Det manglede bare

Det er snart sommer - måske nærmere forår. Jeg har da set solen. ikke nok, men lidt har den tittet frem.
Og sol får mig til at tænke på ferie, som igen får mig til at tænke på at flyture, eftersom mine ferier helst foregår llidt ængere væk end Bøjden StrandCamping og Lalandia.

Mange folk har problemer med at flyve, det har jeg ikke. Ikke ud over at det er frygeligt kedeligt, det er for lidt plads, lugter mærkeligt og maden er elendig (lidt lligsom at besøge bedteforældre). Jeg har derimod store problemer med, at folk klapper når piloten lander flyet - Det manglede sgu da bare! Det er mandens job. Man hører ikke folk bryde udi simultan applaus hver gang buschaufføren stopper ved et stoppested, gudskelov. Jeg forventer da fuldt ud at manden bag styrepinden ved hvad han laver,når jeg betaler kassen for en tur, og firmates egne medarbejdere smilende lukker sig selv inde i tinpølsen inde den letter.

Jeg nægter at støtte op omkring, at piloter skal behandles som små børn der har skidt i potten fremfor bukserne for første gang. De skal ikke have at vide at de er dygtige, blot opleve på egen krop i at det var det rigtige at gøre. Børn finder hurtigt ud at af potten er at foretrække fremfor en tung, fugtig, illelugtende og udspilet buks og piloten finder forhåbentligt ud af, at en god landing betyder at han heller ikke døde den dag. Fortsætter vi med vores klappe og rose-rus, ender vi med teenagere, der nægter at trække ud før alle på matriklen har rost den majsfyldte hævner som sidder klemt i vandlåsen. Og endnu værre får vi piloter der vælger katapultsædet og faldskærmen fremfor en landing, hvis de føler at publikum bagi ikke bakker 110% op omkring den halvlune ret personalet serverer.

Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hver gang vi roser folk, for noget vi forventer af dem. Gør vi det nok gange, tror folk, at vi ikke længere forventer det, og at man derfor ikke behøver gøre det. Så ros ikke dit barn at skide i bleen, din pilot for at lande, din tog for at være fremme til tiden, dun buschauffør for at samle dig op eller din taxichauffør for at tage din cykel med. Det manglede sgu da bare!

Frygtelig irriterende, nu med musik

Alle mennesker besidder, og bestrider, evnen til at pådutte andre mennesker deres yndlingmusik i sådan grad at det ofte går hen og bliver frygteligt irriterende. Jeg er selv ret god til det, især med alkohol i blodet og fri download i festligt lag. Lige siden at jeg for første gang hørte Jack Johnson på en taverna i Thailand, har jeg brugt tid på at overbevise den vestlige halvkugle om, at Jack Johnson en en rigtig filnk fyr, med en rigtig fin guitar og som tilfældigvis laver noget rigtig fin musik. De fleste er forståeligt nok enige, og så ender alt godt.

Den her plade kan kun sparke røv! Et flot karl, er han!

Når folk ikke er enige bliver jeg sur, og så er folk nogle idioter, der ikke har forstand på musik. Endnu mere arrig bliver jeg, når folk forsøger at overtrumfe min musikalse åbenbaring, og downloader et eller andet crap, som i deres øre lyder bedre. For det gør det jo ikke - det er lort, det ved jeg bare. Især hvis han synger på svensk og hedder Håkon Halsbrand.

For at imødekomme den nypåsatte lortemusik, har jeg en backup i baghånden, som jeg downloader imens "modstanderens" intro spiller lystigt. Straks sætter jeg mit musik på, for af mystiske årsager er det semi-ok at cutte andres musikvalg, hvis bare den nye sang er friskdownloadet - den skal spilles mens den stadig er frisk lyder ræsonnementet. Min modstander er ikke idiot, så han laver samme trick.

På dette tidspunkt er situation frygeligt irriterende på flere måder:

1 - alle mennesker i lokalet er jævnt trætte af de to må-jeg-helst-skifte-sang-nu-Dj's og det endeløse ti-sekunders-potpuri med alskens kunstnere.

2 - De to må-jeg-helst-skifte-sang-nu-Dj's har nået et stadie hvor man ikke engang gider lytte til modstanderens forslag inden man skifter. Det handler nu udelukkende om at få sat så meget musik på som overhovedet muligt så hurtigt så muligt.

3 - Musikken bliver logisk nok mere og mere elendig efterhånden som man rammer de mere tvivlsomme hits på begges lister.

4 - Er man heldig, stopper krisen med at kombetanterne tilfældigt rammer samme nummer forholdsvis højt på deres respektive yndlingslister. (De lægger imidlertidig ikke mærke til det jvf punkt 3, så dette sker kun hvis en trediepart træder til.) Er man mindre heldig fortsætter kampen, indtil parterne endelig opnår enighed omkring et nummer som er hamrende elendigt, men dog kitch - f.eks. den knaldrøde gummibåd (eller noget svensk). En tab/tab situation for alle. Oftest løber kampen dog ud i sandet med Kim Larsen - en såkaldt musikalsk Tie-break. Alle kan lide Kim Larsen, og er man en ener der ikke kan, tør man ikke skifte væk af frygt fra repsresalier fra det efterhånden opstemte publikum.

PS.
Lyt lige til ham her, det er dælme drøn - på den stille fede måde! (tak Hr Jakobsen). Og ham her