig retten til at rakke ned på andre, som dog trods alt investerer i ordentligt fototøj, fremfor en 3megapixel mobil og lommecybershot fra Sony. Og har du allerede et Canon... Så er du jo bare en heldig rad. Med mange penge.

her er et billede skudt med nikon D40


og her med Canon.


Kan du se forskel? det kan jeg heller ik, så luk arret. Det er et fint køb og jeg elsker det allerede (selvom jeg først får det torsdag)

50% sund 50% amerikaner

Det en rigtig god ide at løbe en tur en gang i mellem, så det gør jeg. Det er især sundt for mit til tider stressede hovede, men min blege stadigt voksende øltopmave vil helt sikkert også nyde godt af kilometerne. Jeg er netop kommet hjem fra en sådan løbetur, endda en med ekstra gas. Desværre er køleskabet tomt eftersom Birgitte ikke er hjemme, og jeg må tage til takke med et lidt ærgerligt weekends-tømmer-mands-måltid fra fryseren.

Det ser sådan her ud:


Og så var det vist lidt om sonst med den løbetur...

En naturlig balance

Det er ikke løgn, når kloge hoveder siger at naturen holder sig selv i balance. Dælme om ikke en lille, og i øvrigt ganske rar, pige tilbyder mig en kiks i dag på vej hjem i toget, helt umotiveret. Herefter blev vi ret gode venner, og havde Luca, som pigen hed, været en 22-23 år ældre var vi helt sikkert blevet facebook buddies. Det er ikke noget jeg finder på, det skete virkelig. En eller anden derude må mene at jeg virkelig fortjente den kiks. Tak for det.

anbefalinger og en kiks jeg gerne ville have haft

Jeg har været væk længe, og hvad har jeg dog brugt tiden på?
Alt muligt, er mit bedste svar. Nogle ting har dog skilt sig væsentligt ud fra mængden, ved at være ikke mindre end henrivende. Så her er listen over ting, som jeg har haft stor glæde af for nyligt, og derfor vil anbefale at du også prøver.

(vilkårlig rækkefølge)

1. Mælk, helst minimælk
2. Medarbejderudviklingssamtaler hvor man bliver rost og får mere i løn.
3. Smagsprøver på pizza i Føtex
4. Ratatat – spøjs musik som opstod efter et orgie med en Amiga500, et hiphopbeat, elektronisk musik og en flaske Psang Ambon
5. Sidde i solen på Odense stadion og tygge i en velpropotioneret og velgrillet borgmesterpik med tilhørende senpf und ketchup
6. Ovenstående igen, denne gang dog mens der rent faktisk spilles en fodboldkamp.
7. Købe en Xbox360
8. Sælge dit gamle lort du aldrig bruger på nettet. Det giver hurtig mammon, og luner på kistebunden.
9. Bidro - Røvdyre vitaminer som angiveligt er bidronningers foretrukne, deraf navnet, fyldt med... sundhed.


Ps. Mens jeg skriver dette indlæg sidder jeg i toget på vej til KBH. Damen ved siden af spiser nogle kiks som ser jævnt gode ud - og jeg er sulten! Måske hun læser dette over min skulder og byder en, det er hvert fald min plan...

...Der er nu gået ti minutter, og øv, damen bød IKKE en kiks, og hun havde ellers ret så mange. Hun åd derimod alle sammen selv, uden at trække vejret! Det er tarveligt synes jeg. Faktisk synes jeg at hun er en idiot! Nu tænker du måske, at det er lidt risky at omtale hendes manglende sans for medmenneskelig og hendes glubske nærmest dyriske indtagelse af fødevarer her i indlægget, eftersom hun med største lethed kan læse med. Men jeg er komplet ligeglad, for gør hun det, så bekræfter hun jo blot min teori om, at hun foruden at være helvedes nærrig, også er et dårligt menneske som snager i andre folks personlige sager. Jeg ville virkelig gerne ha snagt de kiks.

Kan, kan ikke...

CANNES! Yes sir. Jeg skal til Cannes! Hvor er det, og hvad skal du lave der tænker du.

1 – det er i Frankrig
2 - jeg skal se på reklamer, fine reklamer.

Cannes afholder hvert år ”Golden lions”, som er reklamebranchens svar på Oscaruddelingen, og der skal jeg alstå hen. Det bliver allerhelvedes dyrt, men formenenligt ditto inspirerende. Jeg glæder mig. Og det burde du også gøre, for hvem ved, måske for du et postkort.

Brun på den brune måde

...og lidt orange. Nu hvor endelig er kommet igang med bloggen igen, skal den også have en nyt udseende. Det er dog lidt mere besværligt end lige først antaget, og da jeg hellere vil spile xbox360 end skrive kode, har jeg valgt brunhed til at symbolisere (den sikkert meget lange) mellemfase fra lort til diamant. Ha' det brunt så længe

Sportspølsen

• et par sko str. 36-41
• håndklæde
• et par shorts
• T-shirt
• rene sokker
• shampoo
• rene underdrenge
...og for nogle, astamaspray

• Plus evt. årstidstillæg: Lange bukser, langærmet trøje, hue og handsker

Nu tror du måske, at jeg er på vej til OL i Beijing, og at at dette er min huskeseddel. Men nej, det er det ikke. Joachim B. Olsen tager med alligevel, så det projekt belv droppet. Et projekt som har intet med dette indlæg at gøre.

Ovenstående er en liste hentet fra min barndom, og fra de urimeligt kedelige, med desværre obligatoriske gymnastiktimer.
En gang om ugen skulle vi poder stå ret i kommuneskolens sursvedslugtende, ribbebefængte og højt-til-loftet-men-stadig-alt-for-få-kvadratmeter af en sadistlegeplads - gynmastiksalen. Jeg tror næppe at den rektangulære dødsdrom lever op til EU's nutidge krav og sikkerhed og god børneopdragelse. Gymnastikslaen var for os børn hvad Colluseum var for gladiatorerne, et sted der emmede af blod og død, men som samtidig dig chancen for at blive tiljublet af pøblen, eller hånet noget så vederstyggeligt af selvsamme. Man lærer hurtigt at der er stor forskel på, at være ham der uddeler blodtud i stikbold, fremfor at være tåben der griber bolden med næsen, og med vand i øjnene skriger på mor, mens læreren nervøst bærer en til omklædning (Sjovt skulle man altid bæres - "skide være med hvor du har slået dig, det vigtigtste er, at du ikke rører gulvet de næste par munutter" synes gymnastiklæreres ufravigelige mantra at lyde).


Gynmastiktimers gru fører mig af omveje til indlæggets egentlige pointe, nemlig tasken, hvori det enorme beklædningsarsenal befandt sig - Sportspølsen! Snørresækken, intersportposen eller bare gynnastiktasken. Kært barn har mange navne, men der findes unægelgt kun én sportspølse. En lille latterlig firkantet pose i en skrigende farve med et intersportlogo på siden og to snore i hver side, som både fungerede som lukkemekanisme og som stropper (stropper som iøvrigt var umulige at få lige lange). Det er mig stadig en gåde hvordan i hele hule helvede vores forældre fik plads til at det lort i så lille en taske? Var tasken fra fabrikantens side forsynet med et sort hul tilsvarende dem der findes i rummet, eller fulgte der en Gameboyen med Tetris til de voksne med i købet, så de kunne lære at pkke optimalt? Det var et sandt mirakel og en ligende maksimal udnyttelse plads er ikke set siden.

I dag ville jeg vil ikke engang kunne få plads til mit håndklæde eller bare enklet sko i tasken. Og mine arme vile sandsynligvis ryge af, hvis jeg forsøgte mig med at smide tornysteret på ryggen, for allerede som barn skar stropperne sig i godt ind i kødet. Nu er jeg voksen, og har derfor en sportstaske som nemt kan rumme Ærø. Det er pisseirriterende at slæbe rundt på , men når sporttøjs samlede åbenbart udvikler sig expotententielt med alderen og min mor ikke ikke længere gider pakker den for mig, så er der ikke rigtig nogen vej udenom.

ps - Hvis nogen har et billede at tasken modtages det med kyshånd,
eller i hvertfald et tak.

Syg og doven

I dag er jeg syg, og det har jeg faktisk været et par dage. I tiden før jeg blev syg, har jeg været frygtelig doven. Det er også derfor at min blog er gået død. Egentlig ville jeg have fyldt dig med dårlige undskyldninger om travlt på arbejde, skriveblokering og slidt tastatur, men det ville være løgn - bortset fra det med arbejdet. Men det kan jeg heller ikke bruge som reel undskyldning, for jeg har jo lige haft ferie, og i dag er jeg syg, så der er arbejdet heller ikke i vejen, og hvor der er vilje er der vej (og lyst til at blogge)

Hvad jeg prøver at sige er; min blog er ikke død for evigt. Jeg vender tilbage når lysten til at slå på tasterne atter melder sig. Og det gør den, jeg har allerede en del noter liggende til fremtidige indlæg. Jeg er blot inde i en såkaldt kunsterisk pause. Skal vi ikke aftale at jeg vender tilbage inden maj? Ok, så siger vi det. Senest første maj, kører bussen igen jævnligt på Hr.Pedersen.blogpot.dk. Nu er der endelig hul igennem igen.

Ses røvhuller :)

Reklamekongen

Jeg er netop, sammen med Tue, blevet shortlistet til YCCA. Hvad fanden er er YCCA? Det er såmænd Young Creative Circle Award, tidligere kendt som guldspiren, og en af de mest populære reklame awards i bette danmark. Tue og jeg har for en tid siden brugt en weekend på, at at få unge mennesker til at bruge kondom når de parrer på kryds og tværs. Om det er lykkedes kan du jo selv bedømme.

Numero uno (som ikke blev nomineret) Og ja, den er skæv - men det er kun her på bloggen, og jeg gider ikke rette det.


Numero dou (som er shortlistet) (det betyder at den stadig er med i konkurrencen,kære mor)


Tak til Jimbo for at stå model, og Nick for det fine foto. Og til Tue og mig for være så dygtige!

Egentlig en lidt træls konkurrence, da vi vandt for selvsamme koncept sidste år(kan ikke lige finde annoncen,men smider den op ved lejlighed). Vi vinder nok ikke igen, desværre, og går hermed også glip af en tur til Cannes, hvilket er lidt en federe præmie en gavekort til kondomerriet, en luset frisør og Panduro Hobby i Rosengårdscenteret, som vi vandt sidst. Men som man siger: den der vinder sidst, vinder bedst.

Det manglede bare

Det er snart sommer - måske nærmere forår. Jeg har da set solen. ikke nok, men lidt har den tittet frem.
Og sol får mig til at tænke på ferie, som igen får mig til at tænke på at flyture, eftersom mine ferier helst foregår llidt ængere væk end Bøjden StrandCamping og Lalandia.

Mange folk har problemer med at flyve, det har jeg ikke. Ikke ud over at det er frygeligt kedeligt, det er for lidt plads, lugter mærkeligt og maden er elendig (lidt lligsom at besøge bedteforældre). Jeg har derimod store problemer med, at folk klapper når piloten lander flyet - Det manglede sgu da bare! Det er mandens job. Man hører ikke folk bryde udi simultan applaus hver gang buschaufføren stopper ved et stoppested, gudskelov. Jeg forventer da fuldt ud at manden bag styrepinden ved hvad han laver,når jeg betaler kassen for en tur, og firmates egne medarbejdere smilende lukker sig selv inde i tinpølsen inde den letter.

Jeg nægter at støtte op omkring, at piloter skal behandles som små børn der har skidt i potten fremfor bukserne for første gang. De skal ikke have at vide at de er dygtige, blot opleve på egen krop i at det var det rigtige at gøre. Børn finder hurtigt ud at af potten er at foretrække fremfor en tung, fugtig, illelugtende og udspilet buks og piloten finder forhåbentligt ud af, at en god landing betyder at han heller ikke døde den dag. Fortsætter vi med vores klappe og rose-rus, ender vi med teenagere, der nægter at trække ud før alle på matriklen har rost den majsfyldte hævner som sidder klemt i vandlåsen. Og endnu værre får vi piloter der vælger katapultsædet og faldskærmen fremfor en landing, hvis de føler at publikum bagi ikke bakker 110% op omkring den halvlune ret personalet serverer.

Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hver gang vi roser folk, for noget vi forventer af dem. Gør vi det nok gange, tror folk, at vi ikke længere forventer det, og at man derfor ikke behøver gøre det. Så ros ikke dit barn at skide i bleen, din pilot for at lande, din tog for at være fremme til tiden, dun buschauffør for at samle dig op eller din taxichauffør for at tage din cykel med. Det manglede sgu da bare!

Frygtelig irriterende, nu med musik

Alle mennesker besidder, og bestrider, evnen til at pådutte andre mennesker deres yndlingmusik i sådan grad at det ofte går hen og bliver frygteligt irriterende. Jeg er selv ret god til det, især med alkohol i blodet og fri download i festligt lag. Lige siden at jeg for første gang hørte Jack Johnson på en taverna i Thailand, har jeg brugt tid på at overbevise den vestlige halvkugle om, at Jack Johnson en en rigtig filnk fyr, med en rigtig fin guitar og som tilfældigvis laver noget rigtig fin musik. De fleste er forståeligt nok enige, og så ender alt godt.

Den her plade kan kun sparke røv! Et flot karl, er han!

Når folk ikke er enige bliver jeg sur, og så er folk nogle idioter, der ikke har forstand på musik. Endnu mere arrig bliver jeg, når folk forsøger at overtrumfe min musikalse åbenbaring, og downloader et eller andet crap, som i deres øre lyder bedre. For det gør det jo ikke - det er lort, det ved jeg bare. Især hvis han synger på svensk og hedder Håkon Halsbrand.

For at imødekomme den nypåsatte lortemusik, har jeg en backup i baghånden, som jeg downloader imens "modstanderens" intro spiller lystigt. Straks sætter jeg mit musik på, for af mystiske årsager er det semi-ok at cutte andres musikvalg, hvis bare den nye sang er friskdownloadet - den skal spilles mens den stadig er frisk lyder ræsonnementet. Min modstander er ikke idiot, så han laver samme trick.

På dette tidspunkt er situation frygeligt irriterende på flere måder:

1 - alle mennesker i lokalet er jævnt trætte af de to må-jeg-helst-skifte-sang-nu-Dj's og det endeløse ti-sekunders-potpuri med alskens kunstnere.

2 - De to må-jeg-helst-skifte-sang-nu-Dj's har nået et stadie hvor man ikke engang gider lytte til modstanderens forslag inden man skifter. Det handler nu udelukkende om at få sat så meget musik på som overhovedet muligt så hurtigt så muligt.

3 - Musikken bliver logisk nok mere og mere elendig efterhånden som man rammer de mere tvivlsomme hits på begges lister.

4 - Er man heldig, stopper krisen med at kombetanterne tilfældigt rammer samme nummer forholdsvis højt på deres respektive yndlingslister. (De lægger imidlertidig ikke mærke til det jvf punkt 3, så dette sker kun hvis en trediepart træder til.) Er man mindre heldig fortsætter kampen, indtil parterne endelig opnår enighed omkring et nummer som er hamrende elendigt, men dog kitch - f.eks. den knaldrøde gummibåd (eller noget svensk). En tab/tab situation for alle. Oftest løber kampen dog ud i sandet med Kim Larsen - en såkaldt musikalsk Tie-break. Alle kan lide Kim Larsen, og er man en ener der ikke kan, tør man ikke skifte væk af frygt fra repsresalier fra det efterhånden opstemte publikum.

PS.
Lyt lige til ham her, det er dælme drøn - på den stille fede måde! (tak Hr Jakobsen). Og ham her

Konceptforvirring

Det kommer næppe som en overraskelse for jer, men Mac Donald's er fandenbrøleme ikke en "anderledes" restaurant som reklamerne påstår. MacD er et lorteburgersted som så mange andre, og deres koncept ligger ikke nærheden af hvad man kategoriserer som en værende en restaurant. McD kan allerhøjest komme under samme paraply som spisestederne langs den tyske autobahn, hvor "Strammer-Max" er ikke er et adjektiv til bælterne omkring langturchaufførernes maver, men noget man rent faktisk spiser.

Men lad os da bare lege lidt med tanken om at MacD rent faktisk var en restaurant. Tænk at kunne stille de samme krav på MacD som du gør på Jensens Bøfhus (Læg venligst mærke til hvordan jeg gør brug af sarkasme og ironi ved at katagorisere Jensens Bøfhus som ægte restaurant). Tænk at kunne stille krav til varens kvalitet, stemningen, drikkevarerne og ikke mindst få tilgodeset personlige behov.

Hov hov, siger du, hvorfor denne hetz mod MacD? De har da fin kvalitet, for maden smager ens hver gang. Stemningen er ung og smart, drikkevarerne er kolde og billige og man kan da sagtens bestille efter personlige ønsker - en cheeseburger uden pickels feks, eller ekstra pomfritsovs som man selv kan smide i burgeren.


Lad os tage det fra en ende af: MacD er ikke kvalitet, fanme nej. Tag bare brødet - ville du spise brødet alene med smør en søndag morgen? En rigtig restaurantburger er omkapslet af hjemmebagt brød som er lækkert i sig selv. Og hvad med husets udsøgte " hjemmelavede dressing"... sølle heinz ketchup fra superbrugsen.

Og stemningen... på hvilken anden restaurant accepterer man at være omgivet af fulde højtråbende komfirmander, folk iklædt alt deres overtøj. Skrigende børn i opstillet legeland med kuglebad, gemmengående gæster som ikke køber noget, og folk der står op og spiser? (Og Jenssens Bøfhus tæller ikke).

Drikkevarerne. Tja, drikker man rød- eller hvidvin til en Quarterpounder? Og hvem kan svare på dette spørgsmål - "restaurantens" vinkender, den overvægtige fregnede bøglemund bag skranken, næppe. Men du kan få en cola, den går godt til at mad. Især hvis man fortynder den med 60 isterninger.

Specialordre, nix! Jeg godt høre den 15-årige teenage-tjeners svar på, hvorvidt jeg kan få den ene bøf rød, og den anden well done i min Big Mac, og om det er ok, at få mine kartofler tørstegt i paprika, da jeg ikke tåler fritureolie. "Ingen problem, den klarer kokken Hr" bliver nok ikke svaret.

Afslutningvis skal det siges, at jeg faktisk godt kunne klare en MacD menu lige nu (og at jeg flere gange har spist bøffer på Jensens og helt sikkert vil gøre det igen). Jeg har ikke noget imod MacD, foruden at de kalder sig en "anderledes restaurant". Man skal ikke kalde sin forretning for noget den ikke er. Tænk hvis Pølse-Allen spændte et bordebænkesæt efter hans lillepølsevogn, og kaldte konceptet for "restaurant med højt til loftet". En "rigtig nederen restaurant", var hvad ville jeg have godtaget som slogan for MacDs udbud af service og fødevarer.

Fandens også!

Nogle gange gør man nogle dumme ting som man fortryder i lang tid efter. Jeg har netop gjort en sådan ting.

Midt under en handletur forleden, gik det op for mig at vi kørte på sidste rulle i det lille hjem - lokumsrulle. Ikke engang køkkenrulle var til stede i huset, så et toiletbesøg uden hensyntagen til sparsomme midler, ville ende katastrofalt. Især hvis man var alene hjemme, og ikke kunne sende en stik-i-rend-dreng afsted i fuld galop til tanken. Uerfarent røvspul i en brusekabine på 1 kvm er ikke noget kønt syn, hvorfor jeg logisk nok valgte at investere i noget papir.

Guderne smilte til mig på den givne dag, og præsenterede mig for et gedint tilbud - 2 pakker for 60, 3-lags vel at mærke. Og ikke bare almindelige pakker, men store pakker med 16 ruller i hver, alt i alt (så slipper du for at finde kuglerammen frem)32 ruller af det fineste papir.

Jeg blev immervæk snydt. Jeg gik her og troede at alt 3-lags var toiletpapirets Rolls Royce, at ordet 3-lags var et kvalitetsstempel kun givet til udsøgte papirer testet af adelige sarte babyrøvhuller. Men ak, ligesom som mange andre kvalitetsstempler genem tiden blevet forpurret af kapitalismens kommercielle mastodonter og degraderent til meningsløse adjektiver, er nu også 3-lags blot et reklameudtryk uden værdi. Sloganet "kradser i måsen, og river i dåsen" havde været et mere passende og ikke mindst ærligt slagsargument for dette torturredskab.


Nok har rullen tre lag -et af sten, et af glas og et "blødt" yderst ved navn korn60, men det føles på ingen måde som tidligere tiders 3-lags - og det er en skam - Især når man er brændt inde med 32 ruller...

lidt mere mand

2007 var for alvor året hvor man druknede i mandlige falsetstemmer og konstant skulle passe på ikke at blive kørt ned af metro'en - Nej, ikke den i københavn, men den stadigt tiltagende metroseksualitet blandt danske unge mænd. Kønsforvirringen steg mange til hovedet, og før man vidste af det, sad en bedste venner ned og tissede. Mande(og urin)hørmen fra pissoret er så småt ved at blive en saga blot. Jeg har set ønskesedler fra hankøn hvor ordet "creme" indgik op til flere gange, og set fyre danse (med andre fyre) til Abba på byens dansegulve. Det er trist, rigtig trist.

Vi bør lytte til manden i Carlsberg-reklamen, og hanke op i os selv. Vi skal til at være lidt mere mand igen. Vi skal ikke ende som degeneret indavl ligsom Carl-Mar, men blot huske at det er vores ret som mænd at sjatpisse lidt ved siden af kummen - og det gør man altså bedst når man står op (eller er meget fuld). Det burde heller være nødvendigt at slås om pladsen i klædeskabet med kæresten. Vi har ikke brug for 12 par sko og 17 skjorter, vi bruger det jo ikke alligevel - men vi mænd er klar over det, det er kvinderne ikke - lad os ikke ende som dem, kæmp imod.

Hvad bliver det næste? At vi er er ligeglade med surroundsound, og synes at stereo er fint nok - det er trods alt bare et Danille Steel drama med Barbera Streisand der snurrer i dvd'en. At vi læser manualer til elektronik, før vi sætter strøm til? At ALT mad skal vejes og fordeles i et grøntsag/kød forhold 10/1? At vi skal have fat i en ordbog når vi støder på ord som ravplugs, Samantha Fox og HDMI-indgang. Fanme nej!

Vil du ende som ham her? nej vel?

Drop sebastian-voksen ærede brødre og fedt garnet ind i brylcreme. Slet Justin Timberlake fra din playlist, og invester i noget RatPack. Hold op med at tude til Vild med dans og brug din fredag noget mere fornuftigt, rafle på bodega feks. Slut med fesne mojito med lime og rørsukker, fyld i stedet galsset med rom, og tilsæt lidt cola og en isterning.

Lad os ved lejlighed give hinanden hånden på et nytårsfortsæt om at finde tilbage til rødderne, eller risikerer vi at få sønner der vil være prinsesse til fastelavn og ønsker sig pony'er i julegave. Det vil jeg simpelhen ikke være med til, og det burde du heller ikke!