Frygtelig irriterende, nu med musik

Alle mennesker besidder, og bestrider, evnen til at pådutte andre mennesker deres yndlingmusik i sådan grad at det ofte går hen og bliver frygteligt irriterende. Jeg er selv ret god til det, især med alkohol i blodet og fri download i festligt lag. Lige siden at jeg for første gang hørte Jack Johnson på en taverna i Thailand, har jeg brugt tid på at overbevise den vestlige halvkugle om, at Jack Johnson en en rigtig filnk fyr, med en rigtig fin guitar og som tilfældigvis laver noget rigtig fin musik. De fleste er forståeligt nok enige, og så ender alt godt.

Den her plade kan kun sparke røv! Et flot karl, er han!

Når folk ikke er enige bliver jeg sur, og så er folk nogle idioter, der ikke har forstand på musik. Endnu mere arrig bliver jeg, når folk forsøger at overtrumfe min musikalse åbenbaring, og downloader et eller andet crap, som i deres øre lyder bedre. For det gør det jo ikke - det er lort, det ved jeg bare. Især hvis han synger på svensk og hedder Håkon Halsbrand.

For at imødekomme den nypåsatte lortemusik, har jeg en backup i baghånden, som jeg downloader imens "modstanderens" intro spiller lystigt. Straks sætter jeg mit musik på, for af mystiske årsager er det semi-ok at cutte andres musikvalg, hvis bare den nye sang er friskdownloadet - den skal spilles mens den stadig er frisk lyder ræsonnementet. Min modstander er ikke idiot, så han laver samme trick.

På dette tidspunkt er situation frygeligt irriterende på flere måder:

1 - alle mennesker i lokalet er jævnt trætte af de to må-jeg-helst-skifte-sang-nu-Dj's og det endeløse ti-sekunders-potpuri med alskens kunstnere.

2 - De to må-jeg-helst-skifte-sang-nu-Dj's har nået et stadie hvor man ikke engang gider lytte til modstanderens forslag inden man skifter. Det handler nu udelukkende om at få sat så meget musik på som overhovedet muligt så hurtigt så muligt.

3 - Musikken bliver logisk nok mere og mere elendig efterhånden som man rammer de mere tvivlsomme hits på begges lister.

4 - Er man heldig, stopper krisen med at kombetanterne tilfældigt rammer samme nummer forholdsvis højt på deres respektive yndlingslister. (De lægger imidlertidig ikke mærke til det jvf punkt 3, så dette sker kun hvis en trediepart træder til.) Er man mindre heldig fortsætter kampen, indtil parterne endelig opnår enighed omkring et nummer som er hamrende elendigt, men dog kitch - f.eks. den knaldrøde gummibåd (eller noget svensk). En tab/tab situation for alle. Oftest løber kampen dog ud i sandet med Kim Larsen - en såkaldt musikalsk Tie-break. Alle kan lide Kim Larsen, og er man en ener der ikke kan, tør man ikke skifte væk af frygt fra repsresalier fra det efterhånden opstemte publikum.

PS.
Lyt lige til ham her, det er dælme drøn - på den stille fede måde! (tak Hr Jakobsen). Og ham her